HVAD ER MENINGEN?

Ill. fra Ole Lund Kirkegaard,  

Gummi-Tarzan

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Højskolebevægelsen har rod i Danmark.

Den er opstået gennem en lykkelig forening af præsten og forfatteren Nicolaj Frederik Severin Grundtvigs højtflyvende tanker om folkeoplysning og den praktiske skolemand Christen Kolds jordnære pædagogik. Det måske mest centrale i højskolebevægelsen er forestillingen om det levende ord, som skal erstatte udenadslæren. Ved det levende ord skal den umælende almue gøres til et folk som blandt andet gennem indsigt i historie, litteratur, kunst og samtid skal dannes til at forstå sin egen kraft som historiens skaber.

Det er dyre ord, men tiden var til dyre ord dengang i midten af 1800-tallet, da Danmark fik sin første grundlov og var på vej fra et royalt diktatur mod en demokratisk regeringsform.

For resten er vi stadig på vej, for demokratiet er en skrøbelig vejledning i at styre og kan aldrig fuldbyrdes.

Højskolerne kom til at ligge spredt ud over Danmark, også i en del andre lande findes de, blandt andet i de nordiske. De har mange retninger, fra idræt over litteratur  og filosofi til meditation, men det centrale i højskoletanken er stadig at danne hvert enkelt menneske til at håndtere den demokratiets frihed i fællesskab med andre mennesker. Til dette har højskolen en traditionel pædagogik, der blandt andet indbefatter foredrag og fortællen.

Men både på højskolerne og i den omgivende verden kommer man naturligvis ikke uden om læsekyndighed som et absolut must for en velfungerende samfundsborger.

Desværre er den såkaldte funktionelle analfabetisme i vore højt oplyste nordiske lande uhyggeligt udbredt. Dette til trods for undervisning med lange traditioner og de bedste intentioner om, at borgerne da skal kunne læse flydende.

Målinger foretages hyppigt med forskellige forudsætninger og i forskellige befolkningsgrupper, så tallene er svære at sammenligne. Men summa summarum er det nogenlunde korrekt at sige, at omkring tyve procent af Nordens befolkning kun kan læse lette eller meget lette tekster.

Men, som Wikipedia hævder: Funktionelle analfabeter

klarer sig som regel gennem livet uden at blive hjulpet.

Det, som ikke nævnes, er, at det sker med store omkostninger, idet der ved funktionel analfabetisme blokeres for den nødvendige dialektik mellem indhentning af og interessebetonet bearbejdning af de mest differentierede virkelighedsfaktorer i skriftlig form, hvilket er en nødvendig om end ikke tilstrækkelig garant for den individuelle borgers adækvate beslutningsgrundlag i den demokratiske proces.

Sådan kunne man udtrykke det.

Men kommer det samme stort set ikke frem, hvis man siger:

I et demokrati skal enhver borger forstå, hvad der sker omkring ham. Ellers kan han eller hun ikke træffe de rigtige beslutninger.

Netop dette at sige komplicerede ting enkelt har svenskerne arbejdet ihærdigt med. Det sker blandt andet på Centrum för lättläst i Stockholm, som jeg sammen med  en svensk og en finlandssvensk folkehøjskole besøgte i november sidste år.

På Centrum för lättläst redigeres ugeavisen 8 sidor med letlæste nyheder. Første nummer udkom i 1984. Under besøget læste jeg en artikel om eurokrisen og Grækenland. Og den gav mig, må jeg tilstå, på under et halvt minut et lige så klart og nuanceret billede, som det, jeg på stående fod erindrede fra en lang artikel i en såkaldt rigtig avis, jeg havde læst tidligere på dagen.

På Centrum för lättläst har også LL-förlaget med letlæste bøger for unge og voksne til huse. Jeg kom med den forudfattede mening, at den virksomhed nok drejede sig om at forvanske store forfattere ved at fjerne svære ord og erstatte dem med lette. Hvad jeg har set mislykkes med både Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men det var slet ikke tilfældet.

På LL-förlag går man anderledes radikalt til værks. Her arbejder højt kompetente sprogbrugere med skønlitteratur og forskellige slags faktabøger. Dem gennemanalyserer de for så at genfortælle dem i en letlæst form og i et smukt og levende sprog. Blandt andre bestsellerforfatteren Jan Guillou og fodboldstjernen Zlatan Ibrahimović skulle være smigrede over at blive udgivet på LL-förlaget. Jeg har gennemlæst et katalog med flere end tre hundred titler og finder her et væld af både moderne og klassiske, svenske og europæiske skønlitterære værker.

Jeg tog nogle stikprøver i de fremlagte bøger, og jeg må tilstå, at jeg som en mand af faget havde svært ved ikke at godkende det, jeg så. Naturligvis er originalen altid bedst. På originalsproget, selvfølgelig! Men hvorfor skulle en god genfortælling af fx Flauberts Madame Bovary ikke kunne give både en god læseoplevelse og gøre en lidt klogere på sig selv og det forbandet komplicerede liv?

Og hvis man endelig vil, og det vil mange højtuddannede med gedigne læsefærdigheder sikkert gerne, kan man sagtens betragte LL-förlagets udgivelser som en indslusning til vanskeligere bøger.

På Centrum för lättläst finder man Lättläst-tjänsten, som bearbejder samfundsinformation og uddanner i kunsten at skrive letlæst. Også danskere er velkomne, fik jeg at vide.

– Også folk fra reklamebranchen? spurgte jeg provokerende.

– Ja-jamen, lød svaret.

Uden videre kunne jeg tænke mig, at en del danske myndigheder kunne glæde danske samfundsborgere ved at sende deres personale på sådanne kurser. Fx dem, der arbejder i Skat. For det drejer sig i første række ikke om selve sproget: svensk eller dansk. Det drejer sig om indsigt i den måde, man bruger sprog på.

Fra Centrum för lättläst bliver der endvidere udsendt Läsombud. De samarbejder med biblioteker, studiekredse, forskellige frivillige organisationer, kommuner med videre for at inspirere til læsning blandt mennesker med store læsevanskeligheder. Virksomheden blev sat i gang for tyve år siden af Lotta Rosenström, som hermed ønskede at tilgodese menneskers demokratiske ret til nyheder, information og litteratur. Det var en ret, de skulle have ud fra deres egne sproglige forudsætninger. For hun kunne ikke finde sig til rette med, at mange mennesker blev lukket ude fra samfundet, fordi de ikke kunne gøre sig bekendt med nyheder, litteratur og samfundsinformation.

Svenskerne adopterede engang for mange år siden højskoleidéen. Det gjorde de klogt i. I Danmark findes der intet modsvar til Centrum för lättläst. Det er en stor skam. For sådan et centrum kunne være en bred vej for mange mennesker i Danmark til at forstå, hvad der sker omkring dem. Så de derefter kan træffe de beslutninger, der er rigtige for præcis dem og blive bevidste i deres rolle som historiens skabere.

ANNONCE: