DE ÄLDRES RÅD

Sløret billede af skarpe debattører

 Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det er slut med De ældres råd.

Eller De äldres råd for at benytte det sprog, svensk, som rådsmedlemmerne har brugt i den finlandssvenske radio om mandagen efter radionyhederne i snart sagt umindelige tider.

Hver af de fire deltagere er store personligheder. Alligevel ser jeg ingen grund til at nævne dem ved navn. For det er ikke individerne som sådanne, der har gjort programmet til et af radiokanalens mest interessevækkende og vedkommende. Det er forskellene imellem dem på bl.a. en politisk højre-venstreskala og den måde, de håndterer forskellene på i en aldrig ophørende dialog om de mest forskellige emner inden for især politik og kultur.

De ældres vigtigste bidrag her er ikke blot deres omfattende almenviden, for de følger levende med i stort og småt i den finske nation og i verden som sådan. Det vigtigste er sammensmeltningen af dette med et historisk perspektiv, der indbefatter selvoplevet virkelighed og belæsthed om den både lidt fjernere og meget fjernere fortid.

Aktualiteter set i et dybt og bredt perspektiv er ikke hverdagskost. Og bliver det endnu mindre nu, da de ældre efter eget ønske trækker sig tilbage.

De dyrker en bramfri udtryksform, men med den vigtige begrænsning, at de skal være i stue sammen også den følgende mandag. På den måde udgør de et ideal for det samfund og den verden, som er dagens: Vi er sammen. Vi skal leve sammen. Vi kan slet ikke slippe for det. Lige meget hvor forskellige vi er.

Derfor er tolerance med hinandens synspunkter noget af nerven i de ældres frit bølgende samtale. Jeg forestiller mig, at det er gået omtrent sådan til i 1700-tallets klubber og kaffehuse, der var fora for datidens frie samtale. Her skabtes den borgerlige offentlighed, som efter smertefulde fødsler og mange tilbageslag udviklede sig til dagens samfund med fri meningsudveksling, respekt for anderledes tænkende og for de rettigheder, som mennesker har alene af den grund, at de er mennesker. – At alt kan blive meget bedre er jeg klar over. Men i et sammenlignende perspektiv med den gang virker dagens samfund næsten perfekt.

Jeg har hørt de ældres råd kritiseret for, at deltagerne er forvirrede oldinge, der snakker i munden på hinanden. Fraset det aldersracistiske aspekt, som der ikke er grund til at hæfte sig ved, så er der grund til at gøre opmærksom på, at diskussioner drevet af sand entusiasme somme tider kan løbe af sporet. Jeg tager det som et udtryk for, at der i enhver oprigtig diskussion kan forekomme lidt ævl. Det, som tæller, er guldkornene. Og de er så mange flere.

Modsigelsesløs speedsnak er ikke de ældres udtryksform. I deres muntert-humoristiske samtale prøver de sig frem for at komme så nær som muligt til det, jeg med en patos, som de ældre ikke dyrker, vover at kalde sandheden.

Der er grund til at savne dem.

ANNONCE: