KATASTROFER

 

 

 

 

 

 

 

 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Dobbelt så mange naturkatastrofer i de første tyve år af 2000-tallet som i de sidste tyve år af 1900-tallet.
    Jeg sænkede dagens avis og strakte benene. Pokker ta’ alle katastrofer, nu ville jeg ud en tur i det fine efterårsvejr.
    Alligevel kunne jeg ikke slippe dommedagsberetningerne fra FN-rapporten om 1,2 millioner dræbte i 7.350 katastrofer, hvis forøgede antal relaterede til ændringer i klimaet.
    Antallet dræbte var det let at forholde sig til, det var nogenlunde det samme som antallet døde af coronavirussen. Men de havde fundet sted – jeg talte på fingrene, i de seneste snart ni måneder, mens naturkatastrofernes dødsfald strakte sig over fyrre år...
    – Nej, sukkede jeg. Verden er af lave, det her er det værste, der nogensinde er overgået menneskeheden siden dinosaurerne.
    Jeg sparkede sutskoene af mig.
    Det gjaldt om at nyde livet i fulde drag. Men skulle jeg faktisk ud på den tur i naturen? Hvad drev mig? Hvorfor ikke straks benytte en velprøvet genvej til velvære og lade proppen på en flaske champagne springe?
    Jeg kastede et blik på mit armbåndsur – jeg kunne nå begge dele, også selv om turen blev lang.
    Med henblik på en eventuel kombination hentede jeg en flaske af den ædle drik op af kælderen, lagde den i rygsækken og gik ud.
    Men jeg havde ikke gået mange meter, før min finske nabo med ansigtet halvt dækket af et kæmpemæssigt mundbind så pludseligt dukkede frem ved hækken, at jeg bogstaveligt taget stødte ind i ham.
    Forskrækket for jeg et par skridt tilbage.
    – Katastrofer! halvt råbte jeg. – Du har vel fulgt med i de seneste?
    Bag mundbindet kneb han øjnene halvt i, som man jo gør, når man smiler bredt.
    I forhold til min sindsstemning fandt jeg hans smil stærkt upassende. Så for at få ham på bedre tanker halvt råbte jeg:
    – Vi står nu i menneskehedens værste krise nogensinde ...
    Længere kom jeg ikke, før jeg blev afbrudt af hans stille latter, der forplantede sig gennem hans blafrende mundbind.
    – Hvad mener du? spurgte jeg forarget og skulle til at gå forbi ham uden at høre svaret, som sikkert ville være lige så dumt, som evigheden er lang.
    – Jeg tænker på 1783, sagde han med tryk på alle fire ord.
    Jeg kunne ikke komme i tanke om andet i 1780’erne end den Franske Revolution, og den var ingen naturkatastrofe.
    – Lakagígar – siger det dig noget? spurgte han.
    Jeg rystede på hovedet.
    Han tog en dyb indånding og bredte armene ud.
    – Fra et femogtyve kilometer langt krater spyede den islandske vulkan Lakagígar i otte måneder glødende magma og svovldioxid fra sig. Omfanget af magmaen var på omkring 13 kubikkilometer.
    Med en teatralsk gestus lagde han armene over kors på brystet og fortsatte:
    – En femtedel af den islandske befolkning døde, og det var slemt nok. Men for resten af verden var de enorme mængder af aske ka-ta-stro-fal!
    – Som med en anden islandsk vulkan for nogle år siden, indskød jeg. – Der lammede flytrafikken.
    Han nikkede.
    – Luftrummet blev lukket i nogle dage, jo, jeg husker det. Men det her var værre. Solen blev dækket, afgrøderne holdt op med at vokse og visnede, sigtbarheden i Europas havne var så lav, at skibene ikke kunne navigere.
    Han slog dramatisk ud med armene og fortsatte:
    – De amerikanske sydstater bliver ramt af voldsomme snestorme, i den Mexikanske Golf flyder der isflager.
    – Og så kom der hungersnød, konstaterede jeg tørt.
    – I den grad! sagde han bag sit mundbind. – I Frankrig svingede  vejret i årene efter 1783 så voldsomt mellem haglstorme og tørke, at mangel på mad og fattigdommen voksede katastrofalt. Faktisk blev det et betydeligt bidrag til den Franske Revolution seks år senere.
    – Så den der skide islandske provinsvulkan var med til at ændre historiens gang, mener du?
    – Den skubbede i det mindste til den.
    Jeg nikkede og gjorde mine til at genoptage min afbrudte naturvandring.
    – Hvad med historiens gang i dag? sagde han. Øjnene over mundbindet blev igen smalle sprækker. – Er der mon omvæltninger på vej?
    – Vil du sammenligne provinsvulkanen på Island med provinsbyen Wuhan?
    – Hvad der sker kan historikerne diskutere engang, når vi er døde, for det bliver uhyggeligt rodet derovre i USA, hvor folk dør som fluer og griber til våben. Med eller uden mundbind. Han nikkede farvel og gik over mod sit hus.
    Jeg stod tilbage med champagnen i rygsækken. Skulle jeg lade proppen springe, mens tid var?

 

ANNONCE: