SÅDAN BARE LIGE

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Et eller andet sted i verdenslitteraturen – selv om jeg har glemt hvilket værk og hvilken forfatter, er jeg sikker på, at der er tale om en umistelig roman af den slags, der går over grænser for kultur, historie og tidsaldre, læste jeg engang om en flygtningefamilie spærret inde i en flygtningelejr, der husede mennesker og familier fra vidt forskellige lande.

Fortællingen om netop denne familie fyldte ikke meget, den kom tilsyneladende en passant, næsten som en digression. Men som velkendt er, skal man aldrig lade sig narre af det tilsyneladende, det er delens plads i helheden, der giver det bestående indtryk. Det hastigt glemte er det uden sammenhæng.

Familien var russisk, og faren muligvis skovhugger af profession. I hvert fald havde han ud over sit nødvendigste tøj en stor og tung økse, som han holdt skarp som en ragekniv. Netop ragekniv, dét ord er jeg sikker på.

Med denne økse som eneste værktøj skar han af brændestykker legetøj til sine børn i form af statelige huse og slotte med tårne og tinder, som var skabt med så megen finesse, at de kunne føjes sammen til stabile helheder. Han skar store og små bondegårde med tilhørende dyr, og for at huse og slotte og gårde ikke skulle stå tomme, befolkede han dem med mennesker, der i stand og påklædning passede til deres bolig og arbejde.

Så en dag blev alle fundet døde, han havde slået øksen i hovedet på børn og kone og skåret halsen over på sig selv.

Ud over den mere almene tolkning af den rå historie om et menneske, der fik en verden til at vokse frem af så godt som intet for siden at forlade alt, har jeg en meget personlig, der handler om tusindkunstneren med ét værktøj, som han sådan bare lige får en masse ud af.

Sådan en ville jeg nemlig gerne selv være, men er det langtfra. For jeg skal bruge tusind stykker værktøj til noget, der ikke er spor kunstigt. Tag for eksempel min fight med den syrenhæk, som jeg skrev om i den foregående blog. Jeg startede kækt med en enkelt spade, men inden jeg fik set mig om, havde jeg, ud over plastikstykker til at lægge jord og rødder på og et reb til at slæbe grene væk med, gang i 16 hjælpemidler. Da jeg ryddede op, tog jeg et fotografi.

- handsker

- grensaks

- hæksaks

- spade (tung, med tilspidset skær)

- spade (med fladt skær)

- økse (til rødder)

- greb (til at løfte rødder)

- brækstang (12 kg)

- brækstang 7 kg)

- brækjern

- forhammer

- mukkert

- planteskovl

- rive

- trillebør (let)

- trillebør (tung)

Jeg brugte meget til lidt, men stendiget, som erstattede hækken, ligger fast til den dag, den bliver flyttet, og er til at skræve over. På den måde er det en del af et åbent forhold til naboerne, man kan gå og komme, som man vil, her opstår ingen tragedier, og alt andet lige, er det den vigtigste forskel mellem mig og flygtningen med øksen.

ANNONCE: