PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Sprogbrugere
elsker rammende ord. Forfattere lever af dem. Bruges ord ikke længere, bliver
de historiske. Bruges ord forkert, opstår vrøvl.
Første
del af ugens blog skal handle om sådant ordidioti. Den sidste del af bloggen om gode ord, der bare
er outdatede.
1:
Forleden
blev jeg ramt i nakken af ord, der stod som mine uden at være det.
De
fandtes i min facebookopdatering den 26.12.20. Jeg havde skrevet en satirisk
julevise med et alvorligt indhold. Hvilket satire jo har. Melodien var fra en
vulgær revyvise, og det er revyviser jo gerne.
Meget
enkelt!
Kort
før jul havde jeg bragt visen i min blog under overskriften Julevise i en
coronatid. Bloggen https://midtialt.blogspot.com/ har i nogle
måneder været ramt af en Advarsel om følsomt indhold. Jeg er helt enig
med Blogger om, hvad der er upassende. Desværre er Blogger
ikke enig med mig, og det har ikke hjulpet, at jeg har besværet mig. Oven i
købet to gange.
Uden
at få svar.
Blogger
har med andre ord sat mig under delvis censur. Det har mere end halveret mine
læseres antal, og det er jeg ked af.
For
at kompensere tabet af læsere, ville jeg altså den 26. december dele min vise
med mine facebookvenner, så de havde noget at synge julen 2021, hvis og såfremt
og ifald...
Uden
mit vidende oversatte Facebook visen fra dansk til svensk. Nedenstående giver
jeg nogle få eksempler på denne oversættelse. Min tekst står med fed
stil, Facebooks er i kursiv:
(Asger Albjerg):
INGEN KO PÅ LAND, SÅ LÆNGE RUMPEN ER I VAND.
(Facebook):
INGEN COO PÅ LANDET, SÅ LÄNGE
SPACE ÄR VATTEN.
[...]
(Asger Albjerg):
Eller bliver der igen grund til afsyngning af nedenstående ”Julevise i en
coronatid”?
(Facebook):
Eller kommer det finnas grunder
för att sjunga följande ”Julvibbar i en corona-tidvatten”?
(Asger Albjerg):
VI HOLDER VEJRET.
KOEN KÆMPER.
(Facebook):
VI HÄLLER PÅ VÄGEN.
SAMMANKÄMPEN.
[...]
(Asger Albjerg):
Det var dengang da vi ku’ synge sammen
i
menn’skefyldte kirkers fryd og gammen.
(Facebook):
Det var då vi
kunde sjunga tillsammans
i glädjen och
gamla kyrkor av män.
[…]
(Asger Albjerg):
Med spænding skal jeg se madammens mine når
hun en knaldrød læb’stift får -.
Jeg drømmer mig tilbage til den maskeløse jul,
(Facebook):
Med spänning
ska jag träffa min fru när
hon är ett
blodigt rött läpp’styvt får -.
Jag drömmer
mig tillbaka till den masklösa julen,
[…]
(Asger Albjerg):
Jeg drømmer mig tilbage til den go’e gamle jul
i det lille krybberum,
hvor hyrderne fra markerne sang halle-hallelul
under
julestjernens skin.
(Facebook):
Jag drömmer
mig tillbaka till den gamla goda julen
i lilla
spjälsängen,
där herdarna
från åkrarna sjöng halle-hallelul
under skinnet
på julstjärnan.
På min egen facebookside stod visen med mine
egne ord. Mange
andre (måske alle andre) – har jeg fået
at vide, fik visen i Facebooks vanvittige oversættelse.
Den
krænker mig og min ophavsret.
Den
udstiller mig som idiot.
Det
synes jeg ikke om.
Hvad
der skræmmer mig er ikke det, at der findes sprogidioti, det har der altid
været. Det skræmmende er den magt, idiotiet har fået. Og at det er håbløst at
klage.
Både
Facebooks og Googles magtfuldkommenhed er utilgængelig for dialog. Samtidig
giver begge platforme mulighed for en aldrig tidligere oplevet frihed, som jeg
elsker at bruge og er blevet afhængig af.
Mit
enkle spørgsmål – vigtigere end de fleste andre her på vej fra 2020 til 2021,
lyder: Er vi på vej tilbage fra frihed til enevælde? Fra et liberalt demokrati
til et pyramidalt hierarki styret af algoritmer og maskinel oversættelse?
2:
For
at denne blog ikke blot skal bare skal være en klagesang uden melodi, rim og
metrum, vil jeg afslutte med en klumme af Karen Syberg. Den har moret mig.
Den
handler om rammende ord, der bare er outdatede.
De,
af mine læsere, der ikke har adgang til Dagbladet Information, får
hermed chancen at indhente det forsømte.
Farvel til dagdrivere, drønnerter og døgenigter
Ved coronaårets afslutning diskuterer vi lystigt alle de nye ord, der er
indtrådt i vores vokabular. Men hvad med alle de gode ord, vi efterhånden har
efterladt? Hvor blev sinkerne, fedthasene og diskenspringerne af?
Karen Syberg
Så er der ikke meget år tilbage, før vi tager fat på et nyt. Hvis 2020 blev
coronaåret, må 2021 forhåbentlig blive vaccineåret, hvor vi igen kan begynde at
føle os en smule normale. Men alt vender ikke tilbage til det gamle.
Således er sproget for eksempel blevet et andet. Der er indtruffet en new
normal for nu at snakke nysprog. Eksempelvis kastede coronaen ikke uventet en
hel del nye ord af sig:
Mundbind og visir. Social distance blev pludselig dansk, ’samfundssind’ blev
genoplivet, og COVID-19 gjorde influenza til et harmløst ildebefindende, der
knap var værd at nævne. Google offentliggjorde listen over de mest googlede
ord, og ikke overraskende havnede coronavirus, håndsprit og mundbind på de
øverste pladser.
Men lad os bruge afskeden med det gamle år til også at tage afsked med nogle af
de mange ord, der enten er forsvundet eller er ved at forsvinde. Med den nyeste
udgave af den aronitiske velsignelse: »Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt
mod dig og give dig fred,« må »åsyn« siges at være ude af billedet. Tidligere
hed det: »Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.« Yt!
Blæk, fyldepen, skrivemaskine, farvebånd, gennemslagspapir, duplikator og
stencil har heller ikke megen fremtid for sig, ligesom brystnål, boulevardavis,
busteholder, checkhæfte, galocher, mellembys og søndagsbrev nok må trække sig
tilbage i god ro og orden. Og diapositiv er ikke en ny covidtest, men et
gennemsigtigt farvebillede til at sætte i en gammeldags projektor.
Dagdrivere og drønnerter
Der er også en række ting, som vi næppe eller kun meget sjældent kalder
hinanden længere: betler, dagdriver, drønnert, døgenigt, diskenspringer,
EF-modstander, fedthas, filur, flanør, gårdmusikant, krykhusar, sinke,
skærsliber, telefonistinde og da slet ikke eskimo, ligesom negerbolle for så
længe siden er gået af brug, at risikoen for at misforstå ordet, hvis nogen
vover at ytre det, er overhængende. Siger man det alligevel, er man ikke
længere bodfærdig, blot fordi man ikke er dadelfri.
Vender vi os mod kroppens pleje, finder vi ikke mange, der bruger brillantine,
pomade eller går på das og bruger natpotte, ligesom man ikke aftvætter sig, men
går i bad.
Skolebørn kommer ikke længere hjem med en meddelelsesbog, ørefigener får de
slet ikke – forbudt! forbudt! – og de leger heller ikke med marmorkugler og
hønseringe, bytter glansbilleder eller skriver med fjederpen, sat fast i et
penneskaft. De skulker ikke, de går ikke på æbleskud, de medbringer ikke
gymnastikposer, og mor kommer ikke hjem fra frisøren med en koldpermanent, ej
heller med coldcreme på kinderne og Bac-stift i armhulerne.
En lille nytårskonkurrence
Skal hun købe tøj, går hun ikke i en konfektionshandel for at blive fiks eller
net, børnene går ikke byærinder for mor, og hvis det er mor, der skal i
køkkenet, bruger hun ikke skåneærmer eller åbner for Statens Husholdningsråd på
radioen. Kommer hun til at tabe et glas på gulvet, henter hun ikke et fejeblad
eller forsøger at lime skårene med fiskelim, hun dåner heller ikke, så hun får
brug for lugtesalt, og selvom der stadig skulle være blebørn i familien, bliver
der næppe vasket blevask. Man skal nok også lede et stykke tid for at finde en
teenager, der dyrker selvbesmittelse.
Skal familien ud om aftenen, går de ikke til dilettantkomedie, spiller ikke
fandango eller lignende bravade og cykler ikke med frakkeskånere på bagskærmen
og nefalygter foran, ligesom far næppe møder op i duvetinejakke, plusfours og
sivsko.
Sådan kunne man blive ved, hvis man havde mere spalteplads end den tilmålte til
denne bladsmører, men det står læserne frit for at slænge sig på chaiselongen
og bruge en nytårsaftenstime på en lille konkurrence om, hvem der kan finde på
flest ord, som ingen længere bruger. Kan man et ord, de andre ikke forstår, er
der dobbelt point. Betingelsen er dog, at det har været brugt i virkeligheden.
Jeg forbliver Eders ... Godt nytår!
Et godt og coronafrit nytår til mine læsere – de, der er tilbage!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar