PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Hvis alle
de suk, jeg har hørt i disse coronatider om disse coronatider, kunne
samles i en enkelt udladning, ville det blive til en enorm tordenorkan, der
resulterede i træer revet op med rode, sprængte trommehinder og enorme
flodbølger. Storbyer ville ligge i ruiner, biler vælte i grøfter, og elefanter
flyve rundt som luftballoner.
Men sukkene
kommer, som alle ved, drypvis og som oftest i sentimental selvbeskuelse over,
at alt, der behagede, ikke vokser eksponentielt ud af, hvad det var. Men var
det nu så godt alt det, der udløser denne sukken, eller er det bare den
urealiserbare og i fantasien perfektionerede drøm, der fylder os med uendelig
tristesse, fordi vi stik imod al fornuft tror på den?
For at
konkretisere vover jeg et øje ved at tage bedsteforældrenes sukken efter
børnebørnene – disse ofte vrantne, modsigelseslystne, småkræ, der skider ud af
bleer, vælter chokolade med flødeskum ud over voksdugsservietten og ind på
kniplingsdugen, som de engang skal arve, sætter fedtfingre på tapetet, trækker
blomsterkrukker ned fra vindueskarmene, aldrig vil høre efter, vræler og råber
op, ikke kommer hjem til spisetiderne, leger med de forkerte unger, kommer
sammen med tvivlsomme personer for med stor sikkerhed at glemme ens adresse,
når de kan fragte sig selv ud i verden uden hjælp fra barnevogn og chauffør med
bil.
Det her er
kort sagt bare begyndelsen til et katalog over forældreskabets plagsomme
oplevelser forvrænget i bedsteforældreskabets coronaprisme til manna i ørkenvandringen
mod vaccine og genoplivelse af de gode, gamle dage.
For en
ordens skyld vil jeg understrege, at intet af ovenstående passer på mig
personligt. Og for at gå fra kritik af andre til konstruktive tanker og idéer,
vil jeg in extenso kopiere en klumme, som scene- og filminstruktøren Katrine
Wiedemann forleden havde i Dagbladet Information.
Den appellerer
meget apropos til et mådehold, som også med henblik på klimasituationen i
verden vil forbedre livskvaliteten i disse coronatider.
ELSK DINE BEGRÆNSNINGER
Nogle gange har vi på teatret forberedt en stor festscene. Så kommer
producenten og siger, at der ikke er nogen penge. Og så skal der skæres i
budgettet, og alle vores fede ideer, der er udviklet igennem måneder, skal
smides i skraldespanden. Måske kan vi kun få fire statister, scenografien er
alt for dyr, og kostumerne for detaljerede. Nu skal vi overveje, om stykket,
som har en rolleliste på 25, kan spilles af bare tre medvirkende i et sort rum
med nogle papkasser.
Når benspænd som disse præsenteres på produktionsmødet, jubler jeg indeni. Alt
kan fortælles med en papkasse! Hvis man altså ved, hvad man vil fortælle.
Der er intet som begrænsninger. De frisætter energi. De opsiger kontrakten med
det gamle og giver plads til det nye. Begrænsninger stiller kritiske spørgsmål
og kræver nye, klarere svar.
Begrænsninger på teatret får superhelten frem i mig. Jeg bliver som en James
Bond, der kan overkomme al modstand, til lands, til vands og i luften – jeg kan
vende alle kriser til godt teater. Jeg insisterer på at fortælle, kommunikere,
få folk i tale. Begrænsninger giver selvværd, koncentration, arbejdsiver,
værdighed. Man kan løbe fra sin egen middelmådighed, fra begrænsningerne i en
selv – for en stund.
Jeg overrasker producenten ved at blive i skidegodt humør. Vi har nemlig ikke
fået en budgetbeskæring, vi har fået en gave. Vi har fået en julegave! For ja,
denne tekst drejer sig selvfølgelig om corona og dens nedlukning – og dermed
nedslukning af humøret i det ganske land.
Øv, vi kan ikke gå på café og drikke gløgg, øv, vi kan ikke mødes med nogen, vi
gider ikke mere, vi er bange eller ikke bange, vores briller dugger med den
fucking maske, vi må ikke kramme, ikke feste og hvad vil der ske med vores job
og vores pension? Mulighederne er talrige for en gedigen humørmæssig røvtur.
Men havde pressemødet forleden været et produktionsmøde på et økonomisk presset
dansk teater – også bare kaldet et teater – havde jeg siddet med julelys i
øjnene. Nu begynder festen! Hvordan vender vi dette hul af nedtur til en
nyskabelse? Hvad skal vi fortælle, hvem skal vi fortælle det til, og hvad er
nødvendigt?
Begynd med et lys
Begrænsninger er euforiserende, fordi de tvinger os mod essensen. De giver håb
for at komme dybere, være mere sand, mere fri, mere anarkistisk. De er medicin
mod vanetænkning. Begrænsninger giver mulighed for at vende nederlaget til
sejr, og de skærper kravet om at dyrke håbet og måske vække idealismen.
Begrænsninger er en øvelse i at undgå angsten for nederlag.
Nu taler jeg jo om kunst, og så er det nemt nok. Jeg er ikke en ensom gammel,
der nu skal gå en jul i møde, som er endnu mere ensom. Jeg er ikke en bekymret
restaurationsejer eller medarbejder i en truet virksomhed, der nu går en
særdeles usikker fremtid i møde. Jeg er måske nok en af de mange, der falder imellem
nogle coronastole og ikke får en hjælpepakke, fordi jeg er freelancekunstner –
til gengæld er jeg vant til at være på røven. Det skræmmer mig ikke, jeg laver
selv mine job.
Men vi er ikke i krig. Dette er en luksusudgave af en force majeure-situation.
Vi forebygger, og vi har endnu kontrollen.
Vi kan begynde med et stearinlys. Dem må man ikke have på scenen, men i
virkelighedens coronaverden må man godt. Vi kan sætte lys i vinduerne. Det vil
være en flot scene! I min barndom havde de fleste stearinlys i vinduerne den 4.
maj for at fejre Danmarks befrielse. Den tradition er på vej ud. Vi kan
genoplive den nu.
Begrænsningerne kræver, at vi tænker over fortællegreb, der måske virker i
deres klassiske enkelhed. Hvad med julekortet? En dejlig tradition fra dengang
postvæsnet var vores internet. Måske skulle vi skrive julekort, nu hvor vi ikke
kan mødes? Faktisk trives meget kærlighed med en smule afstand.
Det klæder konceptet for den moderne vestlige verden at blive strammet op.
Vores liv før corona var som en elendig tv-serie fra DR med alt for stort
budget og halvdårligt manuskript. Dogmefilmene reddede i mange år dansk films
ry ved at dyrke begrænsningen. Kunst trives ved nøgenhed og klarhed, ikke ved
overflod. Det samme gælder andre aspekter af livet.
Endelig skal man huske, at livet før corona også var fuldt af begrænsninger.
Hvis der ikke er begrænsninger, er det slet ikke et liv. Livet formulerer sig i
begrænsninger, som du skal overvinde. Og det er slet ikke kedeligt at være
stærkere end sin udfordring.
Kort sagt: Gør noget ved dit liv i stedet for forgræmmet at udråbe selvmedlidenhedens velkendte
HVEM HAR SNYDT MIG FOR MIN LYNENDE SKÆBNE!!!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar