STEN SOM ORD

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg har lagt sten. Sten på sten. Måske tusind. Formodentlig flere. Tre lange og høje mure har jeg bygget. Dertil syv terrasser til solbær, hindbær, jordbær, ribs, et flor af forskellige blomster og krydderurter. Og én rose. Det må man, når man bor på en klippe og vil have skønhed for øjet og velsmag på bordet.

Der var dog for meget klippe til rosen.

At bygge med sten slider på handskerne og udfordrer øjet. Kan man ikke se former og størrelser, går der flere handsker. For så skal der hele tiden bygges om. Det er ikke bare den aktuelle stens tykkelse, endernes vinkler, alle uregelmæssighederne og længden, der skal aflæses. Det er også de sten, der skal føje sig ind til den, og de sten, der skal komme efter.

Var de tilhuggede eller formet på et teglværk, var det ingen sag at lægge dem op imod hinanden, for så var de jo skabt til at passe sammen. Men naturens egne kampesten og dynamitladningernes sprængsten er ikke sat i verden af en ordnende fornuft. Derfor kræver det kreativitet og en utrættelig styrke eller vedvarende tankevirksomhed at finde dem, der passer til de andre.

Den mere tænksomme stenbygger står gerne med hovedet lidt på skrå, mens han lader blikket glide hen over sine udspredte sten. Han skræver hen over de nærmeste og vender en, han aldrig før har lagt mærke til, kaster et blik over skulderen til den påbegyndte mur, mumler et det var alligevel ikke helt den rigtige vinkel, men… Søger utrættelig videre. Finder så en, der passer perfekt til et sted lidt længere henne på muren. Det er et svært sted med en lille runding. Et løft, og stenen ligger som støbt fast.

Men den slags sten er farlige, for tomrummet skal fyldes af en sten med en forudbestemt længde og med de rette vinkler til nabostenene. Og har den ikke det, må der findes en tredje sten, måske en kileformet, der kompenserer.

Før den er fundet, sker der ikke andet, end at fuglene fortsætter med deres aftensang. Og mens solen går ned bag træerne og stenlæggeren ser sin skygge forsvinde mellem stenene, finder han løsningen. Tre sten løftes og lægges på plads.

Var det ikke sværere?

En stenmur fortæller om stædighed og fantasi og en usvigelig tro på, at den manglende sten findes. Her gælder om noget sted det gamle ord om, at hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene. Desuden i ryggen, i hænderne, i armene. Forbandet svært bliver det, hvis muren skal ligge på en skråning. Men det skal lykkes, og når muren endelig tager form, og stenene ligger der og griber fat om hinanden, indfinder der sig en euforisk følelse af samklang, orden og overensstemmelse.

De rimer, sgu! Stenene.

Jeg forestiller mig, at det må være en sådan oprømthed, som rammer digteren, der som et utænkeligt mirakel finder et rim på et umuligt ord. Et sådant fund har den danske digter Halfdan Rasmussen skrevet om.

Jeg kan ikke finde digtet, men kan det heldigvis by heart. Håber jeg.

Min skrivemaskine har mistet sin skråstreg i ø.

Jeg skriver sø,

men den skriver so.

Og vil jeg skrive, at bonden har bøfler,

skriver den bofler.

Så nu har jeg endelig fundet et rim på kartofler.

At få tingene til at passe sammen i uventede eller forudbestemte mønstre og bygge videre på dem er en urmenneskelig aktivitet, der forudsætter bevidsthed om det forgangne og det kommende. Et dyr vender snuden efter det, som det ser og lugter. Kommer byttet uden for dets sansers rækkevidde, bliver det forvirret og glemmer, hvad det var i gang med. Termitter og myrer bygger, men uden bevidsthed om, at det kunne gøres anderledes. Mennesket husker sit bytte og bygger i de forskelligste materialer og stilarter, som låner af hinanden.

Det centrale i at bygge en stenmur er at få stenene til at gribe ind i hinanden, så de holdes fast i hensigten at fremstille en mur. I min forestillingsverden er det som at bygge med sprog. Her har man et utal af ord og elementer fra grammatik og syntaks, som man føjer sammen til noget, man har en mening med, men hvis endelige form man kun havde en uklar forestilling om, da man begyndte.

De tunge ord og de store sten er de dele i værket, der falder i øjnene som meningsbærende. De små sten er som sammenbindende og’er og men’er eller de uundgåelige relative pronominer. De er lette at placere for den, der kan sin grammatik. Men optræder der for mange af dem, bliver strukturen indviklet af aflæse. Det er som uformodet at blive væltet ind i en latinsk syntaks, hvis skønhed ligger i en kompleksitet, det utrænede intellekt sjældent værdsætter.

Sproget menneskeliggjorde. Stenmuren er bare en refleks. Jeg glæder mig til at plante rosa pimpinellifolia i den nye terrasse. Når den er færdig. På svensk har busken det smukke navn midsommerrose.

ANNONCE:

NEDMONTERING AF FINLANDSSVENSK KULTURLIV

Tulipanløgene er fra handelsgartneriet i Överby

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det ville være så enkelt, hvis det bare drejede sig om en kæphøj bestyrelsesformands forsøg på med en uforskammet bemærkning at lukke munden på en undersøgende journalist.

Værre bliver det, hvis hans hensigt hermed var at unddrage sig sit ansvar for at redegøre for sin forenings dispositioner.

Men måske skyldes hans tavshed og henvisning til den administrerende direktør i virkeligheden hans skamfulde indsigt i, at det svar, han burde have givet for at dysse sagen ned, ikke er knyttet til virkeligheden, men kun findes i relation til en teori om fremtidsstrategier skabt af en amerikanske businessguru ved navn Jim Collins.

Det lyder abstrakt. Og er det. Jeg skal tage det konkret. Punkt for punkt.

– Bestyrelsesformanden hedder Per-Edvin Persson, og han står i spidsen for Svenska Folkskolans Vänner (SFV) og Axxell Utbildning Ab.

– Den administrerende direktør for Axxell Utbildning Ab er Stefan Johansson.

– Jim Collins strategiteori drejer sig om at fokusere, prioritere,  konsolidere og professionalisere – hvilket abstrakt set passer godt til fx Julius Cæsars strategi, da han et halvt århundrede før vor tidsregning vandt Gallerkrigene og hermed ændrede Europas fremtid.

– Axxell City, beliggende på Georgsgatan 18 i det centrale Helsingfors, er genstanden for hele diskussionen. Det er en folkehøjskole med linjer for dokumentarfilm, medieteknik, tegning og maleri samt forskellige skrivekurser. Skolen har hidtil haft til huse i det finlandssvenske kulturcenter i en forhenværende skole på Georgsgatan, men skal nu flyttes fra denne centrale placering i Helsingfors til den anden side af Ringvej III. Hvis det lyder som langt væk i forhold til den nuværende adresse, har jeg udtrykt mig klart.

– Og til sidst og vigtigst: Årsagen til, at bestyrelsesformand Per-Edvin Persson ikke vil udtale sig til pressen, men henviser til sin administrerende direktør Stefan Johansson, er åbenbare planer om at kvæle skolen ved gennem den nævnte flytning at fratage den det nødvendige elevgrundlag. I Stefan Johanssons mund lyder svaret på spørgsmålet om nedlægning således:

Svaret er nej. Om det vore så skulle vi ha lagt ner enheten direkt. Verksamheten ska fortsätta enligt samma principer.

Den, svaret blev rettet til, er journalisten Magnus Londen, som i Journalisti.fi se: 

 http://www.journalistiliitto.fi/journalisti/lehti/2012/10/artikkelit/cityskolan-

flyttar-till-landet/

med åbenbar professionalisme har fokuseret på et varmt emne for ikke blot finlandssvenske kulturinteresserede, prioriteret kernepunkterne i hele sagen og dermed konsolideret opfattelsen af, at den hæderværdige kulturinstitution Svenska Folkskolans Vänner i dag administreres af økonomiske køllesvingere.

Lad os et øjeblik endnu engang betragte den administrerende direktør Stefan Johanssons snu formulering:

Om det vore så skulle vi ha lagt ner enheten direkt. Verksamheten ska fortsätta enligt samma principer.

Administrerende direktør Stefan Johanssons følelse af magtfuldkommenhed fejler ikke noget. Og ved at henvise til principper forsvarer den magtfuldkomne let sin position og sine beslutninger. For det er jo ikke ham, men principperne, der regerer. Og de er neutrale. Altså objektive.

Den således principfaste principrytter, administrerende direktør Stefan Johansson, overser desværre, at når virkeligheden bag principperne ændres, så falder principperne som et korthus.

For ingenting fungerer naturligvis på samme måde i landlige omgivelser som det gør i en skole, hvis hele virksomhed er bygget op i forhold til den urbanitet, der har omgivet den siden starten. Ændres der her, smuldrer elevgrundlaget, og med det skolens eksistens og brand som et sted, der skaber forfattere, dokumentarfilmere og malere.

Eller skaber mennesker med en dybere indsigt i film, litteratur og kunst.

I de indlæg, jeg har kunnet følge i medierne, har ingen sagt eller skrevet ét ondt ord om selve det sted, Axxell Överby, hvor der findes et handelsgartneri og en haveskole, som Axxell City med sit forfatterværksted og dokumentarfilmkurser med mere skal flyttes til. Jeg kender det, for jeg har ofte været der, når jeg har haft brug for tulipanløg, læggekartofler, græsfrø, muld i sække, krydderurter, planter til hæk og den slags. Gode råd ikke at forglemme.

Den konkrete virkelighed, som får administrerende direktør Stefan Johanssons smukke principper til at falde, er således ikke, at Överby ligger smukt og landligt med fantastiske muligheder for lange spadsereture. Det er, at Överby ligger en times buskørsel fra det centrale Helsingfors plus en gåtur på et kvarter. Hvilket skal ganges med to, for at man kan få et billede af rejsetiden. En del af skolens elever er pensionister, nogle er tilrejsende fra andre byer, endda fra andre lande, mange har et ansvarsfuldt arbejde eller børn, som de stjæler tid fra for at komme på kursus. Og så videre. Og så videre. Ja, jeg havde nær glemt alle gæstende forfattere og kunstnere fra Helsingfors, hvis rejsetid for et par timers usselt betalt medvirken nu bliver forlænget ud over det holdbare.

Femten af dem protesterer i et læserbrev i det finlandssvenske dagblad Hufvudstadsbladet (16.5.12) mod det, de kalder ”ett ogenomtänkt beslut”. Brevet indledende linje lyder:

Yxan fortsätter gå över små enheter, nu drabbas också folkbildningen.

Bestyrelsesformand Per-Edvin Perssons teorier om at fokusere, prioritere,  konsolidere og professionalisere er absolut brugbare i denne sammenhæng. Men i de rette hænder. Hans og den administrerende direktør Stefan Johanssons problem er i al enkelhed, at de til forskel fra Julius Cæsar, da han erobrede Gallien, i deres fremtidsstrategiske dispositioner åbenbart ikke bekymrer sig om den konkrete virkelighed, som de bruger principperne på.

Dette vidner ikke om professionalisme.

At bestyrelsesformand Per-Edvin Persson og administrerende direktør Stefan Johansson samtidig som repræsentanter for en finlandssvensk kulturinstitution arbejder på nedmonteringen af det finlandssvenske kulturliv, som de er sat til at arbejde for, er skammeligt og kan lige så lidt forklares som det bekendte dictum, der tillægges en amerikansk general under Vietnamkrigen:

Denne landsby kunne kun reddes ved, at vi udslettede den.

Jo, tak, der står man.

ANNONCE:

LEVER SPØRGE JØRGEN EVIGT?

Dukkerne sad pænt uden smæk

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Siden sin fremkomst i 1944 har billedbogen Spørge Jørgen med sine glade og livsbekræftende illustrationer af Storm P. solgt i flere end 300.000 eksemplarer. Til juni kommer den i 3. udgave 11. oplag. Det er noget af en  danmarksrekord for billedbøger. Teksten til Spørge Jørgen er af Kamma Laurents. Den handler i al sin grusomhed om forbrydelse, straf og forbedring. Eller sagt mere konkret: En far bliver så gal i hovedet over, at hans barn stiller ham en masse spørgsmål, at han straffer ham med smæk.

Jør’n fik

smæk!

og Jør’n blev

lagt i seng!

som der står i billedbogen med to udråbstegn.

Så det er nok gået rimelig hårdt til.

For et par uger siden fik jeg stof til eftertanke angående netop denne klassikers fortsatte liv. For at komme med konklusionen først: Billedbogen har højst en generation tilbage at leve i. Så havner den på museet for vanskeligt forståelige bøger. Hvilket dens illustrator, den elskelige Storm P., skulle være den første til at glæde sig over i sin grav på Frederiksberg kirkegård.

Anledningen til mine overvejelser var en uskyldig børneleg. Jeg havde fået som en kær opgave at passe en lille pige på næsten to år. Da vi var kommet op i lejligheden, i øvrigt på Frederiksberg, hvor Storm P. jo boede, satte hun sig straks på gulvet ved et dukkehus og begyndte uden overgang at lægge børnene i seng, tage dem op og give dem mad.

Hun gennemgik ritualet adskillige gange, og jeg følte mig næste hensat til min egen barndom, hvor børneværelserne var få og små og drenge måtte finde sig i at se på, hvordan søstre og kusiner og deres veninder legede på stuegulvet.

Men den gang var der et moment, der ikke fandtes i den leg, jeg nu sad og bevidnede. Dukkerne fik ikke smæk, når de havde gjort noget forkert. De gjorde i det hele taget ikke noget forkert.

Det gjorde dukkerne til gengæld i tiden for Spørge Jørgens fremkomst, der falder sammen med min egen barndom. Hele tiden. Og der blev afregnet kontant. Enten med en hurtig lussing. Eller med en større afstraffelse, der kunne vente, til ”når far kommer hjem”. Og det gjorde han jo. Altid.

Når det med de manglende smæk slog mig, var det sikkert, fordi jeg netop havde været til et møde angående et essay, jeg er ved at få udgivet om nævnte Spørge Jørgen og de smæk, drengen blev tildelt over sin fars bukseknæ.

Jeg har i dagene efter, helt uvidenskabeligt, forhørt mig hos både helt unge forældre og forældre i bedsteforældrealderen og fået mine iagttagelser angående fortidens mange og dagens manglende smæk bekræftet. Personligt glæder det mig, og jeg er sikker på, at det må ses i sammenhæng med afskaffelsen af ”revselsesretten”, som det så smukt hedder.

En statistik, jeg har hentet i Kirsten Thonsgaards fortræffelige undervisningssæt Pigehistorie, kan virke klargørende:

– Husbonds revselsesret over for piger under 16 år afskaffes i 1921.

– Mestre må prygle lærlinge til 1937.

– Skolebørn må fra 1967 ikke længere revses legemligt.

– Forældres ret til at slå deres børn afskaffes i 1997.

Korporlig afstraffelse er med andre ord ved at blive slettet af dagsordenen. Men at der stadig er folk, der går ind for forældres ret til at prygle deres børn, er et faktum. Vi finder dem blandt andet i det nationalkonservative Dansk Folkeparti. Men det er også et faktum, at disse mennesker udgør et mindretal, og selv om de kan råbe højt, får de stadig sværere ved at vinde gehør.

Kort sagt går verden fremad. Og det indebærer som antydet i begyndelsen af denne blog, at billedbogen Spørge Jørgen vil skifte status fra at være noget, ethvert barn og enhver voksen kan forholde sig umiddelbart til, til at blive et værk, der skal formidles for at blive forstået og værdsat efter fortjeneste.

Formidling er, hvad dansklærere beskæftiger sig med, når de underviser i fx klassikeren Ludvig Holberg. Og gør de det godt, bliver den gamle satiriker både levende og morsom. Men lige så lidt, som man i dag uden noter og andre forklaringer kan le ad hans Peder Paars og føle dens bidende satire, lige så lidt vil Spørge Jørgen om en generation tiltale små og store på en måde, så de umiddelbart lever med i den. For de mangler helt enkelt de erfaringer, billedbogen bygger på.

Dem kan de så læse om i mit essay.

Jo, verden går fremad. Robert Storm Petersen ville som sagt glæde sig, hvad jeg udførligt begrunder i nævnte essay. Men selv om smækkene forsvinder, forsvinder billedbogen Spørge Jørgen ikke, den bliver en del af den danske kulturarv, der vil leve videre i kraft af formidling.

ANNONCE:

DEN FINSKE GRAVKO

I dag falder huset og havner i containeren

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mandag morgen lidt i otte ankommer der endnu en gravko. Denne gang en Hitachi. På den anden nabogrund har en Cat været i gang den sidste måned, lige nu glatter den gruset, der skal støbes på. Og vender jeg mig en halv omgang, kan jeg se halsen på en Hyunday over bakken med hvide anemoner. Den har arbejdet der i noget, der snart ligner en evighed. I den tid er der vokset to huse med fuld kælder og to etager op i det, der engang var et vildnis. Elementerne til et tredje ankommer og skal stykket sammen netop der, hvor liget af en gammel folkevogn stod klemt ind mellem to fyrrestammer. Nabolagets drenge ribbede den for alt løst, knuste ruderne til mindste splint og hamrede sten ind i karosseriet som tak. Det var småsten, de kunne løfte. De er voksne nu.

Proceduren ved rejsningen af et hus ligger fast:

Først kommer nybyggerne selv, gæve som fortidens finner, fælder træerne, griller pølser med deres børn og forsvinder efter at have bygget en brændestabel i et hjørne af grunden.

Næste trin er gravkoen, som samler kvas og skraber jord, grus og løse sten af klipperne. Den flår en egerod løs lige så let som den med en pincets akkuratesse piller netop den flade sten fra, som bygherren har udset sig til soklen til sin nye festgrill.

Gravkøer betjenes af mænd med følsomme hænder og hår på underarmene. De har brianhat, ørebøffer og orange veste.

Så kommer sprængeren med sit bor og dynamitstængerne. Han er grå i ansigtet af stenstøv. Hans blik er langt borte, når han står lænet til boret, der arbejder sig ned i urfjeldet, og tålmodigt venter på det øjeblik, hvor lunterne er samlet og han i ly bag gravkoen kan sætte strøm til detonatorerne og fyre den af, så de knuste stenblokke vælter op af jorden.

Det er, når grunden langsomt tømmes for klippestykker og læsses over i ventende lastbiler, at gravkoens fører viser sine færdigheder. For mens han har gravet sig ned i undergrunden, har han hele tiden skullet sikre sig materiale nok til en afsats på et lidt højere niveau end det, han under opstigningen kontinuerligt graver væk under sig.

Til sidst køres huset frem i færdige elementer, som gravkoen løfter på plads. Det går som i en anstandsdans, hvor deltagerne bevæger sig på den forudbestemte måde, og alt føjes sammen i planlagt harmoni.

En halv dag, og huset står med tag, lås i dørene og vinduer med tredobbelt glas. Nu mangler kun finpudsningen. Med den kommer stilheden til forskel fra nu, hvor mine ører fyldes af den stereofoniske lyd af kæmpende maskiner.

Da jeg var barn, læste jeg på Børnebiblioteket i Svendborg en billedbog om en gravko, som sled i det med fundamentet til en skyskraber. Den var ikke som dagens hydraulisk, men fungerede med en mægtig vippestang på en stander, der strakte sig skråt op fra dens krop. Men gravkoen var mere energisk end klog, den havde ikke sikret sig sit tilbagetog. Så pludselig stod den der, uhjælpeligt fanget bag høje vægge, som den selv havde skabt. Husker jeg rigtigt, blev den centrum i sit eget museum og beundret af skyskraperens børn for vel udført arbejde.

Skulle historien fortælles i dag, kunne det være på græsk eller på portugisisk. Dér står gravkøerne uvirksomme, mens deres førere tygger maden ekstra længe for at få fornemmelsen af, at den er rigelig.

Finlands gravkøer graver sig altid fri. Hvem talte om krise? Det er umuligt at høre noget for lyden af støjende maskiner.


ANNONCE: