MADNYTTIGT OG KREATIVT

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg skulle helt til Finland for at lære ordet matnyttigt af en svensker fra Sverige. Det var professor Sven Linnér ved Åbo Akademi. Ved vort første møde på hans kontor på Biskopsgatan åbnede han stilfærdigt vinduet og stillede sig ved det for ikke at få tobakken fra min nytændte pibe direkte i næsen.

Derefter spurgte han om, hvad matnyttigt jeg mon kunne bidrage med til litteraturstudiets smörgåsbord.

Jeg ved ikke, hvem kultursammenstødet irriterede mest. Professoren, der oplevede den danske rygekultur som et hensynsløs indgreb i hans ret til røgfrie enemærker? Eller den unge magister, som havde regnet med et konkret indspark til en faglig diskussion, men i stedet blev konfronteret med et kontant krav om at gå ind i en studieeffektiv sammenhæng?

Jeg stak piben i lommen og præsenterede nogle emner, jeg brændte for. Netop dét havde jo været drivkraften i mine seks og et halvt års studier ved Aarhus Universitet plus et år som fransk statsstipendiat ved l’Université de Tours – i øvrigt en tidsmæssigt fin studiepræstation målt i forhold til en normeret studietid på seks år.

Seks år!

Naturligvis var det ikke første gang, jeg oplevede den her antydede modsætning mellem studieeffektivitet med udgangspunkt i færdigtyggede kurser, som i en fart skulle lede til eksamen, og lysten som drivkraft og vejleder for studiet. Men det var i præcis denne lyst, jeg drømte om at forankre min undervisning. 

Heldigvis var modsætningen ikke mere udtalt, end at det, som plejede at ske, også skete på professor Linnérs kontor den gang i 1976. De to parametre for et acceptabelt, ja måske ligefrem godt studie forenedes i middelvejen mellem det personligt tilfredsstillende og samfundets krav om, at den studerende efter en rimelig studietid skulle ud og nyttiggøre sig i arbejdslivet.  

Sådan er det ikke længere. I takt med den voldsomme vækst af unge, der søger sig til uddannelser ved højere læreanstalter, har samfundet skærpet sine krav til studieeffektiviteten. I dagens uddannelsesøkonomiske praksis indebærer det, at ressourcefordelingen til de enkelte institutter afhænger af aflagte eksaminer. Herigennem måles enhedens omkostningseffektivitet, og eksamensbevisernes mængde bliver i de bevilgende myndigheders optik selve målet. At det også bliver det i de enkelte institutters for så vidt, at de uden udstedte eksamensbeviser kvæles økonomisk med afskedigelse af lærere og forskere som resultat, er, selv om det benægtes flittigt, en garant for, at også den stort set utilstrækkelige studiepræstation bliver accepteret.

 Og naturligvis annammer de studerende, uddannelseshierarkiets underste lag, den herskende kvantitative tankegang. De er reduceret til kunder og konsumenter i den store uddannelsesbutik. Fra starten bliver de indoktrineret med glæden ved at få varerne ned i kurven og komme hurtigt hen til kassen for at få kvitteringen i form af eksamensbeviset. Sat på spidsen er denne glæde trådt i stedet for lysten til at studere og udviklingen af den blanding af kreativitet og disciplin, som er virkelige studiers nødvendige forudsætning.

De studerende har kort sagt internaliseret de bevilgende myndigheders rationale, som jeg ovenstående har indpakket i en masse floskler og lange sætninger. Men faktisk kan det beskrives dækkende med følgende fire ord: HURTIGT IND – HURTIGT UD.  Med den vigtige tilføjelse, at der i denne forretningsgang er indbygget en nærmest uundgåelig forringelse af kvaliteten.

Set i et globalt uddannelseskonkurrenceperspektiv vidner tankegangen om umodenhed og manglende overblik. Tilegnelse af kolde kendsgerninger og færdigtyggede facts på hvilket niveau, det end sker, er ikke en kunst, som man behøver at konkurrere med fx asiatiske lande om. Uden præsentviden kommer man ganske vist sjældent nogen vegne, men den er ikke selve sagen i udviklingen af nye koncepter, produkter og markeder.

Det, som tæller her, er lyst og den deraf afledte kreativitet. De færdigheder har i dag trange kår i det nordiske  uddannelseslandskab, som jeg har kendskab til. Her er studietidens længde og eksaminernes mængde det mantra, som uddannelsernes ekstremistiske præsteskab, økonomerne, har bestemt sig for, og som politikerne følger.

Middelvejens kompromis, der forener den menneskelige kreativitet med en rimelig studietid, er ikke blot sjovere, men også mere madnyttig.

Den har fremtiden for sig.

ANNONCE: