DEN SKINNSJUKE GREFVEN

 

 PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Nedenstående fortælling, Den skinnsjuke grefven, er, taget bogstaveligt, et tyveri.
    Jeg har skannet teksten fra Gösta Bergmans overskuelige og gennemtænkte gennemgang af, hvad bogtitlen fortæller: Likt och olikt i de skandinaviska språken. Den lille bog (53 sider) blev udgivet af Föreningerna Nordens Förbund i 1971 og blev distribueret af forlaget Rabén & Sjögren.
    Har man som dansk-, norsk-, eller svensktalende læst bogen med forstand og tilegnet sig ordlistens udvalg af 400 danske, norske og svenske ord, som det er svært at forstå eller let at misforstå, har man et solidt grundlag til at tilegne sig de andre skandinaviske sprog i læst form.   
    Men den lette vej til nabosprog er ikke uden fælder. Klassisk er dansk rolig = svensk lugn, der kun sjældent har noget med morskab at gøre. Ligeledes svensk dräng, der på dansk betyder tjenestekarl. Sådan kunne jeg blive ved over adskillige sider. Det vil jeg ikke, for mit ærinde her er ikke et sprogkursus, men i forlængelse af min foregående blog, Ord som rammer – og ikke, at udstille det volapyk, der kan opstå i mødet mellem svensk og dansk.
    I foregående blog var jeg ude med riven efter en (formodet) maskinoversættelses mishandling af min Julevise i en coronatid. Jeg var oprigtig fortørnet, fordi den udstiller mig som idiot.
    I forhold til Den skinnsjuke grefven er mit ærinde et andet. Fortællingen, bragt i Dagens Nyheter 1. december 1902 over signaturen Floridor (Beyron Carlsson), er ikke en oversættelse fra dansk til svensk, men selve originalen. Floridors leg med betydningsforskelle mellem de to skandinaviske sprog er mit bedste eksempel på sprogforbistringen dansk-svensk i en morsom form. - Selv om jeg ikke har læst fortællingen i op imod fyrre år, kom jeg umiddelbart  til at tænke på den, da jeg så ovennævnte maskinoversættelse af min julevise.
    For at forstå morskaben fuldt ud, kræves der dog en nogenlunde beherskelse af både svensk og dansk. Det kunne Floridor gå ud fra fandtes blandt Dagens Nyheters dannede læsere. På det tidspunkt, for 120 år siden, var oversættelser mellem de skandinaviske nabosprog stort set fraværende. Et enkelt eksempel: Ville man som dansk læse fx Strindbergs selvbiografi i romanform, Tjänstekvinnans son (1886), måtte man vente til 1923 på en dansk oversættelse. Og så videre og så videre.
    Det gode ved at læse på originalsprog er selvfølgelig, at man løbende bliver klogere og klogere, mens oversættelser i værste fald bare kan gøre en dummere.
    Well! Nedenstående det floridorske kaudervælsk – den forstå satiren over ligheder og forskelle mellem nabosprogene svensk og dansk, som kan. Den efterstillede ordliste, også fra Likt och olikt i de skandinaviska språken, kan være til nytte.

 PS: Traditionen at betragte dansk og norsk og svensk som nabosprog er i øvrigt under forandring. I megen undervisning i Norden bliver de i dag betragtet som fremmedsprog i forhold til hinanden. Dette er ikke uforståeligt, hvis man har fokus på udtalen, der er under stærk forandring. Hvad angår sprogenes skrevne former, er der ikke opstået væsentlige grunde til at afvige fra nabosprogsopfattelsen.
    Tager jeg udgangspunkt i min livslange erfaring som underviser i dansk for svensksprogede, vil jeg kort konstatere, at det tager ca. 14 dage at blive dus med et skandinavisk nabosprog. Det er en god investering af tid, synes jeg. Hvem lærer, måske bortset fra geniet Rasmus Rask, fx russisk på så kort tid?

 

 ANNONCE: