ET RIGTIGT KUP

Præsidentpaladset i Chile 11.9.1973

 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Nogle dage efter den 6. januar, dagen for opstanden ved og i kongresbygningen i Washington, løb jeg ind i min finske nabo. Bogstaveligt talt. Han kom stormende frem bag hækken, mens jeg, som sædvanligt i en rolig og eftertænksom gangart, var på vej til postkassen efter dagens avis. Han havde købt nye gangstave og for frem med en voldsom fart. Om armen bar han sørgebind.
    – Jeg kondolerer, sagde jeg efter at være trådt et par skridt tilbage i sikker coronaafstand.
    – Ja, det må du nok sige, svarede han med en selv for ham usædvanlig aggressivitet, som på ingen måde passede til sørgebindet.
    Uden at dæmpe sig fortsatte han: – Hvad siger den 11. september 1973 dig egentlig?
    – Ingenting, svarede jeg efter en lille tænkepause. – Absolut ingenting.
    – Selvfølgelig ikke! Menneskers hukommelse er i al almindelighed kort. Men nu skal jeg fortælle dig det. Uden omsvøb.  Men først forhistorien:
    I 1970 blev Salvador Allende efter et demokratisk valg indsat som Chiles præsident.
    Landet var dybt splittet i to uforsonlige grupper. Oppositionen med flertal i Parlamentet blokerede regeringens lovforslag, hvilket tvang Allende til at regere via præsidentielle dekreter.
    Er det noget, du kan nikke genkendende til?
    Jeg tænkte på USA og nikkede.
    – Men du vidste måske ikke, at fra dag ét efter Allendes indsættelse arbejdede Nixonadministrationen i USA målbevidst for det militærkup, der fandt sted den 11. september tre år senere.
    Præsidentpaladset blev stormet og bombet af militæret. Præsidenten dræbt. Kuppet, ledet af general Augusto Pinochet, var en af de mest voldelige begivenheder i Chiles i øvrigt blodige historie. Tusindvis blev torteret, summarisk henrettet, fængslet eller tvunget i eksil. Og så videre og så ...
    – Men, afbrød jeg ham stilfærdigt, da han hev efter vejret for at fortsætte sin talestrøm. –  Men lyder du nu ikke lidt for meget som et teatralsk leksikon?
    – Ikke noget men, for pokker mand! Kan du da ikke se, at vores vigtigste allierede består af en samling svagpissere uden sans for proportioner. De er ved at drukne i selvynk, når de kalder et bølleoptøjer for et kupforsøg. Hvad har de lært af deres egen historie siden USA blev en stormagt i begyndelsen af 1900-tallet og begyndte at blande sig i andre landes historie? Jeg spørger bare.
    Og nu skal vi tro, at Trump var undtagelsen og Biden er reglen.
    Gudfaderbevar’s. De udgør en sørgelig forsamling, dine allierede derovre. Og splittede er de. Mere splittede end dengang i Chile. Det kan enhver idiot da se.
    Derfor bærer jeg sørgebind.
    Og hvad med dig?
    Uden at vente på svar hamrede han gangstavene i jorden og stæsede af sted.
    Jeg stod tilbage med min avis under armen og kikkede langt efter ham. Havde jeg haft en skrå, ville jeg have vendt den.  I stedet tænkte jeg:
    Ja-ja, han har nok ikke set installationen af Joe Biden og lyttet til hans løfter og formaninger. USA er igen på sporet efter fire års slingrekurs og vildfarelser. At min nabo går rundt i sine fejltolkninger rokker ikke ved, at verden er blevet et bedre sted efter den 20. januar.
    Basta!
    Han kommer nok til fornuft, naboen.

 

ANNONCE: