PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg synes, at vi skal have en
debat igen. Om danskhed.
(Pia
Kjærsgaard, 17.1.2013 i Deadline på DR2)
SELVSIKKER OG INDBILDSK
Hvem kunne for nogle år siden
forestille sig, at ordet kålhøgen
skulle genopstå i moderne dansk? Dagbladet Politiken
fortæller i en artikel fra 2011, at det ligefrem hører til blandt vore nye
yndlingsord.
Ordet i sig
selv er flot. Og drilsk uigennemskueligt. Er formen en kombination af kål og
høg, af en stolt rovfugl og en plante fra køkkenhaven? Nej. Muligvis kan det
føres tilbage til en forvansket form af Karl Høvding, en storsnudet ridder i en
ballade fra middelalderen. Eller sidste led er afledt af kæphøj.
Lige meget, betydningen
selvsikker og indbildsk ændres ikke.
I flere år
har jeg forsøgt at anvende ordet. Men det har hver gang lydt eller set forkert ud
i sammenhængen. Når der har været behov for det, har diverse synonymer som fx hovmodig, arrogant, storsnudet, blærerøv eller til og med skidtvigtig siddet bedre.
DANSKHED – HISTORISK SET
Et andet ord, som jeg også har
haft svært ved at bruge, er danskhed.
Går jeg til en af mine yndlingsbøger, Ordbog
over det danske Sprog, er den redaktionelle bedømmelse i værkets tredje
bind fra 1921, at ordet især bruges i skriftsprog eller i litterært påvirket
talesprog.
Bedømmelsen
godtgøres af de efterfølgende citater. De er, taget fra en ende, af Johannes
Ewald (1743-1781), Jens Baggesen (1764-1826), N.F.S. Grundtvig (1783-1872),
Ludvig Heiberg (1791-1860), Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), H.C. Andersen (1805-75)
og Jakob Knudsen (1858-1917). Altså lutter klassikere.
Fælles for
dem er endvidere, at de alle befinder sig i rammen til eller kernen af den
nationalisme og romantik, som er dansk bearbejdet kulturimport fra revolutionens
Frankrig og fra den omtrent samtidige tyske begejstring for det eventyrlige og
det primitive, for naturen og for geniet.
Det sidste eksempel
i ordbogen på anvendelsen af danskhed
er titlen på et historisk værk i to bind af H. Rosendal (1831-1929), nemlig Træk af Danskhedens Historie i Sønderjylland
(1911-12). Det lyder som en velvalgt kommentar til påstanden om, at ordet dengang
i 1921 ikke længere var gangbart i alle sammenhænge, men blev forbundet med fx
snævert geografiske eller historiske forhold. Som her brugbart til profilering
af det danske, hvor det var truet.
Denne
opfattelse bliver bekræftet af mit godt slidte eksemplar af Nudansk ordbog fra 1962, hvis eksempel
er danskheden i Sydslesvig. Jo, ordet
så virkelig ud til at være ved at sive ud af dagligsproget.
”EN MUHAMMEDANERFRI NATION”
Men det skulle blive løgn, sku’
det, for ordet danskhed trives i
bedste velgående i dag enoghalvtreds år senere. På Google har det 122.000 hits
plus et endeløst antal billeder. Mens kålhøgen trods alle behjertede fremstød
for det må nøjes med sølle 6.000.
Årsagen til den
høje anvendelsesfrekvens kan aflæses af eksemplet i den tredje og sidste
ordbog, jeg skal nævne. Det drejer sig om Den
danske ordbog. Mit fysiske eksemplar er fra 2003, og eksemplet på
anvendelsen af danskhed står uændret i ordbogens netudgave. Det hidrører fra avisen
Berlingske Tidende. Årstallet er 1990.
Det lyder:
Flygtningestrømmens
betydning for Danmark og danskheden er genstand for meget diskussion.
Denne diskussion satte i gang allerede i
halvfjerdserne og firserne, og de bagvedliggende årsager finder vi i ændrede
politiske, demografiske, religiøse og familiemæssige forhold.
Danmark var i 1973 indtrådt i De Europæiske
Fællesskaber, det senere EU. Indvandringen af muslimer var blevet synlig i
gadebilledet. På det religiøse område var den ellers nærmest enerådende
Folkekirke, som danskerne generelt havde et ret lunkent forhold til, ved at få
en konkurrent i islam. Og den traditionelle kernefamilie med kvinden som
hjemmearbejdende husmor og hjemmets centrum var på vej ud i takt med, at
kvinderne stormede ud på arbejdsmarkedet.
Den mest markante italesætter af den
usikkerhed, der havde grebet mange danskere i det elles så monokulturelle
kongerige, var advokaten og grundlæggeren af Fremskridtspartiet Mogens
Glistrup. Den 11. marts 1985 holdt han på dagen for sin prøveløsladelse fra
fængslet i Horserød, hvor han havde afsonet en længere straf for skattesvig, en
velbesøgt pressekonference.
Mens han kaldte til kamp for Danmark som en muhammedanerfri nation, svingede han små dannebrogsflag med
begge hænder og fordømte den
muslimske invasion af kriminelle, løgnagtige bekvemmelighedsflygtninge.
Hermed lancerede han på sin egen, grovkornede måde ikke blot sig selv efter
fængselsopholdet, men faktisk også mærkesagerne for det parti, Dansk
Folkeparti, som hans partifælle og medlem af Folketinget Pia Kjærsgaard ti år
senere var med til at stifte på ruinerne af netop Fremskridtspartiet.
Med forbehold for Island har udviklingen i de andre nordiske lande sine
tydelige paralleller. Her blev svenskheden,
norskheden og finskheden også sat på programmet i en neonationalistisk og
værdikonservativ iscenesættelse.
VÆRDIKONSERVATISME
Begrebet
danskhed havde hermed fået nyt liv og en ny betydningsladning. Det havde ikke længere
sin grund i kærlighed til fædrelandet i fornyelse med en lovgivning og
udvikling, som borgeren efter Den franske Revolution i 1789 og Junigrundloven
af 1849 havde fået længsel efter, smag for og indflydelse på.
Fra at have været forbundet med kulturimport
og noget fremadrettet blev danskhed i 1900-tallets sidste del ensbetydende med
en letfattelig værdikonservatisme, hvis grundlag var angst for det fremmede. På
den måde blev danskhed et forsvarsværk mod den politiske udvikling i retning af
et Storeuropa og det skræmmende anderledes, der kom af en mere åben verden.
Som i Janteloven
handlede det om et dem og et os. Hermed blev den konservatisme
udkonkurreret, som med Det Konservative Folkeparti i spidsen havde udtrykt sig
med Gud, Konge og Fædreland som sit varemærke. Med solide rødder i 1800-tallets
borgerlighed kunne de pæne konservative, som stadig var skræmt af 30’ernes
støvletramp og skråremme på ungkonservative stormtropper, ikke forlige sig med den
nye danskheds selvtilstrækkelighed, intolerance og fremmedfjendtlighed.
KAMMA LAURENTS OG GRUNDTVIG
Den nostalgi
og endimensionalitet, som med Dansk Folkeparti i spidsen kom til at præge
debatten om den nye danskhed, finder et genuint udtryk hos forfatteren Kamma
Julie Laurents (1903-96). Hun har især i nitten hundrede og fyrrerne en
omfattende produktion af sange og fortællinger for børn. Hendes eneste
bestående værk er teksten til den velkendte bog om Spørge Jørgen (1944) med illustrationer af Robert Storm Petersen.
Hos Kamma Laurents står familien, fædrelandet
og børnene i centrum. Flid, ordentlighed, snusfornuft og taknemmelighed er de
centrale værdier. Grænserne er klart definerede, kommer man udenfor dem, vanker
der. Smæk forekommer hyppigt. Børnenes
fædrelandssang (1949) fortæller om en pragtfuld dansk verden, som er
pragtfuld netop i sin adskilthed fra alt andet.
Jeg
er så glad, for jeg er født
det
allerbedste sted på jord –
i
Danmark hos min far og mor
og
under flaget hvidt og rødt.
Jeg
leger mellem bøgetræer.
Jeg
pjasker i et hav så blåt.
Jeg
er så lykkelig, for her
er
alt, hvad der er smukt og godt.
Jeg
kender kun min egen skov –
har
aldrig rejst, og jeg ved godt,
mod
andres er mit land kun småt –
lidt
koldt, lidt blæsende – og dog –
her,
hvor jeg synger, leger, ler
i
sommergrønt, i vinterhvidt –
ja,
alt det dejlige, jeg ser,
det
har jeg lov at kalde mit.
De
folk, jeg lever sammen med,
er
venlige og ler så tit.
Og
sproget er så kønt og blidt.
Og
vi forstår at holde fred.
Den
onde krig må ikke nå
min
gule mark, min hvide strand
Jeg
ber Vorherre passe på
mit
kære lille fædreland.
Gælden til Grundtvigs Langt
højere bjerge (fra 1820 og 1863) er åbenbar. Men mens Kamma Laurents
udelukkende er optaget af at besynge det danske, lukker Grundtvig ingenlunde af
for det fremmede. Det er hele tiden med som et modbillede, der paradoksalt giver
et perspektiv mod noget mere ideelt og dermed blokerer for følelsen af
selvtilstrækkelighed.
Hos begge handler det om det gode liv, som fællesskabet i fædrelandet
skænker. Men mens Kamma Laurents i en lang nationalistisk tradition definerer
sig imod en ydre fjende, der truer
det gode, er det, der ligger uden for nationen, hos Grundtvig defineret som
noget, der er god grund til at kæmpe videre for.
Fordi det simpelthen er bedre end det danske. Også herved får sangens titel, Danmarks Trøst, god mening som en
påmindelse om, at der er håb forude.
Det er da en ironi, der vil noget, og en god ballast for en af
det frie ords tidlige forkæmpere, Christen Pram, til hvis afsked før hans afrejse
til Dansk Vestindien sangen er skrevet.
EN
FINTSLEBET INTOLERANCE
Men
det perspektiv udad, der kan ligge i 1800-tallets nationalfølelse, fremtrådte
stærkt indadvendt i 1900-tallets sidste årtier og det første tiår af det nye
årtusinde, hvor Dansk Folkeparti fungerede som den liberalkonservative
regerings støtteparti.
Mogens Glistrups og hans såkaldte landsbytossers grovheder blev
afløst af en
fintslebet politisk intolerance, hvis grundlæggende påstand er, at danskheden
er et system at traditioner, som før angreb udefra fandtes i en fuldt færdig og
bevaringsværdig form.
Anskuelsen af kultur som et statisk fænomen
giver naturligvis et forklaringsproblem i forhold til enhver kulturel fornyelse
– lad os bare som eksempler tage et par gamle
travere, juletræet og kartoflen. De er fra henholdsvis Tyskland og Amerika og
indgår for juletræets vedkommende gradvist i danske juletraditioner fra begyndelsen
af 1800-tallet, mens traditionen for at spise kartofler starter langsomt et par
århundreder tidligere. Derimod turde dannebrogsflag som pynt på juletræet og
brun melsovs på festmåltidets kartofler være specifikt hjemmegroede danske
kulturtraditioner.
For at sætte ovenstående refleksioner om
danskhed ind i en helt aktuel sammenhæng skal jeg referere til et interview i
DR2’s nyhedsudsendelse Deadline den 17.1.2013. (Se http://www.dr.dk/tv/se/deadline-17/deadline-17-163 ). Her løfter den
interviewede, Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard, kulturkampen og
indvandrerspørgsmålet frem som vigtigere end andre politiske spørgsmål som for
eksempel finans- og klimakrise. Samtidig hilser hun helt og fuldt de muslimer velkommen, som er et positivt tilskud til det danske samfund. Problemet er
ikke det
enkelte individ, det er antallet, og det er jo det, der
er så stærkt
stigende nu. Meget foruroligende.
Faren for danskheden er, at vi tager
positive
særhensyn til det muslimske mindretal […] vi må bare ikke bøje os og slække på
vores traditioner og normer for rent ud sagt at fedte for et muslimsk
mindretal.
Eksemplerne, der nævnes, er halalkød i
daginstitutioner og lærere med tørklæde.
Pia Kjærsgaards konklusion er klar:
Bor man i
Danmark, så må man tilegne sig danske værdier. Så er man velkommen.
De danske værdier forsvares i kulturkampen,
og den defineres i forhold til udlændingepolitik, familiepolitik med
kernefamilien i centrum, kirkepolitik og EU. Det overordnede mål er der ikke
tvivl om, det er,
hvordan vi skal bevare vores nationale identitet, bevare
danskheden.
KULTURKAMP I BAKGEAR
Hvis der er
hold i den almindelige antagelse, at et menneskes musiksmag og kultursyn dannes
i ungdommen, så må vi til tiden omkring 1960 for at få grundlaget for det
kultursyn, Dansk Folkepartis værdiordfører (født 1947) repræsenterer. Vi skal
med andre ord tilbage til en tid, da ordet danskhed, som Nudansk ordbog fortæller, fortrinsvis var aktuelt i historiske og
geografiske sammenhænge i Sydslesvig.
Men forestillingen om danskheden, som den var
dengang, det danske var enerådende, hvor fremmede kun fandtes som
enkeltindivider og bare i hovedstaden, og begrebet danskhed derfor ikke
behøvedes, hører i dag til på et museum. På det kan man samtidig få forevist idealet
om den hjemmegående husmor som kernefamiliens trygge centrum. Man kan se en
befolkning, der uden at mugge var medlem af folkekirken. Man kan opdage, at
ordet muslim var et lige så ukendt fremmedord som ordet økologi. Og man kan
blive oplyst om, at den nystiftede frihandelsorganisation EFTA var det vildeste
bud på dansk deltagelse i et forpligtende internationalt, økonomisk samarbejde.
Sådan ser den danske verden som bekendt ikke
ud i 2013. Livet i Danmark har på alle de opregnede områder fået et
overvældende tilskud af facetter eller er undergået radikale ændringer. På den
baggrund kan det ikke undre, at der er et marked for den enkle fortælling om
det gode liv, hvor ingen muslimer lurede bag bøgetræerne, husmoderen havde
maden klar klokken seks, alle børn blev konfirmeret, Dannebrog vajede i
kolonihaverne nær sunde og bælter og en rejse til Mallorca var det vildeste,
normale mennesker kunne drømme om.
Men kultur er vaner i bevægelse, som hele
tiden skaber nye systemer. Den bagudrettede længsel kan man efter behag finde
smuk eller tage afstand fra. På længere sigt har Pia Kjærsgaards kulturkamp i
bakgear ikke fremtiden for sig, medmindre man ønsker at sende kvinderne tilbage
til kødgryderne, forbyde takeawaymad og pizzaer, kriminalisere homoseksuelle,
lovliggøre fysisk afstraffelse af børn og ønsker at ophæve diverse
internationale handelsmæssige, politiske og juridiske fællesskaber.
DANSKHED PÅ MANGE MÅDER
Danske
værdier og danskhed kan ytre sig på mange måder. Fælles for dem er, at de er
bundet til historien, hvor de har deres forudsætninger. På et forholdsvis kort tidspunkt
i historien omkring midten af 1900-tallet kan fx kernefamilien fremstå som
indbegrebet af danskhed. Den er det selvfølgelige udgangspunkt i Børnenes fædrelandssang af Kamma
Laurents.
Går vi derimod tilbage til H.C. Andersens
fødselsår 1805, var denne familieform i fx underklassen, som den danske nations
mest kendte digter jo er udsprunget af, snarere undtagelsen end reglen. Og
konger havde dronninger til venstre hånd. De uægteskabelige relationer med
såkaldt uægte børn indgik med andre ord i den tids måde at være dansker på. Kan
de med nogen rimelig grund udelukkes fra danskheden og kaldes udanske?
I dag har kernefamilien med far og mor og
fælles børn ifølge Danmarks Statistik seksogtredive afløsere.
Hvad er danske værdier i denne sammenhæng?
Lever kun én af Danmarks i alt syvogtredive familievarianter op til begrebet om
danskhed?
Men hvis de alle sammen gør det, fordi de
faktisk findes i Danmark i 2013, hvad er så kriteriet for, at en masse andet,
som også findes i Danmark i dag, ikke også
bliver en del af danskheden? Fx piger med tørklæder over håret. Hvad i øvrigt
min oldemor, som var lærerinde, og hendes generation også efter den tids mode
bar.
Hvad bliver resultatet af den hele
redelighed? Bliver det en ny danskhed med blandt andet syvogtredive
familievarianter med eller uden tørklæde? Er vi tvungne til at acceptere, at
danskheden ændrer sig med historien? Eller er det vores selvfølgelige ret at
udråbe det til danskhed, der passer med vores egen personlige smag?
Set i netop historiens lys kan man i 2013 listigt
spørge sig, om Pia Kjærsgaards anvendelse af danskhed i virkeligheden ikke er – udansk? Og som sådan et begreb, der skal skabe
kant til det, der personligt byder hende imod?
DET GODE INDIVID OG DEN TRÆSKE MASSE
Lige så rodet
hendes begreb om danskhed er, lige så ubegribeligt er hendes forhold til
muslimer.
Ifølge interviewet i Deadline er muslimen som
enkeltindivid velkommen, når hun eller han har tilegnet sig danske værdier og
ellers forstår at holde sine egne traditioner i form af halalkød og tørklæde
for sig selv.
Det fremgår ligeledes klart af interviewet, at
optræder muslimen i pluralis, så findes hans eller hendes nødvendige beredskab
til tilpasning til danskheden ikke. Heri ligger truslen, og den vokser i
forhold til muslimens antal.
Synspunktet om et uovervindeligt skel mellem
det gode individ og den træske masse er for resten klassisk. Jeg stødte sidst
på en ny variant af det i en udtalelse af den franske skuespiller, multimillionær, skatteflygtning, putinbeundrer,
tjetjenienven og tidligere proletar Gérard Dépardieu:
Ulykkeligvis er masserne dumme.
Kun den enkelte er smuk.
DUMPEKARAKTER
Styrken i
Deadlineinterviewet med Pia Kjærsgaard ligger i den selvsikkerhed og pænhed i
udtrykket, hvormed værdiordføreren for Dansk Folkeparti fremfører sine pointer.
Dets svaghed ligger i, at det rent sagligt er en ynkelig affære, hvis rod og selvmodsigelser
i opfattelsen af kultur og danskhed og ubegribelige påstande om muslimer redaktøren
på intet tidspunkt tvinger hende til at forholde sig til.
Hos mig har smil og åbne skjorter aldrig givet
noget ved eksamensbordet. Og mikrofonholderi er noget af det værste, jeg ved.
Her er med andre ord ikke noget at være kålhøgen over.
Ifølge Deadlines forskræp vil Pia Kjærsgaard
gerne have en debat om danskhed. Igen.
En debat. Javel. Men i så fald kræves der
velforberedte redaktører. Eller en meddebattør, der ikke er ude på at score
politiske, men kulturelle points.
ANNONCE:
