STOK

 

 

 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Grønkål og salat kan gå i stok. Sammen med for eksempel spinat, dild og rabarber kan de også løbe i stok, uden at det dog af den grund behøver at gå hurtigere.
    Når gamle mænd og koner, især i gamle dage, trængte til støtte under gang, kunne de gå med stok. Men så gik det næppe over stok og sten. Dét udtryk fortæller om en gangart med voldsomme og hurtige bevægelser uden hensyntagen til klipper, sten, træstammer og rødder.
    I min erindring forbinder jeg udtrykket med folkeeventyrs syvmilestøvler, som helte kunne tage på, hvis det skulle gå over hals og hoved.
    Ifølge Politikens Etymologisk ordbog er grundbetydningen af ordet stok noget stift. Oprindelsen er det fællesgermanske *stukka, der egentlig betyder en afhugget gren eller stamme. Ordet findes i engelsk stock og i tysk Stock.
    På dansk henviser stok oftest til en længere, tynd genstand af træ og lignende med rundt tværsnit, ofte forsynet med håndtag. Stokkens længde er afpasset sådan, at man let kan støtte sig til den. Eller svinge den.
    Håndtag til stokke fås i to hovedvarianter. Den ene er et rundet greb, velegnet til for eksempel at hænge over underarmen. Det andet er derbygrebet. Det går nogenlunde vinkelret ud fra stokkens øverste del og er i højere grad tilpasset håndens form, uden at det dog fortjener betegnelsen ergonomisk.
    Googler man på stok, vil man se utallige undervarianter af de to greb. Det er næsten som med brillestel eller sko: grundfunktionen er lige så enkel som variationerne er talløse.
    Stokken kan håndteres på to vidt forskellige måder. Den kan tjene som støttestav under dens brugers tunge gangart, måske også tjene som redskab for blinde til orientering i stuen, på fortov og lignende steder. Eller stokken kan være accessoires til rigtige herrer eller flanøren,  der – som på 1800-tallets boulevarder, verdensvant svinger stokken for at signalere overklasse og afslappethed.
    Sådan bliver ikke blot stokkens udformning, men også anvendelsen af den, et spejl af brugerens person og personlighed. Har man et rasende overskud? Eller søger man tungt og støjende støtte, før det endelige kollaps? Også indenfor dette spektrum er mulighederne for variation talløse.
    Men ikke blot mennesker anvender stokken med energi og fantasi. Også i sproget ser vi, ikke overraskende! udtryk herfor – det gav jeg indledningsvis med både metaforiske og konkrete talemåder en lille smagsprøve på.
    Griber jeg Ordbog over det danske Sprog (og det gør jeg gerne) finder jeg efter opslagsordet stok ni spalter. Tager jeg  sammensætningerne med, havner vi på endnu elleve og en halv spalte. Bare, fordi jeg synes, det er interessant at dykke ned i en historisk ordbog for at lære noget om fortiden med den uigendrivelige autenticitet, som sproget giver, skal jeg viderebringe et antal orddannelser og faste udtryk.
    Jeg vil lægge ud med:

         Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den der elsker sin søn, tugter ham i tide.

    Talemåden – som fortæller om endnu en anvendelse af stokken! er fra Det gamle Testamente og vidner gennem sin selvretfærdige forstokkethed om en svunden tid, da fædre og andre autoriteter med loven i ryggen var børns bødler, og mulighed for at smage stokken hørte til dagens orden.

Der sidder paa sit Katheder,
Blandt Peblinges skjælvende Flok,
Monarchen, som Rector hedder,
Med Bog og med Riis og med Stok.

 skriver Steen Steensen Blicher i første halvdel af 1800-tallet.
    Sådan er det ikke i dag. Nu hersker der forbud mod prygl af børn, hvilke ved overtrædelse resulterer i strenge straffe. I det mindste i min lille del af verden. Civilisatoriske fremskridt er det altid godt at kunne fremholde, også selvom de desværre i nogen grad stadig er teoretiske.
    En kårdestok med et skjult stikvåben har de barbariske fædre med gammeltestamentelig inspiration næppe anvendt, en sådan frembringelse er snarest et våben for deciderede forbrydere, der ikke forsøger at give deres brutale handlinger et pædagogisk skalkeskjul.
    Befriet fra angst og skrig er sammensatte substantiver fra biologien og fra håndværkernes verden som for eksempel rodstok og rundstok.
    I musikkens verden svinger dirigenter taktstokke for at holde musikere og korister sammen i en bestemt rytme og fremkalde skønsang og harmonier. Eller det modsatte, dog nu ikke i pædagogikkens, men i æstetikkens tjeneste. Det forenende i de to forskellige måder at bruge stokken på er autoriteten, de giver stokkesvingeren.
    Er man så stokkonservativ og stokblind, at man negligerer forbud mod stokkeslag og anden bastonade (fra fransk bastonnade via italiensk bastone, stok) havner man ikke i stokhuset, det er for slige stokdumme voldsmænd heldigvis afskaffet. Et stokhus er således ikke en nybyggers bjælkehytte i skoven, hvor den totale frihed kan nydes, hvad den direkte oversættelse af det engelske stock house kan forlede til at tro. Stokhuset var tvært imod et fængsel, hvor fangerne blev sat i stok, det vil sige fik benene fikseret i en træklods med huller. – Det var i de tider, en korporal eller en politibetjent fik lovord, hvis han førte en god stok.
    Men tilbage fra disse pluk fra ordbogens verden til den nærværende virkelighed og inspirationen til denne blog:
    I en rodekasse fandt jeg den anden dag en grenstump, som jeg for snart en menneskealder siden savede af en røn, før jeg huggede resten til brænde. Grenstumpen lignede stadig et godt bud på et håndgreb af derbytypen til en stok, så under mine coronainspirerede, næsten daglige skovvandringer søgte jeg efter en tilpas lang og tyk gren fra en halvt udgået enebærbusk. At jeg søgte efter netop denne træsort har den forklaring, at enebærgrenen har en elasticitet, som det er værd at tage med, når stokken sættes tungt mod jorden.
    De to dele er nu skruet og limet sammen ved hjælp af en 8 mm bolt og en tilsvarende møtrik. Nu mangler jeg kun en dupsko af gummi, den er bestilt på nettet og vil ankomme i løbet af et par dage.
    Når stokken da er færdig, vil jeg stille den i en krog, hvor den kan stå og vente på mig til en afmålt eller måske ligefrem en elegant gang over stok og sten.
    Eller i kålhaven.
    Ingen syvmileskridt her. Og jo længere ventetid i krogen, den vil få, desto bedre. 

 

ANNONCE: