LEVER SPØRGE JØRGEN EVIGT?

Dukkerne sad pænt uden smæk

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Siden sin fremkomst i 1944 har billedbogen Spørge Jørgen med sine glade og livsbekræftende illustrationer af Storm P. solgt i flere end 300.000 eksemplarer. Til juni kommer den i 3. udgave 11. oplag. Det er noget af en  danmarksrekord for billedbøger. Teksten til Spørge Jørgen er af Kamma Laurents. Den handler i al sin grusomhed om forbrydelse, straf og forbedring. Eller sagt mere konkret: En far bliver så gal i hovedet over, at hans barn stiller ham en masse spørgsmål, at han straffer ham med smæk.

Jør’n fik

smæk!

og Jør’n blev

lagt i seng!

som der står i billedbogen med to udråbstegn.

Så det er nok gået rimelig hårdt til.

For et par uger siden fik jeg stof til eftertanke angående netop denne klassikers fortsatte liv. For at komme med konklusionen først: Billedbogen har højst en generation tilbage at leve i. Så havner den på museet for vanskeligt forståelige bøger. Hvilket dens illustrator, den elskelige Storm P., skulle være den første til at glæde sig over i sin grav på Frederiksberg kirkegård.

Anledningen til mine overvejelser var en uskyldig børneleg. Jeg havde fået som en kær opgave at passe en lille pige på næsten to år. Da vi var kommet op i lejligheden, i øvrigt på Frederiksberg, hvor Storm P. jo boede, satte hun sig straks på gulvet ved et dukkehus og begyndte uden overgang at lægge børnene i seng, tage dem op og give dem mad.

Hun gennemgik ritualet adskillige gange, og jeg følte mig næste hensat til min egen barndom, hvor børneværelserne var få og små og drenge måtte finde sig i at se på, hvordan søstre og kusiner og deres veninder legede på stuegulvet.

Men den gang var der et moment, der ikke fandtes i den leg, jeg nu sad og bevidnede. Dukkerne fik ikke smæk, når de havde gjort noget forkert. De gjorde i det hele taget ikke noget forkert.

Det gjorde dukkerne til gengæld i tiden for Spørge Jørgens fremkomst, der falder sammen med min egen barndom. Hele tiden. Og der blev afregnet kontant. Enten med en hurtig lussing. Eller med en større afstraffelse, der kunne vente, til ”når far kommer hjem”. Og det gjorde han jo. Altid.

Når det med de manglende smæk slog mig, var det sikkert, fordi jeg netop havde været til et møde angående et essay, jeg er ved at få udgivet om nævnte Spørge Jørgen og de smæk, drengen blev tildelt over sin fars bukseknæ.

Jeg har i dagene efter, helt uvidenskabeligt, forhørt mig hos både helt unge forældre og forældre i bedsteforældrealderen og fået mine iagttagelser angående fortidens mange og dagens manglende smæk bekræftet. Personligt glæder det mig, og jeg er sikker på, at det må ses i sammenhæng med afskaffelsen af ”revselsesretten”, som det så smukt hedder.

En statistik, jeg har hentet i Kirsten Thonsgaards fortræffelige undervisningssæt Pigehistorie, kan virke klargørende:

– Husbonds revselsesret over for piger under 16 år afskaffes i 1921.

– Mestre må prygle lærlinge til 1937.

– Skolebørn må fra 1967 ikke længere revses legemligt.

– Forældres ret til at slå deres børn afskaffes i 1997.

Korporlig afstraffelse er med andre ord ved at blive slettet af dagsordenen. Men at der stadig er folk, der går ind for forældres ret til at prygle deres børn, er et faktum. Vi finder dem blandt andet i det nationalkonservative Dansk Folkeparti. Men det er også et faktum, at disse mennesker udgør et mindretal, og selv om de kan råbe højt, får de stadig sværere ved at vinde gehør.

Kort sagt går verden fremad. Og det indebærer som antydet i begyndelsen af denne blog, at billedbogen Spørge Jørgen vil skifte status fra at være noget, ethvert barn og enhver voksen kan forholde sig umiddelbart til, til at blive et værk, der skal formidles for at blive forstået og værdsat efter fortjeneste.

Formidling er, hvad dansklærere beskæftiger sig med, når de underviser i fx klassikeren Ludvig Holberg. Og gør de det godt, bliver den gamle satiriker både levende og morsom. Men lige så lidt, som man i dag uden noter og andre forklaringer kan le ad hans Peder Paars og føle dens bidende satire, lige så lidt vil Spørge Jørgen om en generation tiltale små og store på en måde, så de umiddelbart lever med i den. For de mangler helt enkelt de erfaringer, billedbogen bygger på.

Dem kan de så læse om i mit essay.

Jo, verden går fremad. Robert Storm Petersen ville som sagt glæde sig, hvad jeg udførligt begrunder i nævnte essay. Men selv om smækkene forsvinder, forsvinder billedbogen Spørge Jørgen ikke, den bliver en del af den danske kulturarv, der vil leve videre i kraft af formidling.

ANNONCE: