HVEM SKULLE HAVE TROET DET?

 
 

  

 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Fra de go'e gamle dage

I går var det præcis 10 år siden, jeg skrev min første blog under domænenavnet midtialt. Det begyndte i høj grad som en slags kompensation for det faste arbejde, jeg i en menneskealder havde haft som lektor ved Helsingfors Universitet.
     Nu havde jeg hver tirsdag en deadline, og jeg kunne frit vælge det område, jeg ville beskæftige mig med.
     I går gav mig selv opgaven: Find 3 foreteelser, som du for 10 år siden havde forsvoret ville findes.
     I betragtning af mit udgangspunkt, lærer og pædagog, er det meget naturligt, at

distanceundervisning

 dukkede op som det første. At man også den gang elektronisk kunne formidle fx forelæsninger holdt af halve genier over store afstande var velkendt og afprøvet, men at hele undervisningssektoren fra de mindste klasser til universitetet skulle foregå via elektronisk mundbind var den gang utænkeligt.

      Den anden foreteelse drejer sig om

uddeling af post.

     For nogle år siden var jeg sikker på, at den bare kunne blive bedre, dvs. regelmæssig og stabil, og at de genkommende uregelmæssigheder var et overgangsfænomen, både hvad angik pakker, breve og postkort.
     Tværtimod min antagelse er det blevet værre. Vi har fået det, som mange i slutningen af forrige årtusinde spottende kaldte italienske eller græske tilstande, når de lod et brevkort dumpe ned i en postkasse i Syden – eller hjemme modtog et 2-3 uger efter afsendelsen.
     Narrestreger som den elektroniske funktion track and trace har jeg ikke brug for. Jeg vil – i hvert fald her i Norden, have min pakke indenfor et tidsrum, der er rimelig i forhold til afstand og dagens avancerede transportmidler. Som bosiddende i Finland med mange kontakter i Danmark og Sverige har jeg stor erfaring, hvad angår post, der er kommet på afveje, forsvinder, sendes tilbage til afsender eller ankommer efter en sådan varighed, at man næsten begynder at tro, at den er fragtet til fods i en trillebør.
     Et frisk eksempel er en julepakke fra Danmark afsendt i god tid inden den 24. december 2020. Iflg. track and trace har den været opmagasinet i Åbo i en rum tid, inden den blev returneret til Sverige, hvorfra den blev sendt tilbage til Åbo, hvor den stadig ligger. Et held, at den – ifølge afsenderen, som jeg har mailkontakt med, ikke indeholder let fordærvelige fødevarer. Hvad der er i den, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig til at åbne den.
     Det tredje, jeg umuligt kunne forestille mig, er den rigsretssag, som USA’s præsident i skrivende stund er på kanten af, og som drejer sig om

tilskyndelse til oprør.

     At USA i visse henseender er en bananrepublik, tungt bevæbnet og  i dyb splittelse med sig selv, er ingen hemmelighed for den, der har fulgt bare en lille smule med. Men at præsidenten selv skulle tilskynde en forsamling, der snarere lignede et karnevals- eller maskeradeoptog, statister i en operette eller hovedpersonerne i en farce end en angrebsstyrke med formålet at smadre demokratiets vigtigste institution går over min forstand. Læg hertil, at disse hovedsagelig unge til halvgamle hvide mænd fjollede rundt uden opbakning fra seriøse strateger med reelle planer for magtovertagelse.
     Måske kommer der indenfor de nærmeste dage væbnede opstande og et virkeligt kupforsøg, måske flygter den siddende præsident og søger asyl i Rusland, måske kommer der endnu en rigsretssag mod ham.
     Selv om en rigsretssag ikke passer den tiltrædende præsident særlig godt, fordi hans første dages arbejde formodentlig vil drukne i den, er den at foretrække fremfor at lade den stadig siddende præsident blive tiden ud. For Joe Biden-overgangen er og bliver en overgang, mens en rigsretssag er et udtryk for kampen for demokratiet og som sådan har en langsigtet betydning for efterlevelsen af tanken om, at mennesket i fællesskab med andre skal bære ansvaret for sit eget liv.
     Læsning af min disputats, Den brændende Fakkel. Om Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, er en oplagt mulighed for et udvidet perspektiv på kampen for menneskerettighederne i Danmark og i Frankrig i slutningen af 1700-tallet. Samtidig er bogen, måske, en vej til at forstå dagens revolutioner – herunder den nys overståede operetteopstand i USA, lidt bedre end det, mange af dagens nyhedsformidlende reportere bringer til torvs. – En genvej er min blog, nr. 8 i rækken (nærværende har nr. 525), som kort og godt hedder Revolution.
     Tilbage til udgangspunktet: Det, der var utænkeligt for 10 år siden. Hvad har muliggjort det? Det korte svar er informationssamfundets revolution. Den er der mange grunde til at være glad for.
     Men nettets ustyrligt hurtige og forenklede bobler af virkelighed gør det håndgribelige mindre nærværende. Når det selv i farcens form fremtræder konkret, kan det virke ufattelig skræmmende. Det er, hvad vi netop nu bevidner i USA.
     At det håndgribelige forstået i bred almindelighed og væksten af den fysiske kommunikation synes at være på tilbagetog, begræder jeg – i hvert fald engang imellem.
     Kort sagt: Jeg vil ha’ min pakke! Åbne den. Og ikke bare læse om den.

 

ANNONCE: