 |
| Ved sidste stoppested falder maskerne. |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det
var en drønhed aften for nogle dage siden, da vi endelig efter den sidste strækning
i en tætpakket bus nogle kilometer vest for Helsingfors kunne smide maskerne.
De havde været på siden Langgade station i Valby og havde siddet
urørte i S-toget, i Metroen, på diverse stationer, i Kastrup lufthavn, i flyet
til Helsingfors samt i tre kollektive transportmidler efter landingen i Finland.
Ganske vist var maske endnu ikke påbudt, hverken i Danmark eller her,
men vi tog det som lidt af en udfordring: Hvordan var det at gå og gemme sig
bag solhat, solbriller og et mundbind fra næseroden og ned over hagen? Og
samtidig holde hænderne i ro nede i lommerne eller med et fast greb i hinanden omme
på ryggen? For at rette på masken var efter alle regler forbudt.
Gemalinden var iklædt en fodsid kjole og bar ørkensandaler, og
havde stoffet været sort og ikke sprælsk gult, og havde det ikke været for det
ærmeløse snit og den bare hals, var hun nærmest en replik af diverse
burkaklædte kvinder, som jeg har set billeder af på nettet.
At hun desuden nægtede at give hånd og blev overvåget af mig, sin
mand, så hun ikke af vanvare rørte ved genstande, andre kunne have rørt, og
efter hvert fejltag straks måtte spritte af, fuldender kun billedet af et
mellemøstligt hadeobjekt for danskere af blod, byrd og stamtræ med seksten aner
i lige linje med kurs mod Gorm den Gamle.
Bortset fra kjolens snit og farve var hendes blå øjne (som i
parentes bemærket blev flittigt brugt til at afsløre, når mine hænder
for vild på håndtag og stolerygge), sikkert også en medvirkende årsag til, at
hun undgik racistisk had fra både danskere og finske landsmænd.
At tildækning med mundbind fra næserod til hagespids ikke skaber
skurke er i dagens samfund en almen erfaring. Dagens bud i de medier, jeg har
stiftet bekendtskab med, tyder på, at den vigtigste oplevelse af masken er
varme. Når efteråret sætter ind, og det gør det jo, og vinteren kommer også, så
vil den ekstra mundbindsvarme måske ligefrem føles behagelig...
Men alt dette er i virkeligheden udenomssnak.
Mit egentlige ærinde er at gøre opmærksom på, at de erfaringer,
som tildækkede kvinder må have rigeligt af, ikke kommer os, der er ved at lære tildækningens
kunst, til gode. Der må være en masse, vi gennem gravende journalistik kan lære
og undre os over og tage med i en tildækning, der dølger vores ansigter og
identitet i det offentlige rum. Ligeledes vore hænder, der må holde sig for sig
selv og nøjes med hinanden, når de sæbes ind og sprittes af.
Det åbne ansigt og den venligt medmenneskelige hånd er i dag ikke
alene ude af billedet, det frarådes eller forbydes ligefrem af myndighederne. I
familien kan vi vise, hvem vi er, eller på en skovtur, når ingen ser det.
Men ellers?
Som en nation af danskere må vi i dag erkende, at vi overtræder og
negligerer nogle essentielle forudsætninger for ifølge en indgroet tradition at
kunne kalde os sande danskere: at vise ansigt og give hånd.
Gemalinden har aldrig tragtet efter at få dansk indfødsret, og med
de nye mønstre for opførsel i det offentlige rum, som jeg er en stærk tilhænger
af, er jeg ved at komme lidt i tvivl, om jeg faktisk har fortjent min.
Forudsat, naturligvis, at den sande danskhed findes i håndtryk og
en synlig mund.
Lad de tildækkede komme til orde!
ANNONCE:
