MOMENTUM FOR VÅBENRESERVAT

Non Violence-pistolen foran FN-bygningen

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Findes ondskabens gen? Skal alle skoler i USA beskyttes af bevæbnede vagter? Riffelsyndikatet agiterer. Forskere obducerer. Almenheden debatterer.

Årsagen er velkendt. IGEN! IGEN! IGEN! hamrer det i hovedet.

Jeg kunne skrive IGEN 20 gange. 1 gang for hvert dræbende skud rettet mod småbørn i den amerikanske by Newtown den 14. december 2012. Plus 7 gange til for hver voksen, der stillede sig i vejen. Og til sidst 1 skud til morderen selv, der som andre massemordere ikke kunne overskue og tage ansvaret for sine gerninger.

Hvad med våbnene? Bliver det denne gang a farewell to arms? En afsked med de våben, som bliver brugt til meningsløse myrderier? Ligesom i Hemingways roman om Første Verdenskrig, hvor ingen rigtig vidste, hvorfor man affyrede granater mod en fjende, som man ikke forstod var en fjende?

Jeg bor i Finland. Efter USA og Yemen er det verdens mest våbentætte land. Det har jeg levet med og skulle måske holde min mund, men jeg kan ikke. For i forhold til privatpersoners besiddelse af skydevåben er min tolerance 0. Skal jeg stave det? N-U-L.

Det bestandige argument for våben er, at det ikke er dem, der er problemet, det er mennesket bag.

Forkert. Det er en kombination.

Var der nogen, der sagde, at de ville afskaffe mennesket?           

Dengang knivloven i 2008 i Danmark gjorde det strafbart at bære lommeknive med et blad på over syv centimeter, stejlede jeg. Siden jeg var fem, havde gået med en solid kniv og brugt den til tusinde praktiske formål i dagligdagen. Den erfaring delte jeg med mange andre, mest mænd, som aldrig havde skåret i andet levende kød end deres egne fingre. Men jeg gemte den væk. Vi gemte den væk.

Skydevåben løser derimod ingen af dagligdagens praktiske opgaver.

Derfor skal de gemmes væk.

Misforstå mig ikke. Jeg går ikke imod salg af skydevåben til private. Jeg går bare ind for, at de umiddelbart efter købet gemmes væk. Ikke nødvendigvis i et armeret skab. Gerne for mig i et miljø med duft af prærie, skov eller storby. Og gerne sammen med andre mennesker, der elsker at kæle for deres våben og gnide løbet og rense patronkammeret og bære rundt med det på hemmelige steder på kroppen og fyre det af. Mod skydeskiver. Men våbenreservatet, dette sker i, skal være aflås og sikret, så ingen slipper ud af det med sit våben.

Lyder det kompliceret? Det er det ikke! Alle kender modellen fra lufthavne, hvor kontrollen er rigoristisk og ingen slipper ind med et våben inklusive små sakse og neglefile.

Jeg kender også indvendingen: Våben løser problemer. Det er en massiv indvending.

Jeg har ikke tal på det, men jeg gætter på, at i ni af ti amerikanske film er et skydevåben problemløseren. Og tankegangen findes overalt: i bøger, spil og massemedier. Livet fremstilles som en krigszone, som de gode skal skyde sig igennem for at overleve og få sig et godt og trygt liv.

Dette er værdigrundlaget, som retten til skydevåben hviler på. Det er her underforstået, at forholdet mellem mennesker ikke ændrer sig. For mennesket er menneskets ulv, som en engelsk filosof hævdede med succes i den gryende kapitalisme tid for små fire hundrede år siden.

I filosofiens historie finder vi andre, der har doceret, at mennesket er et socialt eller ligefrem et guddommeligt væsen. Og at fornuft, samtale og kærlighed fremmer fred og forståelse.

Jeg vil ikke blande mig i striden, den er en del af en kulturdebat i bestandig udvikling, og den befinder sig på forskellige niveauer i forskellige kulturer. Hvad jeg plæderer for er bare at få ulvens tænder filet ned, så den ikke kan bide effektivt. Derfor skal skydevåbnene væk med den eneste undtagelse, at våben til jagt i de dage i jagtsæsonen, hvor der faktisk jages, kan slippes ud af våbenreservatet.

Og jeg er optimist. Jeg skal her nævne to udgangspunkter for min optimisme. Det ene kommer af en tv-serie, hvis tretten første afsnit jeg så i juleferien. Den er meget apropos også fra Amerika. Seriens titel er Mad Men, og den handler i al enkelhed om livet på et reklamebureau på Madison Avenue i New York omkring 1960 og fremefter. Hvis det lyder trivielt, kan jeg bekræfte det.

Men noget berørte mig. Ellers glemte erfaringer fra dengang dukkede frem i erindringsflash. Mest drejede det sig om synet på kvinderne, som med to ord stod for sex og service og over en bank tålte den mest grovkornede sexistiske behandling, tiltale og omtale.

På præcis det her punkt er der faktisk sket en mærkbar ændring i det europæisk-amerikanske kulturelle rum. Opgraderingen af kvinden er ikke kommet af sig selv. Den er bundet til en socio-økonomisk virkelighed, som har haft brug for kvinders intelligens og handlekraft. Men den er samtidig resultatet af en kulturkamp, hvis ideal er ligestilling mellem kønnene.

Det her er der sagt og skrevet meget om, og jeg skal ikke gentage. Min pointe er i al sin enkelhed, at der i løbet af halvanden generation er sket forbløffende ændringer i et fundamentalt værdisæt, som dengang i tresserne forekom evigt og urokkeligt.

Dem, der stod i spidsen for ændringerne, og dem, der fulgte i flok, ville noget. Havde idealer og mod. Derfor blev det bedre.

Det andet udgangspunkt for min optimisme kan enhver aflæses af en højst upassende bemærkning, som jeg skal afholde mig fra at kommentere yderligere. Jeg har den fra en avisartikel af den danske digter Klaus Rifbjerg. I centrum står en parodieret tysk forbundspræsident, der under et statsbesøg i en afrikansk stat skulle holde en tale. Begyndelsen lød således:

Mine damer og herrer, kære negre.

Mens dette skrives og om lidt via nettet sendes ud i Verden, leder videnskaben i USA efter ondskabens gen. Skoler beskyttes med bevæbnede vagter. Og der sælges våben som aldrig før. En dansk oberst omtalte i et nytårsinterview i Dagbladet Information dagens generation som Generation Kill. Siden 1999 har der fundet ni skolemassakrer sted, flest i USA. I Finland er det to. I USA forventer man, at antallet af trafikdræbte i 2015 vil være lavere end antallet mennesker dræbt af skud. For hver dræbt berøres mindst hundrede mennesker personligt. Og så videre. Alt til ingen verdens nytte.

For at få våbnene ud af hverdagen kræves der mod og idealer. Og handlekraft. Men i forhold til det lederskab, der her kræves, virker nutidens politikere stærkt retarderede.

Lige nu taler man med udgangspunkt i en voldtægt om et indisk forår på kvindeområdet. Hvornår bryder foråret mon løs i Amerika?

Eller i Finland? Finland er dog en civiliseret retsstat.

ANNONCE: