CYKLE, 2

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Lad mig i fortsættelse af min forrige blog citere de brudstykker fra Cyklerne, Cyklerene, Cyklernes Kor, som jeg har adgang til:

Cyklerne, Cyklerne, Cyklernes Kor,

Hjulene runder den sjællandske Jord.

Fælgene flammer af Nikkel og Maling

råber af Friskhed og Ratebetaling.

[...]

Cyklerne, Cyklerne, Cyklernes Tog,

Klokkernes Kimen er Bækkenes Sprog

ude i Danmarks bedaarende Skove – ,

hvor Duerne kurrer og Droslerne sove…

[...]

Sving dig i Sadlen paa Gadernes Ganger.

[Lyt dog til sangen, og hør, du er sanger.]

Efter således at have fulgt den klassiske filologis fremgangsmåde ved først at etablere en forfatter- og genremæssig kontekst for derefter at bringe en så autentisk tekst som muligt er jeg nu nået til den tredje og sidste del, der består af kommentarer, som munder ud i en helhedsopfattelse. Det ligger i sagens natur, at denne ikke kan være andet end foreløbig.

Som forventet bæres digtet af moderigtige henvisninger til teknik og metal. Det bemærkes samtidigt, at digtet ånder friskhed og landlighed. Hermed deler det rum med den naturlyrik, som med romantikken omkring hundrede år tidligere i ofte sangbar form erobrede danskernes hjerter og sangbøger, og som i skrivende stund har aflæggere i Danmarks Radios næsten naturpornografiske billeder og referencer til dejlige Danmark.

Hvad angår naturens frembringelser i form af bække, skove, duer og drosler er Bønnelycke ætsende kritisk til den tradition, han låner rum fra: Hvad skal vi med sovende drosler? Og duers kurren er som kendt stærkt enerverende i sin enstonede, påtrængende gentagelse af samme gutturale lyd. Hvad angår bækkene – ja, mon ikke også fyrbødersønnen fra Århus i dansktimerne før sin præliminæreksamen har stiftet bekendtskab med Johannes Ewalds højspændte digt Rungsteds Lyksaligheder (1775), hvor naturen og naturfølelsen som aldrig tidligere får stemme i dansk, lyrisk digtning.

Den uendeligt flotte og ofte citerede indledning til digtet lyder (citeret efter hukommelsen):

I kølende skygger,

i mørke som roser udbrede,

hvor sangersken bygger

og kvidrende røber sin rede,

hvor sprudlende bække

snart dysse, snart vække

Camoenernes yndling, den følende skjald,

med steds ensrislende fald.

Enten brækker man sig ned i bækken – eller også lærer man som jeg digtet udenad.

Eller man gør som Emil Bønnelycke: Giver bækken med dens steds ensrislende lydtæppe en uppercut med et kor af kimende klokker.

Her er fuld valuta for det satiriske forhold til Danmarks bedårende skove, som man oplever dem på Gadernes Ganger, et udtryk, der forbinder romantik og ridderridt med den samtidighed af teknik og teknikbegejstring, som er Bønnelyckes udgangspunkt.

Den sidste linje i min citatmosaik:

[Lyt dog til sangen, og hør, du er sanger.]

har jeg ikke belæg for andre steder end i mit eget hoved. Hvis det er min egen tildigtning, vil jeg trods alt hævde, at den passer godt til cyklens udbredelse blandt godtfolk, der måtte betale af på vidunderet i rater, og hvis sang under den vildt glade kørsel Sjælland rundt sikkert ikke stod mål med den kvalitet, som sangere under ordnede forhold forventedes at leve op til.

Med andre ord: Sanger er hver og en, der cyklende synger af fuldeste hals for at udtrykke sin glæde over den fantastiske fremdrift, teknikken har givet kroppen.

Og det er vel egentlig det, cykling handler om.  

ANNONCE: