SØRGEBIND

  



PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

 Gennem glasset i entredøren så jeg min nabo stige ud af sin bil. Hans venstre arm var dekoreret med et bredt sørgebind.
   
– Saatana perkele! Jeg fór ud ad døren med den saftigste finske ed, jeg kunne komme i tanke om.
   
– Hvad i h..., begyndte jeg, nu på dansk, og pegede på hans arm.
   
– Du har ret, sagde han spagfærdigt. – Det er en sorgens dag. Og det har det været hele ugen. Lige siden Donald Trump vandt, så at sige.
    Jeg stod målløs. Hvad var det for sludder, han diskede op med? Mod bedre vidende, oven i købet. For var der nogen, der kendte til forholdene ovre i Amerika, så var det ham. Sgu! Fanden! Helvede! Og Satan! Det kogte i mig.
    – Det har ikke været let at tage beslutningen. Han pegede på sørgebindet, men alt taget i betragtning...
    – Alt taget i betragtning! Endelig havde jeg genvundet talens brug.
    – Netop. Alt taget i betragtning! Han tog ordet fra mig. – Alt taget i betragtning er sejren til Biden ikke et nederlag til Trump.
    – Er du virkelig så formørket, at du tror – og håber, at Trump vil vinde sine talløse retssager mod valgresultatet?
    – Jeg hverken tror eller håber. Jeg er Bidens mand, og det ved du jo.
    – Nå, og så?
    – Jeg tænker bredere. Han rankede ryggen. – Og dybere. Han pegede på sørgebindet. – Og på længere sigt. For ved du hvad, midt i glæden og lettelsen er Trump stadig den præsidentkandidat, der i USA’s ulykkelige historie har fået næstflest vælgere. Flere end 70 millioner. Det er under en håndfuld millioner færre end vinderen.
    – Nå, og hvad så? Winner takes all, eller hvad det nu hedder.
    – Men de 70 millioner – hvoraf en del er formørkede fantaster, en anden del er grådige pengepugere...
    – Ja, og så er der dem, der er religiøse dummernikker, nu var det mig, der afbrød, – videnskabsbenægtere, våbenidioter, tilhængere af dødsstraf og fossilt brændstof til firhjulstrækkere og alt det der – hvad med dem? Har du en plan?
    Min nabo betragtede mig med et sørgmodigt blik.
    – Nå?, spurgte jeg provokerende. Det gælder vel om at hele Amerika. Så der ikke findes blå og røde, men bare amerikanere. Det har Biden selv sagt.
    – Så der skal limes og sys sammen med nål og tråd og bruges rigeligt med desinfektionsmiddel, så der ikke går betændelse i såret. Ja, og vupti! Så... Nej, hør nu godt efter – . Min nabo havde dæmpet stemmen. – For jeg har travlt, jeg skal ud og samle penge.
    Alle, også du! taler i dag om, at Trumps 70 millioner vælgere lider af regulær dumhed, er mentalt anderledes eller er angrebet af ualmindelig griskhed. Den sidste egenskab er lige så global som coronaen og nok den sværeste at afskaffe. Men uvidenheden – dén kan der gøres noget ved. Og også dén mentale tilstand, der handler om en ekstrem individualisme, som er affødt af livet på de store prærier i midten af USA.
    – Javel, og det vil du så gøre noget ved?
    – Jeg vil, som den flittige myre, slæbe min nål til tuen.  Jeg tager nu ned på torvet og starter en gammeldags indsamling af penge, der skal sendes som bistand til USA’ underudviklede skolevæsen.
    – Du kan selv være underudviklet. Stå på torvet og indsamle penge! Ved du ikke, at vi lever i 2020?
    – Selvfølgelig! Så jeg har også startet en facebookgruppe: U-hjælp til Amerika, hedder den. Du kan jo for et øjeblik glemme din oldnordiske avis med lutter gamle nyheder og gå ind og starte din computer.
    Dér får du frisk fra fad.
    Og glem ikke at give dit bidrag til indsamlingen. Før som nu er det oplysning, der er brug for, hvis demokratiet skal reddes. Og amerikanerne ikke skal ryge i totterne på hinanden som europæerne gjorde i både den Første og den Anden verdenskrig. Til stor nytte for USA, i øvrigt. Smadre USA, det er det, Trump er i gang med, fordi han er blevet vraget.
    Så mon ikke det er muligt, at han nægter at afgive magten ved indsættelsen af den nye præsident? Sådan får USA to præsidenter. Og en borgerkrig.
    Den tølper!
    Med den salut satte min nabo sig ind i sin SUV og startede den med et brøl, så grus og småsten sprøjtede. 

 

ANNONCE:










 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar