Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Mit
sidste besøg i det lokale fitnesscenter i Grankulla fandt sted onsdag den 11.
marts 2020. Dagen før var jeg kommet hjem til Finland efter en uges ophold i
Danmark. Dagen efter den 11. marts skulle jeg efter planen have været til core hos
Nina sammen med sytten ældre medborgere, spændstige som jeg selv.
Jeg meldte afbud, jeg var helt enkelt bange for at blande mig. Den
13. marts begyndte nedlukningen af Danmark, og Finland fulgte snart efter.
Efter næsten halvanden måned, hvor jeg har holdt mig totalt væk
fra fitnesscentre og fællesgymnastik, genser jeg Nina på forsiden af fjortendedagsbladet
Kaunis Grani. Sammen med andre p.t. arbejdsløse trænere og instruktører har
hun startet en populær balkongymnastik.
Naturligvis! Gymnastik på balkoner passer til finlænderne, ligesom
balkonkoncerter med grydeskeer og grydelåg passer til italienerne, og fællessang
fra balkoner passer til danskerne.
Det er ikke svært for mig at få et billede frem på den indre
nethinde af Nina med headset og højttalere midt i en gård, mens ejendommenes
beboere med varierende elegance følger hendes indgående instruktioner og efterligner
hendes perfekt timede bevægelser.
Men hvordan får hun løn for sine anstrengelser?
Så kommer billedet af mønter svøbt i avispapir, der daler ned til
hende. Og med det en for længst glemt sang – eller rettere, melodien til sangen
kom først, derefter brokker af ord og linjer og til sidst titlen og et gæt på
forfatteren. Det måtte jo være Tom Kristensen, hvis sans for musikken i det
danske sprog og ordmalerier ikke har mange ligemænd.
Med mellemrum er melodien i dansant trefjerdedelstakt (af Jørgen
Bentzon, 1936) siden kommet tilbage i min bevidsthed. Den er som skabt til
ordene, bl.a. med mulighed for en god, lang optakt, mens lirekassen, baggårdens
pibeorgel, suger luft til sig for derefter med et mangetonet brøl at begynde på
melodien.
Det med den lange optakt gjorde jeg virkelig en dyd af, da jeg
fremførte sangen for gemalinden. Bagefter glædede hun sig over, at den ikke var
af Grundtvig, der som bekendt altid har et vers til.
Jeg tog kritikken til mig, mens jeg stiltiende lovede mig selv, at jeg ved passende lejlighed ville skrive en
blog, hvori sangen indgår.
Ninas balkongymnastik er den ene anledning.
Den anden er Phillip Faber, der i fredstid er chefdirigent for DR Pigekoret,
men i disse tider og lige så fremragende er Kongerigets Virtuelle Coronafællessangleder.
Ingen over og ingen ved siden af ham.
Når det er sagt, vover jeg mig frem med min anmærkning, som er, at
han altid fremtræder med en renskuret pænhed, der får selv de bedst afsprittede
hænder til at virke livsfarlige.
Jeg ser de bøgelyse øer og andet fra sangskatten ligger lige til hans højreben, men kan
han takle kropsligheden i Tom Kristensens sang om lirekassen og få forfatterens
og komponistens tone af rå spilleglæde og hylende skønhed og gestaltningen af børns
og proletarers vildt klaprende fryd til at blomstre i DR Pigekorets søde munde?
Hvis – så vil jeg, når omstændighederne tillader det, købe en hat,
tage den af for ham og aldrig mere sætte den på hovedet. – Gør han Kristensen
og Bentzons sang om lirekassen til DR Pigekorets signaturmelodi, er jeg sikkert
ikke den eneste, der besvimer.
Højskolesangbogen gengiver de 5 første vers af Lirekassens i alt 11. Digtet
er fra Mirakler (1922) og kommer her i Højskolesangbogens
forkortede udgave:
Nu hulker den, nu hvæser den,
nu bruser den, nu blæser den,
nu drejer lirekassens sving
en skingrende musik.
Nu gurgler den, nu galer den,
nu hiver den, nu haler den
en tone af hver orgeltragt,
en symfoni af blik.
Og alle piger drejer rundt
og svajer rundt og leger rundt
med sejlgarnssløjfer tøjlende
det stride, hvide hår.
Med smæld mod retiraderne
og genlyd af facaderne
blir takten trampet i hver sjæl
fra tre til tretten år.
Og drengene, bersærkerne,
som planker plankeværkerne,
gir melodien underbund
af musikalske vræl.
Med hylene og fagterne
de understreger takterne
og tramper tempo i hvert bræt
med træskotå og hæl.
Igennem alle gårdene
går tjæpmusik bedårende
og slynger sig fra asfaltbund
til skortstenshættens top,
og tonen vokser rivende;
thi gaflerne og knivene
og skeerne og fadene
bli'r rytmisk vasket op.
Og alle køkkenpigerne
går ned ad køkkenstigerne
og støtter deres unge bryst
på rød, men fyldig arm.
Og penge kommer dalende
fra kvisten og fra salene;
en mønt svøbt i avispapir
fra hver en vindueskarm.
Jeg kan
tilføje, at det af artiklen i Kaunis Grani fremgår, at Nina og de andre
ledere af balkongymnastik i Finland ikke får deres løn smidt ned i avispapir
fra balkonerne. Det er de lokale oplysningsforbund, der står for
omkostningerne. Det er en god investering, for gymnastik kræver såvel som sang
både fysisk og mentalt nærvær og tilbyder, med en vis accentforskydning, en
højst nødvendig træning af begge områder for at opretholde spændstigheden eller
ligefrem øge den.
At det bliver mere end svært for selv Nina Ruda at koreografere Lirekassen til et gymnastikprogram for selv meget
spændstige ældre er givet. Måske endnu sværere end at få DR Pigekoret til at hulke
og hvæse under ledelse af Phillip Faber.
ANNONCE:
