PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Grønkål
og salat kan gå i stok. Sammen med for eksempel spinat, dild og rabarber
kan de også løbe i stok, uden at det dog af den grund behøver at gå
hurtigere.
Når
gamle mænd og koner, især i gamle dage, trængte til støtte under gang, kunne de
gå med stok. Men så gik det næppe over stok og sten. Dét udtryk
fortæller om en gangart med voldsomme og hurtige bevægelser uden hensyntagen
til klipper, sten, træstammer og rødder.
I
min erindring forbinder jeg udtrykket med folkeeventyrs syvmilestøvler, som
helte kunne tage på, hvis det skulle gå over hals og hoved.
Ifølge
Politikens Etymologisk ordbog er grundbetydningen af ordet stok noget
stift. Oprindelsen er det fællesgermanske *stukka, der egentlig
betyder en afhugget gren eller stamme. Ordet findes i engelsk stock og i
tysk Stock.
På
dansk henviser stok oftest til en længere, tynd genstand af træ og
lignende med rundt tværsnit, ofte forsynet med håndtag. Stokkens længde er
afpasset sådan, at man let kan støtte sig til den. Eller svinge den.
Håndtag
til stokke fås i to hovedvarianter. Den ene er et rundet greb, velegnet til for
eksempel at hænge over underarmen. Det andet er derbygrebet. Det går nogenlunde
vinkelret ud fra stokkens øverste del og er i højere grad tilpasset håndens
form, uden at det dog fortjener betegnelsen ergonomisk.
Googler
man på stok, vil man se utallige undervarianter af de to greb. Det er
næsten som med brillestel eller sko: grundfunktionen er lige så enkel som
variationerne er talløse.
Stokken
kan håndteres på to vidt forskellige måder. Den kan tjene som støttestav under
dens brugers tunge gangart, måske også tjene som redskab for blinde til
orientering i stuen, på fortov og lignende steder. Eller stokken kan være accessoires
til rigtige herrer eller flanøren, der –
som på 1800-tallets boulevarder, verdensvant svinger stokken for at signalere
overklasse og afslappethed.
Sådan
bliver ikke blot stokkens udformning, men også anvendelsen af den, et spejl af
brugerens person og personlighed. Har man et rasende overskud? Eller søger man
tungt og støjende støtte, før det endelige kollaps? Også indenfor dette spektrum
er mulighederne for variation talløse.
Men
ikke blot mennesker anvender stokken med energi og fantasi. Også i sproget ser
vi, ikke overraskende! udtryk herfor – det gav jeg indledningsvis med både
metaforiske og konkrete talemåder en lille smagsprøve på.
Griber
jeg Ordbog over det danske Sprog (og det gør jeg gerne) finder jeg efter
opslagsordet stok ni spalter. Tager jeg
sammensætningerne med, havner vi på endnu elleve og en halv spalte.
Bare, fordi jeg synes, det er interessant at dykke ned i en historisk ordbog
for at lære noget om fortiden med den uigendrivelige autenticitet, som sproget
giver, skal jeg viderebringe et antal orddannelser og faste udtryk.
Jeg
vil lægge ud med:
Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den der elsker sin søn,
tugter ham i tide.
Talemåden
– som fortæller om endnu en anvendelse af stokken! er fra Det gamle
Testamente og vidner gennem sin selvretfærdige forstokkethed om en svunden
tid, da fædre og andre autoriteter med loven i ryggen var børns bødler, og mulighed
for at smage stokken hørte til dagens orden.
Der sidder paa sit Katheder,
Blandt Peblinges skjælvende Flok,
Monarchen, som Rector hedder,
Med Bog og med Riis og med Stok.
skriver
Steen Steensen Blicher i første halvdel af 1800-tallet.
Sådan
er det ikke i dag. Nu hersker der forbud mod prygl af børn, hvilke ved overtrædelse
resulterer i strenge straffe. I det mindste i min lille del af verden.
Civilisatoriske fremskridt er det altid godt at kunne fremholde, også selvom de
desværre i nogen grad stadig er teoretiske.
En
kårdestok med et skjult stikvåben har de barbariske fædre med
gammeltestamentelig inspiration næppe anvendt, en sådan frembringelse er
snarest et våben for deciderede forbrydere, der ikke forsøger at give deres
brutale handlinger et pædagogisk skalkeskjul.
Befriet
fra angst og skrig er sammensatte substantiver fra biologien og fra håndværkernes
verden som for eksempel rodstok og rundstok.
I
musikkens verden svinger dirigenter taktstokke for at holde musikere og
korister sammen i en bestemt rytme og fremkalde skønsang og harmonier. Eller
det modsatte, dog nu ikke i pædagogikkens, men i æstetikkens tjeneste. Det
forenende i de to forskellige måder at bruge stokken på er autoriteten, de
giver stokkesvingeren.
Er
man så stokkonservativ og stokblind, at man negligerer forbud mod
stokkeslag og anden bastonade (fra fransk bastonnade via
italiensk bastone, stok) havner man ikke i stokhuset, det
er for slige stokdumme voldsmænd heldigvis afskaffet. Et stokhus er
således ikke en nybyggers bjælkehytte i skoven, hvor den totale frihed kan
nydes, hvad den direkte oversættelse af det engelske stock house kan
forlede til at tro. Stokhuset var tvært imod et fængsel, hvor fangerne blev sat
i stok, det vil sige fik benene fikseret i en træklods med huller. – Det
var i de tider, en korporal eller en politibetjent fik lovord, hvis han førte
en god stok.
Men
tilbage fra disse pluk fra ordbogens verden til den nærværende virkelighed og
inspirationen til denne blog:
I
en rodekasse fandt jeg den anden dag en grenstump, som jeg for snart en
menneskealder siden savede af en røn, før jeg huggede resten til brænde. Grenstumpen
lignede stadig et godt bud på et håndgreb af derbytypen til en stok, så under mine
coronainspirerede, næsten daglige skovvandringer søgte jeg efter en tilpas lang
og tyk gren fra en halvt udgået enebærbusk. At jeg søgte efter netop denne
træsort har den forklaring, at enebærgrenen har en elasticitet, som det er værd
at tage med, når stokken sættes tungt mod jorden.
De
to dele er nu skruet og limet sammen ved hjælp af en 8 mm bolt og en
tilsvarende møtrik. Nu mangler jeg kun en dupsko af gummi, den er bestilt på
nettet og vil ankomme i løbet af et par dage.
Når
stokken da er færdig, vil jeg stille den i en krog, hvor den kan stå og vente
på mig til en afmålt eller måske ligefrem en elegant gang over stok og sten.
Eller
i kålhaven.
Ingen
syvmileskridt her. Og jo længere ventetid i krogen, den vil få, desto bedre.
ANNONCE:
