midtialt: 2020

ORD SOM RAMMER – OG IKKE

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Sprogbrugere elsker rammende ord. Forfattere lever af dem. Bruges ord ikke længere, bliver de historiske. Bruges ord forkert, opstår vrøvl.
Første del af ugens blog skal handle om sådant ordidioti. Den sidste del af bloggen om gode ord, der bare er outdatede.

1:
Forleden blev jeg ramt i nakken af ord, der stod som mine uden at være det.
    De fandtes i min facebookopdatering den 26.12.20. Jeg havde skrevet en satirisk julevise med et alvorligt indhold. Hvilket satire jo har. Melodien var fra en vulgær revyvise, og det er revyviser jo gerne.
    Meget enkelt!
    Kort før jul havde jeg bragt visen i min blog under overskriften Julevise i en coronatid. Bloggen https://midtialt.blogspot.com/ har i nogle måneder været ramt af en Advarsel om følsomt indhold. Jeg er helt enig med Blogger om, hvad der er upassende. Desværre er Blogger ikke enig med mig, og det har ikke hjulpet, at jeg har besværet mig. Oven i købet to gange.
    Uden at få svar.
    Blogger har med andre ord sat mig under delvis censur. Det har mere end halveret mine læseres antal, og det er jeg ked af.
    For at kompensere tabet af læsere, ville jeg altså den 26. december dele min vise med mine facebookvenner, så de havde noget at synge julen 2021, hvis og såfremt og ifald...
    Uden mit vidende oversatte Facebook visen fra dansk til svensk. Nedenstående giver jeg nogle få eksempler på denne oversættelse. Min tekst står med fed stil, Facebooks er i kursiv:

(Asger Albjerg):
INGEN KO PÅ LAND, SÅ LÆNGE RUMPEN ER I VAND.
(Facebook):
INGEN COO PÅ LANDET, SÅ LÄNGE SPACE ÄR VATTEN.

[...]

(Asger Albjerg):
Eller bliver der igen grund til afsyngning af nedenstående ”Julevise i en coronatid”?
(Facebook):
Eller kommer det finnas grunder för att sjunga följande ”Julvibbar i en corona-tidvatten”?
(Asger Albjerg):
VI HOLDER VEJRET.
KOEN KÆMPER.
(Facebook):
VI HÄLLER PÅ VÄGEN.
SAMMANKÄMPEN.

[...]

(Asger Albjerg):
Det var dengang da vi ku’ synge sammen
i menn’skefyldte kirkers fryd og gammen.
(Facebook):
Det var då vi kunde sjunga tillsammans
i glädjen och gamla kyrkor av män.

[…]

(Asger Albjerg):
Med spænding skal jeg se madammens mine når
hun en knaldrød læb’stift får -.
Jeg drømmer mig tilbage til den maskeløse jul,
(Facebook):
Med spänning ska jag träffa min fru när
hon är ett blodigt rött läpp’styvt får -.
Jag drömmer mig tillbaka till den masklösa julen,

[…]

(Asger Albjerg):
Jeg drømmer mig tilbage til den go’e gamle jul
i det lille krybberum,
hvor hyrderne fra markerne sang halle-hallelul
under julestjernens skin.
(Facebook):
Jag drömmer mig tillbaka till den gamla goda julen
i lilla spjälsängen,
där herdarna från åkrarna sjöng halle-hallelul
under skinnet på julstjärnan.

På min egen facebookside stod visen med mine egne ord. Mange andre (måske alle andre) – har jeg fået at vide, fik visen i Facebooks vanvittige oversættelse.
    Den krænker mig og min ophavsret.
    Den udstiller mig som idiot.
    Det synes jeg ikke om.
    Hvad der skræmmer mig er ikke det, at der findes sprogidioti, det har der altid været. Det skræmmende er den magt, idiotiet har fået. Og at det er håbløst at klage.
    Både Facebooks og Googles magtfuldkommenhed er utilgængelig for dialog. Samtidig giver begge platforme mulighed for en aldrig tidligere oplevet frihed, som jeg elsker at bruge og er blevet afhængig af.
    Mit enkle spørgsmål – vigtigere end de fleste andre her på vej fra 2020 til 2021, lyder: Er vi på vej tilbage fra frihed til enevælde? Fra et liberalt demokrati til et pyramidalt hierarki styret af algoritmer og maskinel oversættelse?

2:
For at denne blog ikke blot skal bare skal være en klagesang uden melodi, rim og metrum, vil jeg afslutte med en klumme af Karen Syberg. Den har moret mig.
    Den handler om rammende ord, der bare er outdatede.
    De, af mine læsere, der ikke har adgang til Dagbladet Information, får hermed chancen at indhente det forsømte.
Farvel til dagdrivere, drønnerter og døgenigter
     Ved coronaårets afslutning diskuterer vi lystigt alle de nye ord, der er indtrådt i vores vokabular. Men hvad med alle de gode ord, vi efterhånden har efterladt? Hvor blev sinkerne, fedthasene og diskenspringerne af?

Karen Syberg

Så er der ikke meget år tilbage, før vi tager fat på et nyt. Hvis 2020 blev coronaåret, må 2021 forhåbentlig blive vaccineåret, hvor vi igen kan begynde at føle os en smule normale. Men alt vender ikke tilbage til det gamle.
     Således er sproget for eksempel blevet et andet. Der er indtruffet en new normal for nu at snakke nysprog. Eksempelvis kastede coronaen ikke uventet en hel del nye ord af sig:
    Mundbind og visir. Social distance blev pludselig dansk, ’samfundssind’ blev genoplivet, og COVID-19 gjorde influenza til et harmløst ildebefindende, der knap var værd at nævne. Google offentliggjorde listen over de mest googlede ord, og ikke overraskende havnede coronavirus, håndsprit og mundbind på de øverste pladser.
     Men lad os bruge afskeden med det gamle år til også at tage afsked med nogle af de mange ord, der enten er forsvundet eller er ved at forsvinde. Med den nyeste udgave af den aronitiske velsignelse: »Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred,« må »åsyn« siges at være ude af billedet. Tidligere hed det: »Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.« Yt!
     Blæk, fyldepen, skrivemaskine, farvebånd, gennemslagspapir, duplikator og stencil har heller ikke megen fremtid for sig, ligesom brystnål, boulevardavis, busteholder, checkhæfte, galocher, mellembys og søndagsbrev nok må trække sig tilbage i god ro og orden. Og diapositiv er ikke en ny covidtest, men et gennemsigtigt farvebillede til at sætte i en gammeldags projektor.
     Dagdrivere og drønnerter
     Der er også en række ting, som vi næppe eller kun meget sjældent kalder hinanden længere: betler, dagdriver, drønnert, døgenigt, diskenspringer, EF-modstander, fedthas, filur, flanør, gårdmusikant, krykhusar, sinke, skærsliber, telefonistinde og da slet ikke eskimo, ligesom negerbolle for så længe siden er gået af brug, at risikoen for at misforstå ordet, hvis nogen vover at ytre det, er overhængende. Siger man det alligevel, er man ikke længere bodfærdig, blot fordi man ikke er dadelfri.
     Vender vi os mod kroppens pleje, finder vi ikke mange, der bruger brillantine, pomade eller går på das og bruger natpotte, ligesom man ikke aftvætter sig, men går i bad.
     Skolebørn kommer ikke længere hjem med en meddelelsesbog, ørefigener får de slet ikke – forbudt! forbudt! – og de leger heller ikke med marmorkugler og hønseringe, bytter glansbilleder eller skriver med fjederpen, sat fast i et penneskaft. De skulker ikke, de går ikke på æbleskud, de medbringer ikke gymnastikposer, og mor kommer ikke hjem fra frisøren med en koldpermanent, ej heller med coldcreme på kinderne og Bac-stift i armhulerne.
     En lille nytårskonkurrence
   Skal hun købe tøj, går hun ikke i en konfektionshandel for at blive fiks eller net, børnene går ikke byærinder for mor, og hvis det er mor, der skal i køkkenet, bruger hun ikke skåneærmer eller åbner for Statens Husholdningsråd på radioen. Kommer hun til at tabe et glas på gulvet, henter hun ikke et fejeblad eller forsøger at lime skårene med fiskelim, hun dåner heller ikke, så hun får brug for lugtesalt, og selvom der stadig skulle være blebørn i familien, bliver der næppe vasket blevask. Man skal nok også lede et stykke tid for at finde en teenager, der dyrker selvbesmittelse.
     Skal familien ud om aftenen, går de ikke til dilettantkomedie, spiller ikke fandango eller lignende bravade og cykler ikke med frakkeskånere på bagskærmen og nefalygter foran, ligesom far næppe møder op i duvetinejakke, plusfours og sivsko.
     Sådan kunne man blive ved, hvis man havde mere spalteplads end den tilmålte til denne bladsmører, men det står læserne frit for at slænge sig på chaiselongen og bruge en nytårsaftenstime på en lille konkurrence om, hvem der kan finde på flest ord, som ingen længere bruger. Kan man et ord, de andre ikke forstår, er der dobbelt point. Betingelsen er dog, at det har været brugt i virkeligheden. Jeg forbliver Eders ... Godt nytår!

Et godt og coronafrit nytår til mine læsere – de, der er tilbage!

ANNONCE:

JULEVISE I EN CORONATID

Over en kop gløgg forleden aften spåede min finske nabo, at USA's uslåelige præsident Donald Trump er så bange for at havne bag tremmer for alle sine gerninger, at han den 21. januar 2021 vil transferere sig selv og sit præsidentskab til Rusland. Hermed har jeg glasklart tilkendegivet, at af min nabo kan man vente sig overraskelser uden måde. For eksempel var han forrige sommer på et kursus i dansk på en dansk folkehøjskole.
    I morges, da jeg var på vej fra postkassen med avisen under armen, rakte han mig over hækken nedenstående vers. Jeg bringer dem dels, fordi jeg er løbet tør for ideer til dagens blog. Dels, fordi de er et i sig selv skræmmende argument for, at halvt studerede røvere uden et ordentligt kendskab til sprog, rim og versifikation og med et punktuelt og derfor tåget forhold til julen og dens traditioner skal blive ved deres læst.
    At julevisen kan ses som en fordærvet frugt af hans højskoleophold, kan der næppe herske tvivl om.
    Jeg bringer den til skræk og advarsel, så gør den dog nogen nytte.

JULEVISE I EN CORONATID

Dans om juletræer har bragt mig glæde,
der ku vi kvæde
de gamle salmer.
Aldrig, aldrig, aldrig skal jeg glemme
Gudfaders stemme,
når han sang for.
Juletræets nisser blæste på trompeter
ind i øret på St. Peter.
Jeg drømmer mig tilbage til den go’e gamle jul,
rundt om træet hvor vi gik,
og sang om englebasserne, der daler ned i skjul
og om risengrød og slik.
Det var dengang da vi ku’ synge sammen
i menn’skefyldte kirkers fryd og gammen.
Men nu skal alle men’sker synge hver for sig
så coronaen går sin vej.
VÆK-MED-DIG!

Indtil just i år er julen vokset,
nu er den kokset
og ligger halvdød.
Gavebjergene er blevet mindre,
kan det forhindre
en glæd’lig jul?
Med spænding skal jeg se madammens mine når
hun en knaldrød læb’stift får får – .
Jeg drømmer mig tilbage til den maskeløse jul,
da vi drukned’ i papir
fra udpakningerne som var i allerhøjste gear,
for at alle ku’ få sit,
mens juletræets lyshav endnu stråled,
og voksne løfted gløgglas’ne og skåled
og børn med færre end tyve gaver skråled,
julen den er bare shit.
KVITTE-VIT!

Dagens julebud er som de gamles,
lad os forsamles
og elske næsten.
Hvis såfremt ifald han gør det samme,
så vi kan ramme
vort fælles mål,
som er verdensfred, helt uden skyderi,
– bare roserne går fri (ti-hi).
Jeg drømmer mig tilbage til den go’e gamle jul
i det lille krybberum,
hvor hyrderne fra markerne sang halle-hallelul
under julestjernens skin.
I stalden lå en lille nyfødt unge,
som alle ville skulle blive stor
og frelse hele verden fra de dumme,
så vi kan få fred på jord.
ÆD OG BLIV STOR!

At visen med fordel kan afsynges til den velkendte melodi til Jeg er en af bakkens sangerinder gør den bestemt ikke mere velegnet til den traditionsrige dans om juletræet.
Med disse ord ønsker jeg mine trofaste læsere og alle andre en glædelig jul.

ANNONCE:

BEGRÆNSNINGENS BEFRIELSE

Hvis alle de suk, jeg har hørt i disse coronatider om disse coronatider, kunne samles i en enkelt udladning, ville det blive til en enorm tordenorkan, der resulterede i træer revet op med rode, sprængte trommehinder og enorme flodbølger. Storbyer ville ligge i ruiner, biler vælte i grøfter, og elefanter flyve rundt som luftballoner.
    Men sukkene kommer, som alle ved, drypvis og som oftest i sentimental selvbeskuelse over, at alt, der behagede, ikke vokser eksponentielt ud af, hvad det var. Men var det nu så godt alt det, der udløser denne sukken, eller er det bare den urealiserbare og i fantasien perfektionerede drøm, der fylder os med uendelig tristesse, fordi vi stik imod al fornuft tror på den?
    For at konkretisere vover jeg et øje ved at tage bedsteforældrenes sukken efter børnebørnene – disse ofte vrantne, modsigelseslystne, småkræ, der skider ud af bleer, vælter chokolade med flødeskum ud over voksdugsservietten og ind på kniplingsdugen, som de engang skal arve, sætter fedtfingre på tapetet, trækker blomsterkrukker ned fra vindueskarmene, aldrig vil høre efter, vræler og råber op, ikke kommer hjem til spisetiderne, leger med de forkerte unger, kommer sammen med tvivlsomme personer for med stor sikkerhed at glemme ens adresse, når de kan fragte sig selv ud i verden uden hjælp fra barnevogn og chauffør med bil.
    Det her er kort sagt bare begyndelsen til et katalog over forældreskabets plagsomme oplevelser forvrænget i bedsteforældreskabets coronaprisme til manna i ørkenvandringen mod vaccine og genoplivelse af de gode, gamle dage.
    For en ordens skyld vil jeg understrege, at intet af ovenstående passer på mig personligt. Og for at gå fra kritik af andre til konstruktive tanker og idéer, vil jeg in extenso kopiere en klumme, som scene- og filminstruktøren Katrine Wiedemann forleden havde i Dagbladet Information.
Den appellerer meget apropos til et mådehold, som også med henblik på klimasituationen i verden vil forbedre livskvaliteten i disse coronatider.

ELSK DINE BEGRÆNSNINGER

Nogle gange har vi på teatret forberedt en stor festscene. Så kommer producenten og siger, at der ikke er nogen penge. Og så skal der skæres i budgettet, og alle vores fede ideer, der er udviklet igennem måneder, skal smides i skraldespanden. Måske kan vi kun få fire statister, scenografien er alt for dyr, og kostumerne for detaljerede. Nu skal vi overveje, om stykket, som har en rolleliste på 25, kan spilles af bare tre medvirkende i et sort rum med nogle papkasser.
     Når benspænd som disse præsenteres på produktionsmødet, jubler jeg indeni. Alt kan fortælles med en papkasse! Hvis man altså ved, hvad man vil fortælle.
     Der er intet som begrænsninger. De frisætter energi. De opsiger kontrakten med det gamle og giver plads til det nye. Begrænsninger stiller kritiske spørgsmål og kræver nye, klarere svar.
     Begrænsninger på teatret får superhelten frem i mig. Jeg bliver som en James Bond, der kan overkomme al modstand, til lands, til vands og i luften – jeg kan vende alle kriser til godt teater. Jeg insisterer på at fortælle, kommunikere, få folk i tale. Begrænsninger giver selvværd, koncentration, arbejdsiver, værdighed. Man kan løbe fra sin egen middelmådighed, fra begrænsningerne i en selv – for en stund.
     Jeg overrasker producenten ved at blive i skidegodt humør. Vi har nemlig ikke fået en budgetbeskæring, vi har fået en gave. Vi har fået en julegave! For ja, denne tekst drejer sig selvfølgelig om corona og dens nedlukning – og dermed nedslukning af humøret i det ganske land.
     Øv, vi kan ikke gå på café og drikke gløgg, øv, vi kan ikke mødes med nogen, vi gider ikke mere, vi er bange eller ikke bange, vores briller dugger med den fucking maske, vi må ikke kramme, ikke feste og hvad vil der ske med vores job og vores pension? Mulighederne er talrige for en gedigen humørmæssig røvtur.
     Men havde pressemødet forleden været et produktionsmøde på et økonomisk presset dansk teater – også bare kaldet et teater – havde jeg siddet med julelys i øjnene. Nu begynder festen! Hvordan vender vi dette hul af nedtur til en nyskabelse? Hvad skal vi fortælle, hvem skal vi fortælle det til, og hvad er nødvendigt?
     Begynd med et lys
     Begrænsninger er euforiserende, fordi de tvinger os mod essensen. De giver håb for at komme dybere, være mere sand, mere fri, mere anarkistisk. De er medicin mod vanetænkning. Begrænsninger giver mulighed for at vende nederlaget til sejr, og de skærper kravet om at dyrke håbet og måske vække idealismen. Begrænsninger er en øvelse i at undgå angsten for nederlag.
     Nu taler jeg jo om kunst, og så er det nemt nok. Jeg er ikke en ensom gammel, der nu skal gå en jul i møde, som er endnu mere ensom. Jeg er ikke en bekymret restaurationsejer eller medarbejder i en truet virksomhed, der nu går en særdeles usikker fremtid i møde. Jeg er måske nok en af de mange, der falder imellem nogle coronastole og ikke får en hjælpepakke, fordi jeg er freelancekunstner – til gengæld er jeg vant til at være på røven. Det skræmmer mig ikke, jeg laver selv mine job.
     Men vi er ikke i krig. Dette er en luksusudgave af en force majeure-situation. Vi forebygger, og vi har endnu kontrollen.
     Vi kan begynde med et stearinlys. Dem må man ikke have på scenen, men i virkelighedens coronaverden må man godt. Vi kan sætte lys i vinduerne. Det vil være en flot scene! I min barndom havde de fleste stearinlys i vinduerne den 4. maj for at fejre Danmarks befrielse. Den tradition er på vej ud. Vi kan genoplive den nu.
     Begrænsningerne kræver, at vi tænker over fortællegreb, der måske virker i deres klassiske enkelhed. Hvad med julekortet? En dejlig tradition fra dengang postvæsnet var vores internet. Måske skulle vi skrive julekort, nu hvor vi ikke kan mødes? Faktisk trives meget kærlighed med en smule afstand.
     Det klæder konceptet for den moderne vestlige verden at blive strammet op. Vores liv før corona var som en elendig tv-serie fra DR med alt for stort budget og halvdårligt manuskript. Dogmefilmene reddede i mange år dansk films ry ved at dyrke begrænsningen. Kunst trives ved nøgenhed og klarhed, ikke ved overflod. Det samme gælder andre aspekter af livet.
     Endelig skal man huske, at livet før corona også var fuldt af begrænsninger. Hvis der ikke er begrænsninger, er det slet ikke et liv. Livet formulerer sig i begrænsninger, som du skal overvinde. Og det er slet ikke kedeligt at være stærkere end sin udfordring.

Kort sagt: Gør noget ved dit liv i stedet for forgræmmet at udråbe selvmedlidenhedens velkendte

HVEM HAR SNYDT MIG FOR MIN LYNENDE SKÆBNE!!!

ANNONCE:

JULERENGØRINGSTRADITIONEN

Udsnit fra Tove Jansson, Hur gick det sen?

Julen er allerede forbløffende nær og med den julerengøringen, så alt kommer til at stråle og skinne som i lyset af ”Stadsestagen” i Johan Krohns Peters Jul (1866).
Hvorfor egentlig rengøring? Af omsorg for mig selv, som den japanske rengøringsguru Marie Kondo påstår? Absolut ikke, det er for julens gæster, der gøres rent. Men hvor er de i år?
For at sige det præcis, som det er, så hindrer deres fravær i årets coronajul mig i at fare rundt som en anden tante Sofie i Thorbjørn Egners Folk og røvere i Kardemomme by (1955).

Å fy og føj! Å fy og føj! Å hvilket roderi!
Her er så ækelt og beskidt som i en svinesti.
Men nu skal Jesper hænge i og gøre pænt i stand,
Og siden kan han komme ud og hjælpe Jonatan.

Og angående den personlige hygiejne står der (uha-uha):

Og strækker sæben ikke til, så tar Sofie fat
med skurepulver, sandpapir, benzin og sygevat.

Tante Sofies rengøringsraseri bliver som bekendt socialiserende for de tre røvere Kasper og Jesper og Jonatan. Så inden for romanens ramme er rengøringen meningsfuld, fordi den er med til at forvandle de tre fra røvere til anstændige borgere.
En af Tove Janssons stærkeste figurer i mumiverdenen er Hemulen. Han lider af et fantasiløst rengøringsvanvid uden andet mål og uden andet resultat end selve rengøringen. I billedbogen Hur gick det sen (1952) ser vi ham i fuld aktion, da Mumitrollen er på vej hjem fra butikken med en spand mælk:

Där städade en stor Hemul
(som trodde att det snart var jul)
och dammsög mattorna så nöjd
för städning var hans högsta fröjd.
Dammsugarns stora
HEMSKA TRATT
fick lilla Mumintrollet fatt
och mjölk och mymla följde med
och allting drogs i slangen ned!
Där var förfärligt-mörkt och kallt
och mycket dammigt överallt
och mymlan flög
och mjölken for
och mumintrollets skräck var stor –
Han skrek på MAMMA, stackars troll,
men MAMMAN var på annat håll…

Hvert opslag i billedbogen slutter med et

VAD TROR DU ATT DET HÄNDE SEN?

    Skal jeg afsløre det? Jo, mumitrollen kommer efter mange trængsler hjem til sin mor med mælken. Men under den lange færd er den blevet sur, og det er ikke til at få den ud af spanden. Tvunget af omstændighederne kan de nu ikke drikke mælk, i stedet drikker de saftevand.
    Sådan ændrer omstændighederne traditionerne. Også rengøringstraditionerne. Der er altid noget at glæde sig over i denne tid, hvor smitten stiger, kampmoralen daler og coronatrætheden breder sig:
    Rengøringstrætheden er borte med blæsten. Den har slet ikke været der.

ANNONCE:

NABOSAMTALE EN MØRK VINTERMORGEN

– Mon ikke det bliver bedre med alle de gamle kammersjukkere fra Obamas tid? smålo min nabo og stillede sin cykel langs hækken.
    – Hvad! Elcykel! udbrød jeg, mens jeg stod med dagens avis under armen, som sædvanlig på vej ind til lænestolen. – Du er rigtignok fremme i skoene.
     – Helt på forkant, yep!
    – Men jeg ved alt om politik.
    – Det gør jeg da også.
OG SÅ BEGYNDTE VI:

– DE, DER VIL FREM TIL FORTIDS FJERNE MÅL, HAR TRAVLT.

– MEN INGEN KAN LÆNGERE STILLE STORMEN.

– HVAD VI SAVNER ER ET INTERNATIONALT PERSPEKTIV – I VERDENSKLASSE.

– VERDEN AF I DAG ER EN ANDEN.

– HVEM HAR LEDERSKABET?

– HVEM DER HAR RÅD TIL DET!

– MED DE PRISER BLIVER FLUGTEN TIL ET MAGTVAKUUM IKKE ATTRAKTIV.

– DET ER DEN LIGE VEJ TIL TRE REGIONER I VERDEN.

– DEN TRANSNATIONALE INTERNATIONALISME ER ALLEREDE KAPUT–KAPUT.

– DE GLOBALE NORMER FORSVANDT.

– DE SMÅ SEJLER I DERES EGEN SØ OG DRUKNER.

– DEMOKRATIET BLIVER TRÆNGT OG FORSVINDER.

– KUN EGOISMEN HAR FRIT SPIL.

– FORURENING OG SPILD AF RESSOURCER ER VEJEN FREM.