 |
| Globalt eller nationalt? |
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Verden
er i krig. Coronakrig. Den første egentlige verdenskrig.
Enogtrediveårskrigen fra 1914-45 med våbenstilstand fra 1918-39 havde
trods en vis global spredning sit epicentrum i Europa. Den blev tabt til USA,
som takket være en ustandselig europæisk dårskab ændrede status fra stormagt
til supermagt.
Fjenderne i Enogtrediveårskrigen var synlige for hinanden. Historien,
billederne, fortællingerne og filmene viser sejrherrer og overvundne. På den
måde er der siden menneskehedens første krige ikke sket ændringer.
Sådan er det ikke i Coronakrigen. Vi ved, at den er der, virussen,
og foretager dødelige bagholdsangreb uden at skele til rang og stand, køn og
kontinenter. Men den er usynlig.
Menneskehedens strategi i kampen mod virussen er indtil videre
passivitet: Det gælder om at beskytte sig, så tabene minimeres. Tab af
menneskeliv og tab i velfærd. En offensiv i form af en vaccine er under
udvikling rundt omkring i alverdens laboratorier. Det eneste, vi ved om offensiven
er, at den ikke er nært forestående.
I sin oprindelse er coronavirussen et udtryk for naturens luner. Helt
ligesom andre virusser og bakterier, der
igennem historien har været ophav til dødelige epidemier. Dens spredning,
derimod, er et udtryk for den civilisation, vi kalder globaliseringen.
Også CO2-udledningen og dennes destruktive effekt på miljø og
klima er global, men mens coronavirussens effekt viser sig i løbet af dage
eller uger, tager det årtier, før følgerne af CO2-udledningen viser sig. Derfor
har det i vid udstrækning været mulig at snakke følgerne væk, og derfor er CO2-udledningens
appel til menneskers omstillingsparathed begrænset.
Den omstillingsparathed, som coronaramte nationer har udvist i
form af lukkede skoler, arbejdspladser, karantæner osv. er enestående. Vi holder
afstand og vasker hænder som var det en del af vores DNA.
Samtidig sukkes der efter at vende tilbage til normalen i form af
dagligt arbejde, af samvær, af konsumtion og af rejser – det meste med global
som underforstået bestemmelse.
At tro, at man kan unddrager sig følger i form af miljøkatastrofer
og nye pandemier, efter at man om et årstid eller to er vendt tilbage til den
tid, der var, og kan fortsætte som før, vil svare til at tro, at Versaillesfreden
i 1919 med et forsmædeligt nederlag til Tyskland og en glorværdig sejr til
Frankrig, Storbritannien, USA og deres allierede udgjorde den endelige
afslutning på de foregående fire års krig.
I bagklogskabens klare lys ser vi i dag, at spiren til en fortsat katastrofe
for freden i Europa og i dele af verden blev lagt Versailles i 1919.
I dagens kamp for miljøet og i kampen mod globale pandemier findes
der ingen enkelt sejrherre og ingen enkelt taber. Her taber alle, hvis det går
galt. Og hvis det går godt, bliver vi alle vindere.
Men det kræver, at vi standser op, at vi tænker os godt om, og at vi
viser samfundssind – globalt set.
Lige nu har samfundssind momentum. Lige nu tænker vi og handler i
højere grad end i går til hele verdens bedste.
Corona-, klima- og miljøkrisen har samme rødder. En løsning i ét
hug findes ikke, men nu er muligheden her for en løsning gennem en samordnet,
fælles indsats. Her vil der blive skrevet historie! Det plejer politikere gerne
at ville.
Er det nu eller aldrig?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar