PÅ GRANKULLA STATION

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Under minus femten de sidste nætter og omkring minus ti om dagen med bidende nordenvind. Det kræver et godt helbred at vente på toget, når det er forsinket – gerne ti minutter eller mere. Det kan man selvfølgelig imødegå med ekstra tøj, vatterede bukser, bælgvanter, filtstøvler, skindhue og en klud for ansigtet over dynefrakken. Men imod alle odds er man optimist hver morgen. For man skal jo gerne tage sig ud godt, når man møder på arbejde, ikke ligne en karikatur fra Vinterkrigen, hvor de finske tropper både besejrede kulden og klarede sig mod en knusende sovjetisk overmagt.

Men hvordan var det nu lige, det var i Afrika just under ækvator, hvor solen rigtig kan bage?

Også her var en aftale en aftale, oven i købet med dobbelt klokkeslæt, for klokken tre p.m. er klokken ni afrikansk tid, nemlig ni timer efter solens opgang. Men hvornår præcis stod den op, solen? Og halvcirklen, der viser dens gang over himlen, ser man kun ved at lægge nakken ordentligt tilbage mod det knivskarpe lys.

 Helt anderledes er det med nordboens lunkne sol, på hvis lange bane over himmelbuen tiden altid let har kunnet aflæses.

I Afrika udmatter ventetiden ikke, når man sidder i skyggen. At vente er i virkeligheden helt fint, forbundet som det er med ophøjet ro og overblik. Det bringer forløsning til et mininirvana uden for arbejdets jag og lidelser, gør en til ét med kosmos med en højere bevidsthed om det gode, som bliver ventetidens resultat. Eller ventetiden udsætter det onde, som skal komme, på ubestemt tid.

Men på perronen står vi utålmodige og fryser med ryggen mod vinden, mens vi venter på lokaltoget til Helsingfors. Nu elleve minutter forsinket. Jeg stamper på stedet. Vi skulle være blevet hjemme, skulle vi, og blæst på pligter, aftaler, arbejde. Stationsuret går tre minutter for langsomt. Den elektroniske tidstavle blinker. Vi lytter efter højttalerstemmen. Nu forkynder den en forlængelse af fryseturen på endnu fire minutter.

Endelig kommer det elendige lokaltog. Dets gule frontlys fejer hen over skinnerne, mens det glider ind på perronen og åbner dørene til trængsel, varme og ståpladser, fordi det på grund af forsinkelsen medtager næste afgangstids passagerer. Man kender de forsinkede på, at de fisker mobiltelefonerne frem for at sende beskeder om deres senere ankomst.

På min lokalstation, den elvte af i alt enogtyve stationer på ruten, venter klokken godt otte om morgenen typisk et halvt hundrede mennesker. Hvis man som jeg og sikkert mange andre i den tavst sammenbidte skare skulle beregne ventetidens omkostninger, kan man tænke sig følgende regnestykke:

Med en lavt sat gennemsnitstimeløn på femogtyve euro kommer timeomkostningerne ved en ventetid på femten minutter for halvtreds mennesker op på et samlet tab på rundt regnet tre hundrede euro. Ganger vi dette med antallet af stationer på linjen og antallet af lokaltogslinjer, hvor vi forudsætter samme forsinkelse på forbindelsen ind til Helsingfors omkring kl. otte om morgenen og desuden regner med flere daglige forsinkelser, er vi lavt sat oppe på et hundrede og halvtreds tusind euro eller lidt over en million danske kroner pr. dag. Og da forsinkelserne er hyppige under den lange vinter og desuden forekommer om sommeren, kan vi forsøgsvis gange beløbet med hundrede. I euro bliver det til et tocifret millionbeløb, i danske kroner et trecifret.

Den eksakte tal er ikke så interessant her, hovedsagen er, at det drejer sig om rigtig mange penge.

Mon nogen af os ventende kan sværge os fri for ikke at have sendt hadske tanker og ønsker om alt ondt til lokaltrafikkens uduelige ledere og glædet os til den dag, de bliver fyret på gråt papir og alle pengene bliver brugt til tog til tiden?

Men – og det er grunden til, at forsinkelserne kan fortsætte – dette enorme pengespil er ren fiktion. For den tid, der ventes rundt omkring ved de forskellige lokaltogsstationer, indebærer naturligvis ikke en forkortelse af arbejdstiden.

Det er fritiden, det går ud over, og den er som bekendt gratis.

Som blegfed europæer fra Norden kender jeg til hudløshed den forargede omtale af det enorme ressourcespil, som finder sted længere mod syd og specielt i Afrika, hvor man ikke har lært at respektere tiden som en ækvivalent for penge. Men i virkeligheden ligner disse tilstande jo til forveksling fortællingen om de timer, hvor jeg og talløse andre står på stationerne og tænderklaprende venter på, at lokaltoget skal rulle ind for at føre os mod et bedre liv.

Én væsentlig forskel er der dog, og den går ikke på kulde versus hede. Den handler om at finde sig til rette og acceptere de givne omstændigheder med tålmodighed, ophøjet ro og overblik.

For toget kommer jo. Det ved vi.

Den tanke opstår midt i kulden, at vi, der lider af ikke at kunne haste videre, måske i virkeligheden er et skridt bagud i udvikling og erkendelse i forhold til kulturer, som vi stiltiende foragter som laverestående.

***

Et klassisk digt, der problematiserer den vestlige modernitets utålmodighed, er Johannes V. Jensens ”Paa Memphis Station” fra digtsamlingen Digte 1906.

ANNONCE: