EN LILLE PAKKE REJSTE

 

PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Min julepakke fra Danmark har afsluttet sin gådefulde rejse med postvæsenet fra København til Esbo i Finland. Afstanden er på 1.095 km og kan iflg. Google Maps tilbagelægges til fods på 191 timer. Det bliver til en 8-døgns stafetfodvandring. Skal en enkeltperson klare turen, bliver det til en arbejdsgådag på 8 timer i 24 døgn. Færgeoverfarterne ikke indregnet.
    Min julepakkes rejse tog 34 døgn, og den blev rimeligvis ikke transporteret på gåben. Bortset fra mine, da jeg afhentede den hos den lokale købmand med kvarterets postrettigheder. Omfanget var 53 x 37 x 2 cm, vægten 750 g.
    Siden afsendelsen fra Danmark med Post Nord den 17. december 2020 har pakken været i Åbo, hvor den henlå i mellemdagene. Det kunne spores gennem track and trace, men ingen fysisk person kunne finde den.
    Nå, fundet blev den dog før nytår, hvorefter Posti, det finske postvæsen, sendte pakken tilbage til Sverige. Her returnerede Post Nord den til Åbo, der genreturnerede den til Sverige, nærmere bestemt Veddesta godt 20 km nordvest for Stockholm, hvor Post Nord har en stor terminal.
    Om det var her, den fik en label med den gådefulde tekst (se også illustrationen):

 VEDDESTA 2

111

Åland EJ FINLAND

er en blandt mange mulige teorier, men holder den?
    Sikkert er det imidlertid, at Åland er et svensksproget, selvstyrende område med eget postvæsen, Posten Åland Ab, og eget frimærke indenfor Republikken Finland midt mellem Sverige og Finland og postmæssigt set derfor ikke Finland.
    Men hvad har ovenstående meddelelse at gøre med en pakke sendt fra København til Esbo nær Helsingfors, Finlands hovedstad?
    Min teori er, at der er tale om en slags geografiundervisning. Og at den må foregå på et gådefuldt niveau for at undgå en skandaliserende afsløring af, at postvæsenets ansatte ikke besidder et tilstrækkeligt kendskab til Nordens geografi.
    Inden den undervisning har nået en lykkelig afslutning er det forventeligt, at pakker og breve er forsinkede.
    Hvis de overhovedet når frem.

 

ANNONCE: 

 

 

 

 

ET RIGTIGT KUP

Præsidentpaladset i Chile 11.9.1973

 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Nogle dage efter den 6. januar, dagen for opstanden ved og i kongresbygningen i Washington, løb jeg ind i min finske nabo. Bogstaveligt talt. Han kom stormende frem bag hækken, mens jeg, som sædvanligt i en rolig og eftertænksom gangart, var på vej til postkassen efter dagens avis. Han havde købt nye gangstave og for frem med en voldsom fart. Om armen bar han sørgebind.
    – Jeg kondolerer, sagde jeg efter at være trådt et par skridt tilbage i sikker coronaafstand.
    – Ja, det må du nok sige, svarede han med en selv for ham usædvanlig aggressivitet, som på ingen måde passede til sørgebindet.
    Uden at dæmpe sig fortsatte han: – Hvad siger den 11. september 1973 dig egentlig?
    – Ingenting, svarede jeg efter en lille tænkepause. – Absolut ingenting.
    – Selvfølgelig ikke! Menneskers hukommelse er i al almindelighed kort. Men nu skal jeg fortælle dig det. Uden omsvøb.  Men først forhistorien:
    I 1970 blev Salvador Allende efter et demokratisk valg indsat som Chiles præsident.
    Landet var dybt splittet i to uforsonlige grupper. Oppositionen med flertal i Parlamentet blokerede regeringens lovforslag, hvilket tvang Allende til at regere via præsidentielle dekreter.
    Er det noget, du kan nikke genkendende til?
    Jeg tænkte på USA og nikkede.
    – Men du vidste måske ikke, at fra dag ét efter Allendes indsættelse arbejdede Nixonadministrationen i USA målbevidst for det militærkup, der fandt sted den 11. september tre år senere.
    Præsidentpaladset blev stormet og bombet af militæret. Præsidenten dræbt. Kuppet, ledet af general Augusto Pinochet, var en af de mest voldelige begivenheder i Chiles i øvrigt blodige historie. Tusindvis blev torteret, summarisk henrettet, fængslet eller tvunget i eksil. Og så videre og så ...
    – Men, afbrød jeg ham stilfærdigt, da han hev efter vejret for at fortsætte sin talestrøm. –  Men lyder du nu ikke lidt for meget som et teatralsk leksikon?
    – Ikke noget men, for pokker mand! Kan du da ikke se, at vores vigtigste allierede består af en samling svagpissere uden sans for proportioner. De er ved at drukne i selvynk, når de kalder et bølleoptøjer for et kupforsøg. Hvad har de lært af deres egen historie siden USA blev en stormagt i begyndelsen af 1900-tallet og begyndte at blande sig i andre landes historie? Jeg spørger bare.
    Og nu skal vi tro, at Trump var undtagelsen og Biden er reglen.
    Gudfaderbevar’s. De udgør en sørgelig forsamling, dine allierede derovre. Og splittede er de. Mere splittede end dengang i Chile. Det kan enhver idiot da se.
    Derfor bærer jeg sørgebind.
    Og hvad med dig?
    Uden at vente på svar hamrede han gangstavene i jorden og stæsede af sted.
    Jeg stod tilbage med min avis under armen og kikkede langt efter ham. Havde jeg haft en skrå, ville jeg have vendt den.  I stedet tænkte jeg:
    Ja-ja, han har nok ikke set installationen af Joe Biden og lyttet til hans løfter og formaninger. USA er igen på sporet efter fire års slingrekurs og vildfarelser. At min nabo går rundt i sine fejltolkninger rokker ikke ved, at verden er blevet et bedre sted efter den 20. januar.
    Basta!
    Han kommer nok til fornuft, naboen.

 

ANNONCE:

 

 

 

HVEM SKULLE HAVE TROET DET?

 
 

  

 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Fra de go'e gamle dage

I går var det præcis 10 år siden, jeg skrev min første blog under domænenavnet midtialt. Det begyndte i høj grad som en slags kompensation for det faste arbejde, jeg i en menneskealder havde haft som lektor ved Helsingfors Universitet.
     Nu havde jeg hver tirsdag en deadline, og jeg kunne frit vælge det område, jeg ville beskæftige mig med.
     I går gav mig selv opgaven: Find 3 foreteelser, som du for 10 år siden havde forsvoret ville findes.
     I betragtning af mit udgangspunkt, lærer og pædagog, er det meget naturligt, at

distanceundervisning

 dukkede op som det første. At man også den gang elektronisk kunne formidle fx forelæsninger holdt af halve genier over store afstande var velkendt og afprøvet, men at hele undervisningssektoren fra de mindste klasser til universitetet skulle foregå via elektronisk mundbind var den gang utænkeligt.

      Den anden foreteelse drejer sig om

uddeling af post.

     For nogle år siden var jeg sikker på, at den bare kunne blive bedre, dvs. regelmæssig og stabil, og at de genkommende uregelmæssigheder var et overgangsfænomen, både hvad angik pakker, breve og postkort.
     Tværtimod min antagelse er det blevet værre. Vi har fået det, som mange i slutningen af forrige årtusinde spottende kaldte italienske eller græske tilstande, når de lod et brevkort dumpe ned i en postkasse i Syden – eller hjemme modtog et 2-3 uger efter afsendelsen.
     Narrestreger som den elektroniske funktion track and trace har jeg ikke brug for. Jeg vil – i hvert fald her i Norden, have min pakke indenfor et tidsrum, der er rimelig i forhold til afstand og dagens avancerede transportmidler. Som bosiddende i Finland med mange kontakter i Danmark og Sverige har jeg stor erfaring, hvad angår post, der er kommet på afveje, forsvinder, sendes tilbage til afsender eller ankommer efter en sådan varighed, at man næsten begynder at tro, at den er fragtet til fods i en trillebør.
     Et frisk eksempel er en julepakke fra Danmark afsendt i god tid inden den 24. december 2020. Iflg. track and trace har den været opmagasinet i Åbo i en rum tid, inden den blev returneret til Sverige, hvorfra den blev sendt tilbage til Åbo, hvor den stadig ligger. Et held, at den – ifølge afsenderen, som jeg har mailkontakt med, ikke indeholder let fordærvelige fødevarer. Hvad der er i den, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig til at åbne den.
     Det tredje, jeg umuligt kunne forestille mig, er den rigsretssag, som USA’s præsident i skrivende stund er på kanten af, og som drejer sig om

tilskyndelse til oprør.

     At USA i visse henseender er en bananrepublik, tungt bevæbnet og  i dyb splittelse med sig selv, er ingen hemmelighed for den, der har fulgt bare en lille smule med. Men at præsidenten selv skulle tilskynde en forsamling, der snarere lignede et karnevals- eller maskeradeoptog, statister i en operette eller hovedpersonerne i en farce end en angrebsstyrke med formålet at smadre demokratiets vigtigste institution går over min forstand. Læg hertil, at disse hovedsagelig unge til halvgamle hvide mænd fjollede rundt uden opbakning fra seriøse strateger med reelle planer for magtovertagelse.
     Måske kommer der indenfor de nærmeste dage væbnede opstande og et virkeligt kupforsøg, måske flygter den siddende præsident og søger asyl i Rusland, måske kommer der endnu en rigsretssag mod ham.
     Selv om en rigsretssag ikke passer den tiltrædende præsident særlig godt, fordi hans første dages arbejde formodentlig vil drukne i den, er den at foretrække fremfor at lade den stadig siddende præsident blive tiden ud. For Joe Biden-overgangen er og bliver en overgang, mens en rigsretssag er et udtryk for kampen for demokratiet og som sådan har en langsigtet betydning for efterlevelsen af tanken om, at mennesket i fællesskab med andre skal bære ansvaret for sit eget liv.
     Læsning af min disputats, Den brændende Fakkel. Om Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, er en oplagt mulighed for et udvidet perspektiv på kampen for menneskerettighederne i Danmark og i Frankrig i slutningen af 1700-tallet. Samtidig er bogen, måske, en vej til at forstå dagens revolutioner – herunder den nys overståede operetteopstand i USA, lidt bedre end det, mange af dagens nyhedsformidlende reportere bringer til torvs. – En genvej er min blog, nr. 8 i rækken (nærværende har nr. 525), som kort og godt hedder Revolution.
     Tilbage til udgangspunktet: Det, der var utænkeligt for 10 år siden. Hvad har muliggjort det? Det korte svar er informationssamfundets revolution. Den er der mange grunde til at være glad for.
     Men nettets ustyrligt hurtige og forenklede bobler af virkelighed gør det håndgribelige mindre nærværende. Når det selv i farcens form fremtræder konkret, kan det virke ufattelig skræmmende. Det er, hvad vi netop nu bevidner i USA.
     At det håndgribelige forstået i bred almindelighed og væksten af den fysiske kommunikation synes at være på tilbagetog, begræder jeg – i hvert fald engang imellem.
     Kort sagt: Jeg vil ha’ min pakke! Åbne den. Og ikke bare læse om den.

 

ANNONCE: