FLYV ALDRIG TIL GALAPAGOS

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 I disse coronatider begynder jeg ugens blog med en solstrålehistorie. Så kommer der et referat af noget, jeg har læst, dernæst nogle enfoldige tanker om civilisation og barbari og til sidst moralen, som er identisk med denne blogs titel. Så er du advaret, kære læser.

SOLSTRÅLEHISTORIEN

Solstrålehistorien handler om en fødsel. Den fandt sted på Akademiska sjukhuset i Uppsala i Sverige im wunderschönen Monat Mai i det herrens år 1982, den fulgte det skema, som min kone og jeg havde indøvet på et fødselsforberedende kursus, barnet, vores første, var en sund og velskabt og fuldstændigt enestående vidunderlig dreng.

Vore respektive forældre boede i Finland og i Danmark, langt fra Uppsala.

Da vi, mor, barn og jeg, havde sundet os oven på anstrengelsen og oplevelsen, blev der bragt en telefon ind til os, og jeg fik æren af at ringe til bedsteforældrene.

To eller måske bare én dag efter fik barnets bedsteforældre syn for sagn i form af billeder. Vi var nemlig så heldige, at vi ikke skulle vente på fremkaldelse og kopiering hos en fotograf, fordi jeg havde adgang til et mørkekammer, og postvæsenet på dette tidspunkt af historien fungerede upåklageligt.

I de følgende dage blev det naturligvis til flere telefonsamtaler og flere billeder. Efter kameraets klik gik der højst et par dage, så var fotografierne fremme hos modtagerne. Det var efter den tids muligheder exceptionelt hurtigt, i dag virker det oldnordisk langsomt.

Efter mindre end en måned foretog barnet sin første udenlandsrejse sammen med sin mor. At et så lille barn fløj over grænser var også den gang enestående.

REFERATET

Jeg kom til at tænke på ovenstående for et par dage siden, da jeg læste om et sæt bedsteforældre, DER IKKE KUNNE VENTE ikke blot med at se deres nyfødte barnebarn, men også at holde det i favnen og alt det, bedsteforældre nu gør med deres barns barn. Det var en ren menneskerettighed, syntes de.

BARBARI

Hvis udsættelse af egne behov til fordel for et trygt liv for en anden er udtryk for civilisation, er der her tale om rent barbari og infantile barbarer, der skal have alt nu og med det samme uanset omkostningerne for andre. Det praktiske perspektiv for vore dages umiddelbare krav på behovstilfredsstillelse er efter vor tilbagevenden til den imødesete normaltilstand efter coronakrisen lige så langt som det er bredt.

Bare ét eksempel: Får jeg lyst til at flyve til Galapagos på den anden side af jordkloden for at se på skildpadder, har jeg alle muligheder for at gøre det for omkring 10.000 kr. For mange i vores del af verden er det ikke specielt mange penge, og CO2-omkostningerne til at overkomme, for der er jo bare tale om en enkelt rejse frem og tilbage.

Er der nogen, der ikke kender mennesker i bedsteforældrealderen, der ræsonnerer på denne måde, og finder, at friheden til at rejse er en menneskeret?

Jeg lovede en morale. Den lyder, med motivering, sådan her:

MORALEN

Coronakrisens ekstraordinære tiltag sigter i allerhøjeste grad mod at skåne mennesker i bedsteforældrealderen. Det er smukt, og for mit eget vedkommende er jeg dybt taknemmelig. Det giver en forpligtelse over for de kommende generationer. Den kan formuleres meget kort – skån miljøet.

Flyv aldrig til Galapagos.

ANNONCE: