PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Den,
der er gammel nok, kan huske Birthe Wilkes sang om de Hvide syrener, der
blomstrer i haven. Det var et af de populære indslag i Giro 413, lytternes
ønskeprogram på grammofon.
Teksten af Allan Hondé handler om falskhed og ubegrundet håb og er
rammet ind i en enkel og melodisk komposition af Theo Möhrens. Birthe Wilkes tolkning
har en forførende klang af den renhed og uskyld, som er et kendemærke for efterkrigstidens
schlagere. Men der er en falskhed i sødmen, den er et blændværk og blev blæst
bort, da beaten bragede igennem med sin pigtrådsmusik. Ingen med sans for
genrer kan tænke sig Birthe i Woodstok eller på Orange Scene, hun hører hjemme i
en sammenhæng, hvor trippevalsen er kælen, og husmoderen på dobbeltarbejde
serverer sovs og kartofler til søndagsmiddagens mørbrad med persillefyld.
Temaet for ugens blog skal dog ikke være popmusikkens forløjethed,
som gamle kulturradikale engang beskrev side op og side ned til fryd for
ligesindede. Men sangen om falskhed og gift i samværet med syrener faldt mig
altså ind, da jeg i weekenden endelig fik taget mig sammen til at fjerne nogle
meter af havens syrenehæk.
Det gjorde jeg ikke, fordi hækken som sådan ikke havde svaret til forventningerne
i de fem og tyve år, den havde stået som grænse mod naboen. Den havde hurtigt
vokset sig tæt, og i blomstringstiden spredte den en duft, som næppe en armé af
adjektiver kan yde retfærdighed.
Jeg gjorde det heller ikke, fordi jeg troede, at syrenerne var
giftige for naboens hund, familiens kat eller en omstrejfende kanin, som
ammestuehistorier tildeler en grusom død, hvis de spiser syrenernes blomster og
blade. Selv har jeg som barn suget masser af nektar ud af blomsternes tragt, og
til festlige lejligheder har jeg set syrenblomster frosset ind i isterninger
for at køle syrensaft, alt sammen uden, at de mindste symptomer på forgiftning
eller mavepine er indtrådt.
Duftallergikere skal holde sig fra syrener, men det var heller
ikke for deres skyld, jeg gik i gang med saks, spade og jernstang.
Problemet fandtes ikke over jorden, hvor Birthe Wilkes donna
vandrede rundt i et skønhedsorgie og, trods ring på fingeren, lader forstå, at
hun, besat af en tung længsel, er forladt af den falske mand. At tung
i øvrigt er et adjektiv, der let tolkes ind i den tids blomstersprog som et
udtryk for graviditet, er nærliggende.
Problemet for mig, som for popsangens donna, ligger i det skjulte,
her i syrenens falske rodnet. Det spreder nemlig gift, fortalte min handelsgartner
mig, da jeg for et par år siden klagede min nød over, at en nærtstående askbærmispler
var sygnet hen i en afstand på op til 2,5 meter fra syrenen. Det samme gjaldt
en gul gyvel.
– Man skal ikke tro syrener over en dørtærskel, sagde handelsgartneren.
– De er smukke, men i det skjulte falske.
– Javel, sagde jeg.
– Syrener er som kvinder, fortsatte han. – Dyrk dem for deres
skønhed, men pas på. En skønne dag slår de hævnende til.
– Javel, sagde jeg for anden gang og kørte hjem, hvor jeg med
naboens tilladelse forsøgte at bremse syrenens rodnet med fiberduge.
Det hjalp i et årstid, men mens syrenens skønhed strålede over
jorden, sneg giftspredende rødder sig stadig frem i det skjulte. I weekenden
gik jeg så bersærk, men let var arbejdet ikke. Jeg har taget mange rødder op af
det stykke skov med klipper, som haven er vokset frem i. Men ingen rødder har været
så hårde og klamret sig så stærkt til jorden og til hinanden som syrenens.
Når jeg har banket den sidste muld af rødderne og lagt dem i den
store kompost, skal jeg lukke hullet med et stendige. Det ligger, hvor det
ligger.
Det gør syrenen også. På sine falske gerninger.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar