midtialt: november 2020

IKKE BARE VEGEFRIKADELLER

Frikadellens flugt

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

– Selv den største idiot kan blive klogere og den mest indædte kødspiser vegetar – i hvert fald søndagsvegetar, sagde min nabo og stak mig en A4 i hånden.
    Jeg havde som sædvanlig mødt ham ved hækken, denne gang var jeg på vej ind med min avis under armen.
    – Men veganer – det får du mig alligevel aldrig til at blive, fortsatte han med sin knyttede hånd foran brystet.
    – Det har jeg da heller aldrig drømt om at prøve på, svarede jeg og kastede et blik på papiret. Det lignede en madopskrift. – Og hvad vil du så have mig til?
    – Prøve den, jeg kan faktisk anbefale retten, den smager meget bedre end dine sædvanlige frikadeller!!! Han sagde det sidste med tre udråbstegn efter.
    Jeg nikkede. Og gik ind. Og hvorfor ikke, tænkte jeg. Engang imellem kan der jo komme noget fornuftigt ud af selv ham. Men alligevel ... For mine frikadeller er faktisk bedst i verden. Jeg har opskriften fra min oldemor via min farmor, og den er allerede gået videre til mine børnebørn, og sådan skal det være, for rigtige frikadeller er en tung kulturarv, som skal forvaltes omhyggeligt.
    Øverst på hans papir fandtes DRs velkendte logo. Det var åbenbart derfra opskriften kom.   Nedenunder stod der GRØNTSAGSFRIKADELLER (kødfrie)

1 squash (ca. 400 g)
6 store gulerødder (ca. 400 gram)
1 løg
1 fed hvidløg
2 æg
50 g havregryn
50 g ost (efter eget valg)
1 spsk. hvedemel
1 tsk. bagepulver
Salt og peber
Evt. 1 håndfuld hakket persille
Rapsolie/smør til stegning.

FREMGANGSMÅDE
Riv gulerødder og squash på et rivejern. Har du en køkkenmaskine eller foodprocessor med indbygget rivejern, så brug den!
    Læg de revne grøntsager ned i en skål og drys med groft salt.
    Grøntsagerne er fyldt med vand, og saltet vil nu trække væsken ud af dem. Lad det stå i minimum 15 minutter – jo, mere væske du kan fjerne, jo bedre bliver dine frikadeller.
    Imens saltet arbejder, river du løget fint. Hvidløget presses, og osten rives også. Du kan også måle havregryn, mel og bagepulver op.
    Når de 15 minutter er gået, hælder du vandet fra. Pres dine grøntsager i en si. Du kan også vride dem i et rent viskestykke.
    Hæld de 'tørre' grøntsager tilbage i en tør skål. Tilføj løg, hvidløg, æg, mel, havregryn, bagepulver, hakket persille, æg og ost. Bland godt rundt.
Lad grøntsagsfarsen hvile i minimum 10 minutter, før du former dem.
    Steg i rapsolie på en jævnvarm pande. Vend frikadellerne, når de er gyldne på de ene side. Det tager cirka fem minutter.
    Server evt. med en grøn salat, stærk humus og groft brød.

Til sammenligning med ovenstående vegetarfrikadeller tager jeg chancen og meddeler FARMORS ÆGTE KØDFARSFRIKADELLER. For at sikre opskriftens overlevelse i videre kredse havde jeg for længe siden en blog med denne frikadelleopskrift. Den så ud som følger:

     Glem alt om røremaskinen, når du skal lave frikadellefars. Den gør kødet sejt og den færdige frikadelle kompakt. Brug i stedet hænderne, når farsen skal blandes. Du får en god materialefornemmelse, når farsen presses ud mellem fingrene, og frikadellen bliver både porøs og saftig.
    Og når du nu er i gang, og frikadellelugten uundgåeligt sætter sit præg på atmosfæren i lejligheden – hvorfor ikke lave en ordentlig portion, så dybfryseren også får sit? For frikadellen er altid populær på mellemmadder, lunede til en lidt finere frokost eller en hurtigt opvarmet middagsmad.
    I en stor skål lægger/hælder/drysser du
        800 gram oksekød
        800 gram svinekød
        ca. 5 mellemstore, hakkede løg
        ca. 5 æg
        en sjat mælk
        1 tsk. peber
        1 tsk. paprika
        2 spsk. mel

    Mens farsen blandes, smeltes 1-2 oksekødsterninger i lidt kogende vand. Tilsættes efter            afkøling. Er du så heldig at have virkelig kvalitetskød, og så er du meget heldig! kan du skippe kraftterningerne, men skal i stedet tilsættes 1-2 tsk. salt.
    Hvis farsen er for fast, tilsæt mere mælk. Er den for løs, må du tilsætte lidt ekstra mel og vente. Men bland nu som før forsigtigt, ellers bliver farsen sej.
    Når farsen har stuetemperatur, skal frikadellerne formes. Selv bruger jeg en barneske. Den giver den rigtige størrelse, synes jeg.
     Stegning: Stærk varme i begyndelsen, derefter svagere. Tiden afhænger af størrelsen, men 4 minutter på hver side er ikke helt galt. Er du usikker, skær en frikadelle over og tjek.
    Med to til tre pander på komfuret samtidigt kan stegningen godt blive så stressende, at der ikke engang er tid til at drikke en øl.
    Det bedste til frikadeller er nye kartofler, smør og rårørte tyttebær. Kartoflerne skal selvfølgelig drysses med frisk dild.
    Stuvet hvidkål passer i øvrigt overraskende godt, men ikke sammen med tyttebær.    Frikadellerødvin skal man holde sig fra. Gode frikadeller vil have god vin.
    Eller nogle store slurke koldt øl
    For resten er postevand fremragende til det meste. Hvis man altså kan tappe det direkte fra hanen i de tusind søers land.

Om vegetarfrikadellevarianten ender som nationalret, er det svært at spå om. FARMORS ÆGTE KØDFARSFRIKADELLER er og bliver en familieret. Hvor længe holder den? Det er et spørgsmål om smag.
Men ikke blot det!

ANNONCE:

KRITIK AF VEJRUDSIGTEN

Hvor meget bismag giver den perfekte danske sommer, som med sine tropiske nætter og glohede dage faktisk slet ikke er dansk?
    Hvor meget bismag giver dagens sorte finske vinter, som i slutningen af november burde have været hvid flere gange? Efter den korte dag breder sort fugt sig og gør menneskene usynlige for hinanden langs vejkanten.
    Er bismagen ved sommerens og vinterens varmebølger nok til i samvær med familie og venner og i politisk aktivisme at forme vores holdninger til klimaet og gøre os klimabevidste?
    Der er noget, der tyder på det. I de sidste par år er opfattelsen af klimaet som det vigtigste problem i politik og samfund steget fra 20 til 60 procent. I hvert fald i Danmark.
    Derfor irriteres jeg og med mig helt evident flere og flere af den danske vejrudsigt i underholdningsformat, som den præsenteres i DR1.
    Alt er godt, alt er smukt, alt i naturen er naturligt, det er bare at tage det, som det kommer – med en kvik replik, et smil og gerne på et foto, som blæst op på skærmen garanterer fotografen danmarksberømmelse i fem sekunder. Vi forføres af smukke billeder, som fjerner bismagen og bevidstheden om tilstanden i det klima, som er forudsætningen for det daglige vejr.
    Det gælder i Finland og i Danmark og alle andre steder, hvor jeg ikke personligt har kunnet følge med i årstidernes gang.

ANNONCE:

SØRGEBIND

Gennem glasset i entredøren så jeg min nabo stige ud af sin bil. Hans venstre arm var dekoreret med et bredt sørgebind.
    – Saatana perkele! Jeg fór ud ad døren med den saftigste finske ed, jeg kunne komme i tanke om.
    – Hvad i h..., begyndte jeg, nu på dansk, og pegede på hans arm.
    – Du har ret, sagde han spagfærdigt. – Det er en sorgens dag. Og det har det været hele ugen. Lige siden Donald Trump vandt, så at sige.
    Jeg stod målløs. Hvad var det for sludder, han diskede op med? Mod bedre vidende, oven i købet. For var der nogen, der kendte til forholdene ovre i Amerika, så var det ham. Sgu! Fanden! Helvede! Og Satan! Det kogte i mig.
    – Det har ikke været let at tage beslutningen. Han pegede på sørgebindet, men alt taget i betragtning...
    – Alt taget i betragtning! Endelig havde jeg genvundet talens brug.
    – Netop. Alt taget i betragtning! Han tog ordet fra mig. – Alt taget i betragtning er sejren til Biden ikke et nederlag til Trump.
    – Er du virkelig så formørket, at du tror – og håber, at Trump vil vinde sine talløse retssager mod valgresultatet?
    – Jeg hverken tror eller håber. Jeg er Bidens mand, og det ved du jo.
    – Nå, og så?
    – Jeg tænker bredere. Han rankede ryggen. – Og dybere. Han pegede på sørgebindet. – Og på længere sigt. For ved du hvad, midt i glæden og lettelsen er Trump stadig den præsidentkandidat, der i USA’s ulykkelige historie har fået næstflest vælgere. Flere end 70 millioner. Det er under en håndfuld millioner færre end vinderen.
    – Nå, og hvad så? Winner takes all, eller hvad det nu hedder.
    – Men de 70 millioner – hvoraf en del er formørkede fantaster, en anden del er grådige pengepugere...
    – Ja, og så er der dem, der er religiøse dummernikker, nu var det mig, der afbrød, – videnskabsbenægtere, våbenidioter, tilhængere af dødsstraf og fossilt brændstof til firhjulstrækkere og alt det der – hvad med dem? Har du en plan?
    Min nabo betragtede mig med et sørgmodigt blik.
    – Nå?, spurgte jeg provokerende. Det gælder vel om at hele Amerika. Så der ikke findes blå og røde, men bare amerikanere. Det har Biden selv sagt.
    – Så der skal limes og sys sammen med nål og tråd og bruges rigeligt med desinfektionsmiddel, så der ikke går betændelse i såret. Ja, og vupti! Så... Nej, hør nu godt efter – . Min nabo havde dæmpet stemmen. – For jeg har travlt, jeg skal ud og samle penge.
    Alle, også du! taler i dag om, at Trumps 70 millioner vælgere lider af regulær dumhed, er mentalt anderledes eller er angrebet af ualmindelig griskhed. Den sidste egenskab er lige så global som coronaen og nok den sværeste at afskaffe. Men uvidenheden – dén kan der gøres noget ved. Og også dén mentale tilstand, der handler om en ekstrem individualisme, som er affødt af livet på de store prærier i midten af USA.
    – Javel, og det vil du så gøre noget ved?
    – Jeg vil, som den flittige myre, slæbe min nål til tuen. Jeg tager nu ned på torvet og starter en gammeldags indsamling af penge, der skal sendes som bistand til USA’ underudviklede skolevæsen.
    – Du kan selv være underudviklet. Stå på torvet og indsamle penge! Ved du ikke, at vi lever i 2020?
    – Selvfølgelig! Så jeg har også startet en facebookgruppe: U-hjælp til Amerika, hedder den. Du kan jo for et øjeblik glemme din oldnordiske avis med lutter gamle nyheder og gå ind og starte din computer.
    Dér får du frisk fra fad.
    Og glem ikke at give dit bidrag til indsamlingen. Før som nu er det oplysning, der er brug for, hvis demokratiet skal reddes. Og amerikanerne ikke skal ryge i totterne på hinanden som europæerne gjorde i både den Første og den Anden verdenskrig. Til stor nytte for USA, i øvrigt. Smadre USA, det er det, Trump er i gang med, fordi han er blevet vraget.
    Så mon ikke det er muligt, at han nægter at afgive magten ved indsættelsen af den nye præsident? Sådan får USA to præsidenter. Og en borgerkrig.
    Den tølper!
    Med den salut satte min nabo sig ind i sin SUV og startede den med et brøl, så grus og småsten sprøjtede.

ANNONCE:

TREDJE NOVEMBER 2020

Bang bang bang bang

Jeg var foroverbøjet på vej tilbage til min lænestol med avisen under armen i det værste efterårsvejr med stærk blæst og en luft fugtigere end regnvejr. Bag hækken, som nærmest stod uden blade, lurede min finske nabo på mig. Jeg løftede hånden til en hurtig hilsen, men han trådte frem og spærrede halvt vejen.
    – Ved du, begyndte han uden at hilse tilbage, – ved du, hvorfor det hedder våbenhus?
    – Våbenhus? Jeg var lidt desorienteret, hvordan kunne han finde på at stille så dumt et spørgsmål til mig?
    – Nemlig! Våbenhus! I en kirke!
    – Naturligvis. Det er for at...
    – For at man ikke må tage sine våben med ind i kirken, Guds hellige hus.
    Han sagde de tre sidste ord med stærk betoning.
    – Men det må man altså – tage våben med – i en eller anden skide delstat ovre i Amerika – med ind i valglokalet, forstår du, ind i selveste demokratiets helligdom, så man kan skræmme livet af dem, der ser ud til at stemme på det forkerte parti. Eller skyde dem. Hvad gi’r du?
    – En billet til den næste westernfilm, sagde jeg og følte mig frygtelig træt.
    – Men jeg vil ikke med, tilføjede jeg. – Og mon du længes? For alt det lort derovre har allerede taget alt for meget af din og af min tid. Demokratiets festdag bliver et rent helvede.
    Han nikkede. Her var noget, vi åbenbart var enige om. Da jeg gik forbi ham med afstand, som det hedder i dagens coronajargon, halvt hviskede han:
    – Jeg glæder mig til dit sædvanlige novemberdigt. Det giver bedre end noget andet et billede af dagen.
    Jeg nikkede tilbage og gik ind. Imellem os fandtes der trods alt tillid og dialog. Ikke om det meste. Men om det afgørende.
    Så i stedet for at læne mig tilbage i lænestolen med avisen gik jeg hen og tændte for computeren.
    Henrik Nordbrandt, ÅRET HAR 16 MÅNEDER fra digtsamlingen Hånden skælver i november (1986) begyndte jeg at skrive.

         Året har 16 måneder: November
         december, januar, februar, marts, april
         maj, juni, juli, august, september
         oktober, november, november, november, november.

Mens jeg skriver, slår vejret om. Det regner let, og nogle klatter blå himmel kikker frem mellem grå skyer. Selv i november kan det gå den rigtige vej.

ANNONCE: