NEUTRONBOMBET

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Med kraven godt op om ørerne, bøjet hoved og krummet ryg havde jeg sneget mig langs hækken for at komme til postkassen. Som sædvanlig med den hensigt ikke at blive opdaget af min finske nabo. Men i dag lykkedes det ikke. For der stod han med den ene hånd solidt plantet på låget til min postkasse, den anden hånd i siden. Med sit hovne smil lignede han på en prik den svenske folkehelt, statsepidemolog Anders Tegnell.

– Hyggeligt endelig at se dig. Han trådte et par skridt tilbage som tegn til, at jeg kunne gå helt hen til min postkasse. Men jeg blev stående på betryggende afstand og sagde ingenting.

– Jeg var inde i byen i dag, begyndte han. – Den så neutronbombet ud.

– Neutronbombet, svarede jeg overrasket. – Du mener den der bombe fra for tredive–fyrre år siden?

– Nemlig. Som næsten ikke gav materielle skader, men i den grad udsendte neutronstråling, at alle døde. Smed man for eksempel nogle stykker over Paris, ville alle falde om og dø inden for nogle få timer eller dage.

– Jeg husker det godt, nu du siger det, sagde jeg dystert. Jeg var igen lokket ind i hans destruktive tankeverden – det jeg mest af alt ville undgå.

– Og så kunne man gå ind og overtage alting uskadt – Eiffeltårnet, Louvre med Mona Lisa, Notre Dame før den brændte, Triumfbuen, Versailles. Hele møllen, forstår du. Det var det, der var det fantastisk fornyende ved den bombe.

– Jamen så var alle parisere jo døde.

– Selvfølgelig. Men også de russiske panserdivisioner, der havde indtaget byen. Det var det, der var pointen.

Jeg nikkede. Det var faktisk et frygteligt våben.

– Men nu skal du bare høre, fortsatte han ivrigt. – Jeg har konciperet en strålende idé.

– Nå, sagde jeg.

– Ja, sagde han. – Det der syn af totalt tomme gader i en ellers så fin by var jo ikke opløftende. Og så var det, jeg tænkte, at det må vi for alt i verden undgå i fremtiden.

– Enig, sagde jeg. – Helt enig. Men hvordan? Virusser kommer og går, som de selv vil.

– Derfor skal vi være forberedte til krigen mod covid19 og andre epidemier. Og det var vi jo ikke. Indrøm det bare.

Jeg sukkede, for hvad skulle jeg sige? Han havde ret. Vi var ikke forberedte.

– Men vi forbereder os hver dag til alle andre slags krige, hvor mænd viser mod i granatregn. Du ved, hvad jeg mener. Helt almindelige krige. Samtidig håber vi, at ingen våben bliver brugt, og at alle uddannelser af soldater og generaler har været helt overflødige. Har jeg igen ret?

– Men hvor vil du hen?

– I første omgang vil jeg foreslå et system, der forhåbentlig er lige så unyttigt som militæret.

– Nå.

– Men som kan bruges i påkommende tilfælde.

– Javel.

– Altså: som en parallel til opfindelse og produktion af nye våben skal vi satse på produktion og opfindelse af nye vacciner. Så vi kan have dem i beredskab, hvis det går galt igen. Og det gør det. Med kortere og kortere mellemrum kommer der nye epidemier. Det ved vi alle. For bare at tage de vigtigste i de sidste hundrede år: Den spanske syge, Hongkonginfluenzaen, Aids, Svineinfluenzaen, Sars, Ebola, Mers og Covid19.

– Var det det hele?

– Selvfølgelig ikke. I forlængelse heraf skal vi have et verdensomspændende kæmpeberedskab med respiratorer, værnemidler, sygehuse og sundhedspersonale lige fra portør til læge.

– Og det skal vi bare ha’ – ha’ lissom stående? Og samle støv?

– Præcis. Som en stående hær skal vi have et stående beredskab mod sygdomme, der kan lægge gaderne øde, som jeg så det i dag.

Med i billedet, fortsatte han hurtig efter, at jeg havde udstødt et langt suk, – med i billedet hører naturligvis sundhedstjek i lufthavne og andre steder, hvor man rejser over grænser. De bliver en del af rutinen som dagens sikkerhedstjek for knive og for store parfumeflasker. Og så må vi ikke glemme de mere private sundhedstjek. Hjemmetjekkene. I en mængde hushold findes der i dag en blodtryksmåler. I morgendagens hushold vil man kunne tjekke sin egen mulige sygdom lige så let, som man i dag tjekker sit blodtryk.

– Og ved du, hvad det koster, dit verdensomspændende epidemiberedskab?

– Stort set ingenting?

– Hvad? Har du mistet forstanden? Jeg følte, at jeg med mit udbrud var gået over stregen, men han lo bare og sagde:

– I første omgang sammenligner jeg med udgifterne til militæret, som vi gladeligt betaler til, selv om vi ønsker, at det aldrig aldrig aldrig skal blive brugt.

– Ved du hvad det koster? spurgte jeg.

– Mener du pr. sekund? spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. Ikke ad spørgsmålet, men ad ham. Men han misforstod. Som sædvanlig. Så han fortsatte bare:

– Det koster millioner milliarder billioner billiarder trillioner trilliarder kvadrillioner kvadrillarder kvintillioner kvintilliarder og så videre helt op til Millillillillion der er det samme som et tital med tolv tusind nuller efter.

– Du mener, at sundhedssikkerhed – . Længere kom jeg ikke, før han afbrød mig.

– Ja, sundhedssikkerhed er jo nærmest gratis i forhold til udgifterne til det militære beredskab. Og så er der det gode ved det, fortsatte han hurtigt, da han fornemmede, at jeg var på vej til at afbryde ham. – Så er der det gode ved sundhedssikkerheden, at den betaler sig tilbage.

– Hvordan det?

– Fordi man sparer en uhyggelig masse penge ved at undgå at lukke land og rige ned.

– God fornøjelse med at overbevise verden om dine gode ideer, sagde jeg, åbnede postkassen med det yderste af fingrene og tog min daglige avis.

Han forstod åbenbart ikke min ironi, men smilede fornøjet. Med raske skridt for ikke at skulle blive prøveklud for flere nye ideer gik jeg ind i mit hus, ind i stuen til min lænestol og slog avisen op.

Kanyler versus neutronbomber, tænkte jeg. Det er nok at leve i et permanent krigsberedskab – et permanent sygdomsberedskab er bare for meget.

Må jeg være fri!

ANNONCE: