DEN FINSKE GRAVKO

I dag falder huset og havner i containeren

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mandag morgen lidt i otte ankommer der endnu en gravko. Denne gang en Hitachi. På den anden nabogrund har en Cat været i gang den sidste måned, lige nu glatter den gruset, der skal støbes på. Og vender jeg mig en halv omgang, kan jeg se halsen på en Hyunday over bakken med hvide anemoner. Den har arbejdet der i noget, der snart ligner en evighed. I den tid er der vokset to huse med fuld kælder og to etager op i det, der engang var et vildnis. Elementerne til et tredje ankommer og skal stykket sammen netop der, hvor liget af en gammel folkevogn stod klemt ind mellem to fyrrestammer. Nabolagets drenge ribbede den for alt løst, knuste ruderne til mindste splint og hamrede sten ind i karosseriet som tak. Det var småsten, de kunne løfte. De er voksne nu.

Proceduren ved rejsningen af et hus ligger fast:

Først kommer nybyggerne selv, gæve som fortidens finner, fælder træerne, griller pølser med deres børn og forsvinder efter at have bygget en brændestabel i et hjørne af grunden.

Næste trin er gravkoen, som samler kvas og skraber jord, grus og løse sten af klipperne. Den flår en egerod løs lige så let som den med en pincets akkuratesse piller netop den flade sten fra, som bygherren har udset sig til soklen til sin nye festgrill.

Gravkøer betjenes af mænd med følsomme hænder og hår på underarmene. De har brianhat, ørebøffer og orange veste.

Så kommer sprængeren med sit bor og dynamitstængerne. Han er grå i ansigtet af stenstøv. Hans blik er langt borte, når han står lænet til boret, der arbejder sig ned i urfjeldet, og tålmodigt venter på det øjeblik, hvor lunterne er samlet og han i ly bag gravkoen kan sætte strøm til detonatorerne og fyre den af, så de knuste stenblokke vælter op af jorden.

Det er, når grunden langsomt tømmes for klippestykker og læsses over i ventende lastbiler, at gravkoens fører viser sine færdigheder. For mens han har gravet sig ned i undergrunden, har han hele tiden skullet sikre sig materiale nok til en afsats på et lidt højere niveau end det, han under opstigningen kontinuerligt graver væk under sig.

Til sidst køres huset frem i færdige elementer, som gravkoen løfter på plads. Det går som i en anstandsdans, hvor deltagerne bevæger sig på den forudbestemte måde, og alt føjes sammen i planlagt harmoni.

En halv dag, og huset står med tag, lås i dørene og vinduer med tredobbelt glas. Nu mangler kun finpudsningen. Med den kommer stilheden til forskel fra nu, hvor mine ører fyldes af den stereofoniske lyd af kæmpende maskiner.

Da jeg var barn, læste jeg på Børnebiblioteket i Svendborg en billedbog om en gravko, som sled i det med fundamentet til en skyskraber. Den var ikke som dagens hydraulisk, men fungerede med en mægtig vippestang på en stander, der strakte sig skråt op fra dens krop. Men gravkoen var mere energisk end klog, den havde ikke sikret sig sit tilbagetog. Så pludselig stod den der, uhjælpeligt fanget bag høje vægge, som den selv havde skabt. Husker jeg rigtigt, blev den centrum i sit eget museum og beundret af skyskraperens børn for vel udført arbejde.

Skulle historien fortælles i dag, kunne det være på græsk eller på portugisisk. Dér står gravkøerne uvirksomme, mens deres førere tygger maden ekstra længe for at få fornemmelsen af, at den er rigelig.

Finlands gravkøer graver sig altid fri. Hvem talte om krise? Det er umuligt at høre noget for lyden af støjende maskiner.


ANNONCE: