GENTAGELSENS FORTRYLLELSE.

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I disse vanskelige dage er mit livs røde tråd de varierede gentagelsers fortryllelse.

Banalt sagt er det lidt som at padle en kano.

Alene.

Fra agterenden.

I let vind.

Den forreste del af kanoen stikker godt op og er som et sejl, følsom for vinden. Sejlretningen bliver holdt af paddeltagene, for køl har kanoen ikke.

Men paddeltagene er ikke ens.

Det er ikke som at ro en tung, lavtliggende båd frem – her stabiliseres kursen af massens træghed. I kanoen må hvert enkelt paddeltag tilpasses omstændighederne.

Kraften i tagene er den samme, men vinklen i forhold til skroget, kanoens krop og vriddet af pagajens blad i dens bagudrettede bevægelse varierer.

Det er her, udfordringen ligger. Det er her, fortryllelsen findes.

Skovvandring er en anden variant af gentagelsens fortryllelse. Det er langt fra det samme som at gå på den slagne vej. Dét er en gangart, der let glider ind i marchtakt.

Jeg har engang læst, at en romersk legion holdt en kadence, der med dagens mål svarer til syv kilometer i timen – altså knap halvtreds kilometer på en syvtimers marchdag.

Den kadence holder ikke på skovenes slyngede stier.

Her ligger rødderne frit og lurer sammen med opstikkende sten – for  ikke at tale om forræderiske  huller og alt det løse på skrænter og det farligt fugtige, der opstår, når en kilde pibler frem og breder sig i en lavning.

Fødderne går, den ene efter den anden og så foran igen med den første i en uendelig bevægelse. Men den er stærkt varieret, bundet som den er af vandrerens ønske om ikke at snuble, glide ned ad skrænter, få våde fødder eller vandrestaven i en sprække, så den i stedet for at støtte knækker og trækker ham omkuld.

Hastigheden er til at overse, men der er jo heller ikke en slagmark, der venter bag horisonten. Jeg er allerede midt i slagmarken sammen med andre skovvandrere, der træner lunger, ben og anden muskelkraft til at modstå virussens bagholdsangreb.

Den lurer i den mødendes mund eller på hans hænder. Eller hendes hænder. Eller også er den der ikke.

Før i tiden så vi knap nok hinanden i skoven.

Så så vi hinanden an.

I de sidste par uger sker det ofte med et lille blink eller et smil. Vi ved, hvad det drejer sig om. Det ser vi, når vi holder tilbage, lader komme forbi, går til siden og dermed demonstrerer en gensidig respekt, der aldrig bliver triviel, altid har sine nuancer og er nødvendig for at vi skal gå af med sejren over den usynlige, allestedsnærværende fjende.

Det er repetition i en uendelighed, men møderne er alligevel som efterklangen af sød musik i hjertet. For vi er sammen, vi kommer hinanden ved, også uden at komme hinanden nær. Helt som i den daglige hyldning af plejepersonalet fra åbne vinduer og balkoner rundt om i verden.

Den store nærhed i måltidet eller i kærlighedens uendeligt varierede rytme er ikke for fastholdere. Skabt og næret af længsel glider den af sig selv ind mellem tænderne og ind i kroppen. Den giver smag og følelse af noget tidligere oplevet, men fortryller altid båret som den er af et ustandseligt begær og er heller ikke en dag som i dag til at slippe eller slippe af med.

Der sker ikke så meget i det store. Men det er heller ikke der, mit privilegerede liv nær naturen er deponeret. Jeg finder det i gentagelsernes varierede fortryllelse.

Den venter som en mulighed overalt. Det er bare at bøje sig, så vokser verden sig stor.

ANNONCE: