REGN, REGN, REGN I JANUAR

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I dag, den 28. januar 2020, er der iflg. radionyhederne i Finland en temperaturforskel på over 40 grader mellem Lapland og den sydlige del af landet, hvor jeg bor.

– Hold da op, tænker man og kaster et blik ud på regnen, der igen i dag siler ned. – Det var da rigtig mange grader! hvorefter man går videre med de daglige gøremål.

Nej, det er netop ikke det, man tænker – i hvert fald, hvis man er mig. For den lille klimaangst ligger og lurer som et permanent filter for synet på vejret. Så når jeg kikker ud på dette daglige gitter af regn og den elendige fugt, der æder sig ind i knoglemarv og sjæl, er min tilgang til fænomenet ikke tanker som et rigtig kedeligt vejr, og at det nok snart slår om, så vinteren bliver som den plejer med frost og sne.

Uden at ville det glider jeg i stedet ind i tankebaner om, at det slet ikke er vejret, jeg ser og hører om, men selveste klimaforandringen i dens uhyggelige majestæt.

Enhver afvigelse fra det vejr, jeg med gode grunde betragter som norm, bliver farlig for mit velbefindende. Endnu kan jeg ryste det af mig, for jeg er ikke midt i et australsk eller californisk ildhelvede, min eksistens er ikke truet af en flere år lang tørke eller af overmægtige tyfoner, der slår til med så korte mellemrum, at det er håbløst at genopbygge mit hus og mit liv, før nye rammer.

Om galt skulle være, kan det regne ind, og hvis det gør det, er det bare at gå op på taget med en presenning og siden ringe til en reparatør. Måske kan han først komme næste fredag, men jeg kan da stille en spand under tagdryppet...

Værre er det ikke. Endnu!

Det er dette endnu, der plager mig, enten jeg er her inde i min varme stue eller går ud med gummistøvler og poncho i stedet for ski og skindhue, og får mig til at længes tilbage til den vejr- og klimamæssige uskyldstilstand, der er grundlaget for Cirkeline-sangen Regnvejr af Hanne Hastrup.

For den, der ikke har Cirkeline med i hukommelsen, kan jeg fortælle, at Cirkeline er en tegnefilmfigur med sort strithår, en rød kjole med sorte prikker og bare fødder fra omkring 1970.

– Jeg synes, at det er hyggeligt at være inde, når det regner,

siger hun i en af kortfilmene, og så kommer regnvejrssangen:

 

Regnvejr, det er det, der strømmer ud af skyen.

Regnvejr vasker alle tørre folk i byen.
Regnvejr, det er skønt, når det bliver ved at strømme.
Regnvejr, man kan lege fisk og svømme.
Regnvejr, det er det, der driver ned ad ruden.
Regnvejr, det er det, der drypper skønt på snuden.
Regnvejr, det gør håret glad og vådt.
Regnvejr, det gør pelsen smadder flot.

Det strømmer i stride strømme.
Man kan lægge sig og drømme.
Regnen trommer på min rude,

så er det vådt at være ude.
Regnvejr, vi kan drømme eventyr.
Regnvejr, om et lille regnvejrsdyr.
Regnvejr, det er godt, hvis man er sur.
Regnvejr, jeg gad godt at gå en regnvejrstur.

Dengang, i halvfjerdserne, blev digtet måske ikke betragtet som stor poesi, men læst i dag brillerer det med en umiddelbar og naturlig omfavnelse af et naturfænomen.

Samme naturfænomen sanses ikke på samme måde i dag. Det er befængt med angst og uro for, at verden er i bevægelse mod en tilstand, hvor naturen er voldsommere og uberegneligere i sin ustyrlighed end nogensinde før i vores civilisations historie.

Og at denne ændring er selvforskyldt.

Jeg læser regnvejrssang, mens jeg hører melodien for mit indre øre, som et smukt dokument fra en svunden tid.

 ANNONCE:

 

 

 

 

ANKUELIGHEDSUNDERVISNING

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvordan begriber man det ubegribelige? For eksempel,

- at klodens milliardærer sidste år tilsammen havde flere penge end 4,6 milliarder af samme klodes befolkning,

- at 26 mennesker ejer det samme som de 3,8 milliarder mennesker, der udgør menneskehedens fattigste halvdel,

- at verdens 2.153 milliardærer har en samlet formue, der overstiger, hvad de 60 procent af de fattigste 4,6 milliarder mennesker besidder,

- at den rigeste ene procent i verden besidder 45 procent af verdens velstand, mens de rigeste 10 procent kontrollerer 82 procent,

-  at de fattigste 10 procent af verdens befolkningen ikke ejer noget, men har en samlet gæld på næsten 1.700 milliarder dollar.

- at mænd globalt har en 50 procent større formue end kvinder,

- at 50 procent af verdens befolkning lever i fattigdom.

Og hvordan husker man dette ubegribelige?

Har du orket at læse så langt som hertil, kære læser, har du måske allerede glemt det meste og hverken forstået det eller resten. Muligvis lige med undtagelse af det allersidste, som også er hentet fra udviklingsorganisationen Oxfams årlige rapport, Public Good or Private Wealth? om den globale ulighed - nemlig at halvdelen af Jordens beboere lever i fattigdom, og at kvinder kun ejer halvdelen af det, mænd ejer.

Fifty-fifty - dét husker man. Og mænd og kvinder. Men mest måske det med rig og fattig, fordi vi har billeder i hovederne af det.

Præcis som af de togvogne og oceandampere, som min geografilærer i folkeskolen fyldte tavlen med. Han kunne stoppe hvad som helst af verdens goder i dem og mangfoldiggøre deres antal for at anskueliggøre mængden af appelsiner, bomber, kaffebønner, hvede, kul, olie, fisk, kålhoveder, lakridsstænger, tulipaner, biler, smør, ølflasker, ris, wc-papir, vaskepulver, cykler, bøger, tandbørster, skinker, oste, spegepølser, fodboldstøvler, franskbrød og en masse andet, han havde tjek på. – Det var sådan noget, som vi rige kunne købe.

I Dagbladet Information får jeg serveret et anskueligt billede på uligheden i verden, det er hentet fra den omtalte rapport fra Oxfam:

Hvis alle skulle sidde på deres velstand, stablet op i form af 100-dollarsedler, så ville det meste af menneskeheden sidde på gulvet. En middelklasseperson i et rigt land ville sidde så højt som på en stol. Verdens to rigeste mænd ville sidde i det ydre rum.

Og billedet er ikke bare anskueligt angående ulighed, det giver anledning til nye spørgsmål som: Er verdens to rigeste mænd mon på vej mod at forsvinde bag månen – eller vælter de svajende stabler med penge, og de falder ned på jorden og slår sig ihjel, mens rigdommene spredes, og flere kan få del i verdens goder?

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min geografilærer uden stort besvær kunne have proppet pengene i oceandampere og i togvogne, sendt dem ud til verdens værdige trængende og ladet dem købe franskbrød, fodboldstøvler, spegepølser, oste, skinker, tandbørster, bøger, cykler vaskepulver, wc-papir, ris, ølflasker, smør, biler, tulipaner, lakridsstænger, kålhoveder, fisk, olie, kul, hvede, kaffebønner, bomber og appelsiner og en masse andet, som han havde tjek på, at de behøvede.

For han kunne næsten alt.

ANNONCE: